Forfatter: Muslimers endeløse krav om særbehandling viser, at integration ikke kan læres
Til trods for massive integrationsindsatser udgør muslimer i Danmark fortsat en lukket kreds. De muslimske talsmænd bør appellere til, at det muslimske civilsamfund dropper deres særkrav og i stedet køber ind på den kulturelle samfundskontrakt, skriver Rami Zouzou.
Rami Panduro Zouzou
Forfatter og selvstændig konsulentIkke siden billedstormen i Vor Frue kirke i 1529, hvor det lutherske parti ødelagde katolske billeder og altertavler, har religion skabt sådan en furore og splittelse i det danske samfund, som tilfældet er med islam.
Ikke fordi dem, der bekender sig til islam, ødelægger religiøse relikvier i danske kirker. Tværtimod. Men fordi man konstant er i opposition til det kulturelle fællesskab i Danmark, man påstår at være en integreret del af.
Det gik op for os i kølvandet på den netop overståede ramadan samt endnu en debat om kønsopdelt svømmeundervisning, at det er den triste kendsgerning, at årtiers omkostningstunge integrationsarbejde har været nytteløst i forhold til at integrere muslimer i det kulturelle fællesskab i det land, hvor mange af dem hævder at have hjemme.
Det bør ærlig talt vække bekymring for fremtidens sammenhængskraft. Vi er derfor tvunget til et opgør med vores syn på integration.
Hverken ramadan, endsige islam, fylder for lidt i det danske samfund. Tværtimod. Islam er alle steder.
Rami Zouzou
Cand. mag og forfatter
En uhyggelig manifestation
Det bør nemlig stå klart for enhver, at integration ikke er noget, der kan læres. Slet ikke i de grupper, for hvem viljen til at følge islamiske doktriner er større end at skrive under på den kulturelle samfundskontrakt, der har bundet danskerne sammen som nation i århundrede.
Den muslimske fastemåned, ramadanen, er en af islams fem søjler, der er grundlaget for den muslimske trospraksis. Ramadanen er en højtid, som ifølge sangeren Isam B fylder alt for lidt i det danske samfund, der i 2020 endte i højskolesangbogen med sin sang 'Ramadan i København'.
En uhyggelig manifestation af, at vi i fire årtier efter, de første gæstearbejdere kom til Danmark, ikke er kommet et skridt nærmere kulturel integration af muslimer i Danmark.
For endnu inden ramadanen sluttede med den store fejring, eid, dukkede diskussionen om kønsopdelt svømmeundervisning op til overfladen igen, fordi herboende muslimer ikke mener, at det sømmer sig for deres piger at bade sammen med det modsatte køn.
Den diskussion havde vi 2011, 2016, 2019 og nu igen i 2024. Det virker efterhånden som et sisyfos-arbejde uden lige, alle vores integrationsmæssige bestræbelser til trods, at få muslimer til at underskrive den kulturelle kontrakt med det danske samfund.
Stadig en lukket kreds
Så nej. Hverken ramadan, endsige islam, fylder for lidt i det danske samfund. Tværtimod. Islam er alle steder. Ikke siden reformationen har en religiøs overbevisning fyldt så meget i Danmark, som islam gør i dag.
Der er nemlig islam alle vegne. Når der er ramadan, i folkeskolen og foreningslivet samt nu også i svømmehallen.
Det danske samfund har i alt for mange år set magtesløst til, at muslimer har nægtet at integrere sig ved at lade islams religiøse doktriner overtrumfe det kulturelle fællesskab i Danmark. Derfor ønsker danske politikere glædelig eid, mens ikke én muslim med respekt for sit religiøse, kulturelle fællesskab kunne finde på at ønske jøderne glædelig hanukkah, når de til december fejrer lysets fest.
Det kræver ikke et nyt integrationsprogram. Kun viljen til at blive en fuldgyldig borger i Danmark med alt, hvad der hører sig til.
Rami Zouzou
Cand. mag og forfatter
Det er en trist erkendelse. Til trods for de massive integrationsindsatser udgør muslimer i Danmark stadig en lukket kreds, der hverken kan, må eller vil være en del af det danske kulturelle fællesskab.
Det er derfor, de insisterer på, at muslimske piger pine død skal bære tørklæde i folkeskolen, ikke må gifte sig uden for islams fællesskab, at der skal være kønsopdelt svømmeundervisning, og at ramadanen skal fylde endnu mere, end den allerede gør.
Den kulturelle samfundskontrakt
Erkendelsen kan dog også vække en smule optimisme. Det kan nemlig kan markere et nybrud i den måde, vi tænker og taler om integration.
Vi ved i dag, at integration ikke kan læres. For hvor det danske samfund igennem flere år har vist sin villighed til at prøve at integrere vores muslimske medborgere, så er tiden måske moden til, at de muslimske talsmænd, der skriver sange og advokerer for mere ramadan i Danmark, råber det muslimske civilsamfund op.
Appellerer til, at man gør alt, hvad man kan, for at integrere sig kulturelt i det land, hvor de hævder at have hjemme.
At de med andre ord dropper alle de særkrav, der blot understøtter det muslimske parallelsamfund, og i stedet køber ind på den kulturelle samfundskontrakt, vi har i Danmark, hvis vi skal undgå en ny billedstorm i fremtiden, fordi nogle mener, at religiøse doktriner står over lovens bogstav.
Det kræver ikke et nyt integrationsprogram. Kun viljen til at blive en fuldgyldig borger i Danmark med alt, hvad der hører sig til økonomisk, socialt og kulturelt.
Det ville i sandhed være integration at styrke sammenhængskraften i det Danmark, man hævder at være en del af. Og så koster det ikke engang penge.