Debat

Muslimsk organisation: Vi bærer selv et ansvar for, at ramadanen ikke fejres i Danmark

Når Danmark ikke har offentlig tradition at fejre ramadanen, er det også et udtryk for, at vi muslimer ikke er dygtige og ivrige nok til at engagere os og opnå samfundsmæssig eller politisk indflydelse, skriver Bilal Itani.

Danske muslimer og deres organisationer har ikke formået at gøre ramadanen til en fast dansk tradition, der markeres som en offentlig begivenhed, skriver Bilal Itani. 
Danske muslimer og deres organisationer har ikke formået at gøre ramadanen til en fast dansk tradition, der markeres som en offentlig begivenhed, skriver Bilal Itani. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Bilal Itani
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ramadanen er snart ved sin vejs ende, men trods danske muslimers eksistens i samfundet i over 50 år, oplever denne befolkningsgruppe en manglende anerkendelse, når deres vigtigste måned og højtid ikke markeres i samfundet på samme måde som i andre progressive lande.

Dette er et tegn på en stadigt manglende anerkendelse og normalisering af at være dansker med muslimsk baggrund og samtidig også symptomer på en stor udfordring hos de danske muslimer selv.

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, slog sidste år fast, at det for ham er ganske naturligt at ønske norske muslimer tillykke med ramadanen.

Danske muslimer har brug for at være bedre organiseret, så vi kan repræsentere islam på bedste vis overfor resten af samfundet

Bilal Itani
Formand, Ichange

Ved et besøg i Oslo er han citeret for at udtale, at: "Vi befinder os i en by, hvor mennesker med forskellige baggrunde, levemåder og trosretninger lever side om side. Denne rige mangfoldighed er vi stolte af, og denne mangfoldighed skal vi tage vare på."

I London blev årets ramadan fejret i det meste af byen, og nogle af de største gader er endda prydet med ramadanpynt og lys. Den engelske premierminister har også hvert år tradition for at sende lykønskninger til sine muslimske medborgere.

Det samme er tilfældet i USA, hvor det er en årlig tradition, at repræsentanter fra de største muslimske organisationer inviteres ind i Det Hvide Hus for at fejre ramadanen med et fælles iftar-måltid. Over hele Europa giver ramadanen desuden anledning til adskillige festligheder og kulturarrangementer, som i stigende grad gør muslimernes fastemåned til en offentlig begivenhed for alle borgere.

Behov for selvransagelse

I Danmark er danske muslimer den næststørste trosretning og tæller omkring 300.000 borgere.

Men i modsætning til stort set hele det øvrige Europa (og ikke mindst Norden) har der i Danmark flere år i træk været en politisk tavshed omkring ramadanens afholdelse. Ikke en lykønskning eller venlig anerkendelse af de danske medborgeres vigtigste måned. En måned, hvor godhed, fordybelse og eftertanke, ellers står i højsædet.

Læs også

På samme måde har danske muslimer og deres organisationer ikke formået at gøre ramadanen til en fast dansk tradition, der markeres som en offentlig begivenhed, og hvor både offentlige figurer og almindelige borgere inviteres ind til at fejre denne hellige måned med eksempelvis fælles iftar-måltider, kulturarrangementer, festivaler og konferencer, som man ser det i andre lande.

Den manglende anerkendelse og markering af ramadanen som en offentlig begivenhed viser, at der er brug for selvransagelse blandt os danske muslimer.

For når det i et af verdens mest progressive og tolerante samfund ikke er politisk betimeligt at ønske danske muslimer tillykke med ramadanen, så er det også et udtryk for, at vi ikke er dygtige nok, ivrige nok eller ambitiøse nok til at engagere os og opnå samfundsmæssig eller politisk indflydelse og deltagelse.

Kampen mod stigmatisering

Danske muslimer er for langt størstedelens vedkommende velintegrerede i det danske samfund og en vigtig ressource herfor. Vi har gennemført uddannelser, passer vores familier og arbejde. Men der er brug for, at vi i højere grad end i dag engagerer os i det samfund, vi alle er en fast del af og stolte af at være medborgere i.

Vi må gøre op med den muslimforskrækkelse, der hersker i bestemte dele af samfundet, og som bidrager til den stigmatiserende diskurs om danske muslimer

Bilal Itani
Formand, Ichange

Vi har brug for, at vi som danske muslimer deltager langt mere aktivt i det politiske liv, tager vores del af arbejdet i de politiske vælgerforeninger, skolebestyrelser, boligforeninger og ikke mindst blander os i den offentlige debat.

Vigtigst af alt har vi brug for at være bedre organiseret, således vi ikke står udenfor fællesskabet, men derimod selv er i stand til at bygge broer og repræsentere islam samt muslimske højtider på bedste vis overfor resten af samfundet.

Kun på den måde kan vi få gjort op med den muslimforskrækkelse, der hersker i bestemte dele af samfundet og den politiske arena, og som er medvirkende årsag til den mangeårige hårde og stigmatiserende offentlige diskurs om danske muslimer.

Kun på den måde kan vi ændre vores offentlige image, normalisere det at være dansker med muslimsk baggrund og blive en anerkendt del af det mangfoldige danske samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bilal Itani

Formand, IChange
Odontologi, Klinisk basisuddannelse for læger,

0:000:00