Da Lotte Mørk var ni år gammel, blev hun indlagt på hospitalet, og siden da har de to, hospitalspræsten og sundhedsvæsenet, ikke rigtig sluppet hinanden. Dengang for 39 år siden blev hun overmandet af smerter, mens hun var til koncert med sine forældre. Lægerne på Universitetshospitalet i Odense kunne ikke finde ud af, hvorfor hun havde så ondt, og når hun fandt sine forældres øjne på hospitalsstuen, kunne de ikke andet end at trøste hende. Smerterne kunne ingen fjerne.   

”Jeg var en lille pige, der mærkede afmagten. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var Gud, der straffede mig for ikke at have bedt min aftenbøn,” erindrer Lotte Mørk, mens vi sidder i kirkerummet på Odense Universitetshospital.  

“Det var egentlig fjollet, for jeg er ikke opdraget med at tale om tro eller til at bede aftenbøn. Men jeg var jo bare et barn med en barnetro, der handlede om, at Gud sad oppe på en sky og bestemte, hvem der skulle have ondt i maven.”  

Lige der blev rammerne for Lotte Mørks liv som hospitalspræst udstukket og aktørerne udpeget. Lægerne og Gud, troen og afmagten. Velfærdssamfundet og alt det, det kan forbedre borgernes liv på den ene side. Og det der sker, når det selvsamme velfærdssamfund alligevel støder ind i grænsen for sin formåen - og borgeren bliver et menneske, der lider og dør.   

Det er den situation, hun som hospitalspræst vender tilbage til på daglig basis. Det er i det grænseland, hun helst opholder sig, og det er fra den bastion, hun nu vender sig om og gør regnebrættet op efter et år i coronaens tegn. For mens den danske stats kamp mod covid-19 sundhedspolitisk og økonomisk har været en succes, blev noget andet sat over styr.  

”Det er vigtigt, at vi anfægter, at vi har en statsminister, der siger, at ethvert dødsfald er tragisk. For på den måde bliver det forbudt at dø og især forbudt at dø af corona. Det er et voldsomt stort problem,” siger Lotte Mørk.  

Det er ikke en politisk kritik, understreger hun flere gange i Altingets interview. Hun taler ikke på ideologiernes vegne, men på vegne af det menneskelige vilkår: at uanset hvor meget velfærd, der er i vores liv, undslipper vi ikke den ældste af alle sandheder – lidelsen kommer, og døden afslutter. Og mens politik kan skubbe grænserne for, hvornår det sker, er det ifølge Lotte Mørk et stort problem, når statens chef lader som om, politik kan sørge for at fjerne lidelsen og døden.  

Der er nogle af mine kolleger, der siger: Ej, tænk at skulle sidde med blod og bræk, hvor jeg i stedet har det sådan: Uha, tænk at skulle have konfirmander. Føj for den.

Lotte Mørk
Præst på Rigshospitalet

“Jeg tror, Mette Frederiksen forstærker den dødsangst, som vi allerede har. Åh, vi skal for enhver pris undgå døden. Nej, det mener jeg faktisk ikke, vi skal.”  

Det er alt det, jeg er kommet for at tale med hende om. Vi er mødtes på tre af de vigtigste udkigsposter for Lotte Mørk. Der, hvor det hele startede for hende på Odense Universitetshospital, på hendes arbejdsplads på Rigshospitalet og på et lille, dunkelt jazzværtshus i indre by, København, hvor hun stod i baren som teologistuderende. For corona satte det hele på spidsen, og nu er vi på vej ud af pandemiens greb. Hvor har det efterladt os? Ifølge Lotte Mørk er vi i hvert fald ikke på vej tilbage til det, der var normalt før.  

"Det kommer vi ikke. Samfundet er ændret for altid. Ligesom en patient, der har været igennem et hårdt behandlingsforløb, heller ikke kommer tilbage uforandret. Men det behøver ikke at gøre noget, at vi har ændret os – eller at noget er forandret,” siger hun. Eller med en vending, der efterhånden er blevet hendes motto:  

“Det gør ikke noget, at vi er gået lidt i stykker.”  

Dødsangst på steroider  

På Lotte Mørks kontor på Rigshospitalet fokuserer vi på hendes kritik af Mette Frederiksens coronahåndtering. Og vi vender tilbage til det med tragedien og Mette Frederiksens efterhånden velkendte ord fra et af de mange pressemøder fra Spejlsalen i Statsministeriet, som blev afholdt i foråret 2020.  

“187 er ulykkeligvis døde. Hvert eneste dødsfald er en tragedie. Mine tanker og medfølelse går til jer efterladte,” lød det fra statsministeren, der som konsekvens anlagde et såkaldt forsigtighedsprincip, som indebar, at Danmark lukkede ned. For “hellere gå ét skridt for langt end et skridt for kort”, fortsatte Frederiksen. Skoleelever blev sendt hjem, restauranter, biblioteker og idrætsklubberne låste dørene, og der blev indført strenge besøgsrestriktioner på hospitaler og plejehjem.  

Det var ment som omsorg, og Mette Frederiksen gjorde det danske samfund til ét stort fællesskab, der tog sig af hinanden - også ved at undgå hinanden. Men Lotte Mørk så en bagside af Mette Frederiksens omsorg.  

“Når Mette Frederiksen siger, at hvert eneste dødsfald er tragisk, så taler hun ud af en dødsangst, og den formidler hun direkte videre over i befolkningen. Corona sætter på den måde dødsangsten på steroider, for med corona er det jo pludselig gået op for os, at vi kan dø. Derfor har vi oplevet en stor afmagt, som vi ikke har vidst, hvad vi skulle gøre med – og så gør den i stedet alt muligt inde i os. Så gør den os ængstelige.”  

Men hvad skulle hun så sige i stedet?

“Ja, i hvert fald ikke det der. Hun skulle have sagt, at hun har den største medfølelse med dem, der mister til covid-19, lige såvel som hun har medfølelse med dem, der mister til kræft, hjertesygdomme eller selvmord. Hun skulle have sagt, at der nu kommer nogle virkelig hardcore restriktioner, som vil resultere i en masse senfølger. Ikke mindst åndelige senfølger. Og hun skulle have sagt, at hun prøver at gøre det mindst dårlige, men at det under alle omstændigheder medfører frygtelige konsekvenser i sidste ende. Det var jo et valg mellem pest eller kolera, så jeg ville ønske, at regeringen havde rettet ryggen og taget det ansvar og den skyld på sig. Det er man forpligtet til, så længe man har magten – og det synes jeg i den grad, man har glemt.”  

Hvad er det for nogle senfølger, regeringen ikke har taget ansvar for?   

“Det er dybt problematisk, at det har handlet alt for meget om de røde og grønne kurver, hvor mange værnemidler vi har, eller hvor mange vi nu har vaccineret, og alt for lidt om den omfattende oprydning, som vi nu står overfor eksistentielt og menneskeligt. Hvorfor handlede det ikke mere om, hvad alle restriktionerne gør ved os som mennesker? Hvad det er for en angst, der er blomstret op? Hvad vi skal stille op med den ensomhed, der er opstået? Hvorfor handlede det ikke om alle de unger, der er blevet helt fordrejede, fordi de simpelthen bare mistrives efter at have været hjemme så længe? Eller om de forældre, der ikke har ressourcerne til at hjemmeskole eller til at fjerne iPaden? Det taler vi ikke så meget om, og det kunne jeg ønske mig en statsminister, der gjorde.”  

Det sidste har Lotte Mørk selv gjort meget det seneste år, og i en videre forstand lige siden hun blev hospitalspræst. Spørgsmålet er, om hendes kollegaer og kirken som institution gjorde det rigtige under corona, når nu statsministeren valgte den vej, hun valgte. Ifølge Lotte Mørk er svaret mestendels nej.  

“Folkekirken makkede ret, hamrede hælene i og gjorde, hvad Mette Frederiksen sagde, uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst,” siger Lotte Mørk og tilføjer hurtigt, at kirken naturligvis ikke skal forvolde smitte. For det er et udtryk for næstekærlighed at passe på. Men problemet er, at kirken har gjort, som den altid har gjort. Bare online. Den har været for dårlig til at byde ind med dens særegne tilbud i den her coronatid, konstaterer hun.  

“Hvor var sjælesorgen, og hvor var de foredrag, der handlede om, hvordan man får håb i en afmagtstid? Hvor var præsterne eller biskopperne, der blandede sig i debatten og gjorde opmærksom på alle de voldsomme eksistentielle og åndelige konsekvenser, der unægteligt kommer til at være? Vi skal ikke være så bange for at sige, at kirken skulle have gjort mere, for hvis ikke kirken skulle træde i karakter nu, hvornår så? Vi har jo netop et budskab, der handler om at indgyde håb midt i en afmagtstid,” siger Lotte Mørk.  

”Jeg siger ikke, at vi alle bare skulle i medierne. Men helt ærligt, så er der altså for mange, der sidder og venter på, at Danmarks Radio ringer dem op. Hvad skulle de så have gjort? Skulle de have taget en ølkasse og stillet sig op? Ja, why not? Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan holde mund.”  

Konfirmander? Føj, for den  

”Jeg skal huske ikke at bande. For det er jeg opdraget med, at man ikke gør, og det er bare en dårlig vane.” Lotte Mørk stopper sig selv. Der er ingen tvivl om, at hun er indigneret, når talen falder på corona, men heller ingen tvivl om, at hun er et menneske, der søger intensiteten, ja, nærmest forlanger den – både af sig selv og sine omgivelser. Hendes øjne insisterer, og hendes ord kræver ind. Men hun skal også lige minde sig selv om reglerne for god opførsel, og så vender man jo naturligt tilbage til sine forældre, og hvordan man blev opdraget.   

Lotte Mørk er vokset op i et stort hus i et villakvarter i Odense. Hendes mor var lægesekretær, og hendes far var en “gammeldags business-mand", som Lotte Mørk selv beskriver det. Han rejste cirka 200 dage om året og har boet forskellige steder i verden – blandt andet to år i Saudi Arabien, da han arbejdede for Udenrigsministeriet. Lotte Mørk er enebarn af sine forældre, så hun var en del alene med sin mor, men hendes allerbedste venner var tre drenge fra vejen, så hun levede sit liv nede i skoven sammen med drengene. Det var frit og trygt. Hendes forældre blev skilt, da hun var 13 år, og de har hver især fundet nye ægtefæller, som har haft stort betydning for Lotte Mørks liv.   

Det var et hjem, hvor man var overbevist om, at der er noget, der er større end os mennesker. “Det var måske, hvad nogle ville betegne som kulturkristent,” siger Lotte Mørk, der ellers “hader det udtryk”. For kulturkristen, hvad er det ærligt talt for noget?   

”Jeg er døbt og konfirmeret, og spørger du min mor, vil hun sige: Ja, jeg er kristen, og jeg er stolt af det. Nok især fordi min gamle mormor, der døde for efterhånden mange år siden, var en de første kvinder, der sad i menighedsrådet. Det har man altid æret i min familie.”  

For Lotte Mørks far var det ikke kristendommen, der lå først for. Han meldte sig først ind i folkekirken, den dag Lotte Mørk blev præst. Men han er et søgende og spirituelt menneske, fortæller hun. Så han har flirtet med flere forskellige religioner.   

“Det var ikke sådan, at han var noget den ene dag og noget andet den næste. Men som et spirituelt menneske, der rejste meget, tror jeg, det var naturligt, at han ofte kom hjem med en ny opfattelse af, hvad det ville sige for ham at være både spirituel og troende.”  

Da Lotte Mørk gik i folkeskole, fandt hun ud af, at hun ville være præst. Og med næsten samme sikkerhed, som hun vidste, at hun skulle være præst, tænkte hun allerede dengang, at hun i hvert fald ikke skulle være sognepræst. Hun ville være det et sted, hvor det var svært, hvor det virkelig betød noget, fortæller hun. På den måde vendte hun tilbage til åstedet for sin egen oplevelse af smerte, afmagt og tro, da hun blev hospitalspræst.  

“Der er nogle af mine kolleger, der siger: Ej, tænk at skulle sidde med blod og bræk, hvor jeg i stedet har det sådan: Uha, tænk at skulle have konfirmander. Føj for den,” lyder det fra Mørk, inden hun glatter lidt ud.  

“Vi har jo alle vores evner, og vi har en forpligtelse til at udnytte dem. Jeg kan det her, så det må jeg gøre. Jeg lider af utålmodighed og er i virkeligheden meget lidt til at tale om vejret. For det er jo, som det er. Jeg vil hellere tale om det, der betyder noget, og springe mellemregningerne over. Sådan har jeg haft det, så længe jeg kan huske.”   

Malplaceret på det rigtige sted  

Lotte Mørk blev ansat som hospitalspræst, umiddelbart efter hun blev færdig med at studere. Først på Bispebjerg Hospital og siden på Rigshospitalet, hvor hun har været siden 2005. Hun taler hver dag med dødssyge mennesker. Det er hende, der bliver tilkaldt, når det for tidligt fødte barn skal døbes, når pårørende skal have hjælp til at sige farvel, eller når den døende 38-årige eller 88-årige har brug for en at tale med. Ligesom hun selv begyndte at bede aftenbøn, da hun blev ramt af afmagten som lille pige, afslutter hun altid sine samtaler med at spørge, om de skal bede en bøn sammen.  

“Jeg er hverken læge eller terapeut, og jeg er yderst bevidst om, at det ikke ændrer alt for patienterne, at jeg taler med dem og beder en bøn. Men jeg tror, der kan være en lettelse i, at jeg tør være med dem i den afmagt eller håbløshed, som de ellers står alene i.”  

På den måde træder Lotte Mørk til, når sundhedsvæsenets mål om helbredelse strander. Når der ikke er mere at gøre, som vi siger. En fast vending, der igen får indignationen frem i hende.   

“Jeg tror ikke, læger forstår, hvad den sætning gør ved et menneske. For selvfølgelig kan man gøre mere. Det kan godt være, der ikke er mere kemoterapi, men selvfølgelig kan man altid gøre mere, selvom helbredelse ikke længere er muligt. Det, patienterne er allermest bange for, er ikke selve det at få den besked, for tit ved de godt selv, at det er sådan, det er. Det, man er bange for, er at blive forladt,” fortæller hun.  

Kærligheden er ligeglad med døden, og for mig er det ren opstandelse. Det er opstand mod døden.

Lotte Mørk
Præst på Rigshospitalet

Lotte Mørk repræsenterer på den måde nærmest det modsatte af det system, hun opererer i. Hun er “malplaceret,” som hun selv kalder det, inden hun indskyder, at “det er den malplacerethed, som systemet har brug for.”  

For sundhedsvæsenet er netop et system. Det er et system, hvor man som patient indgår som et nummer i en statistik og en faktor i et gennemsnit. Hvor patienten bliver identificeret af hjerterytmer, blodværdier og levertal. Et system af standarder, regler, registreringer og procedurer, der skal følges. Ikke at Lotte Mørk vender sig imod det – hun er helt med på, at det netop er sådan sundhedsvæsenet må fungere.  

“Jeg har selv været indlagt to gange i eget hus, og jeg gik da ind ad døren, fordi jeg gerne ville møde en læge, der lagde en hardcore behandlingsplan. Jeg havde ikke brug for at møde en læge, der sagde, ‘hvad tror du på?’. Så selvfølgelig er det vigtigt, vi har fokus på det operative eller på at handle og ændre situationen.”  

Men det er i det system, hun har sin hverdag. Og det er der, hun møder den enkelte, for hvem sygdom og død ikke bare er abstrakt statistik, men et spørgsmål om konkret virkelighed. Så hvordan navigerer hun i det?  

“Oh, don’t get me started. Det er noget af det, jeg har brugt allermest tid på at finde ud af. I et system som Rigshospitalets tror man, at man kan systematisere alt. Her tror jeg, præstens rolle, min rolle, er at minde om, at ikke alt kan systematiseres – slet ikke når det kommer til det eksistentielle og åndelige,” siger Lotte Mørk og fortsætter.  

“Jeg er på mange måder en gæst, en indbudt gæst og en med tiden hyppigt benyttet gæst, men dog stadig en gæst. Den der gæst, der lige siger ‘hør, stop, hvad har I gang i?’ og minder om, at der også er omkostninger ved, at systemet er, som det er. For når sundhedsvæsenet er et system, der handler om det fysiske, og hvor succeskriteriet er helbredelse eller overlevelse, er konsekvensen, at det bliver forbudt at være gået i stykker, og at svækkelse, sygdom, død og sorg bliver en fiasko. Og jeg tror ikke, vi ønsker at være et system, der dyrker døden som fiasko.”  

Men samtidig er du jo offentligt ansat og en slags embedsmand, når du… 

”Ved du hvad? Er der noget, jeg ikke tænker, jeg er, så er det embedsmand. Ja, jeg har et embede. Men en embedsmand refererer til for eksempel en departementschef og skal gå i en bestemt retning. Jeg føler mig fri, for i sidste ende refererer jeg til Gud, selvom jeg selvfølgelig også er underlagt et biskoppeligt tilsyn. Nogle gange tænker jeg, at jeg godt nok bruger ufatteligt meget tid på at forholde mig kritisk til systemet og Rigshospitalet. Men den kritik bliver faktisk godt modtaget.”  

Hvordan det?  

“Jeg tror lidt, de tænker, jeg er ufarlig. Det er jo bare præsten; hun kan tillade sig at sige alt. Jeg bliver ofte inviteret med i forskellige ledelsesmæssige sammenhænge, og der gør jeg alt, hvad jeg kan, for at forstyrre den måde, man tænker på. For der er så mange plusord i det her system, som ingen ved, hvad betyder. Vi skal lave patientinddragelse, og vi skal give patienter en værdig død, men helt ærligt, hvad betyder de begreber egentligt? Ved du, hvad Rigshospitalets slogan er?”   

Nej?  

”Ventet og velkommen. Prøv at spørge patienterne, om det er sådan, de har det. Og i en anden region har de et slogan, der hedder ‘Patienten i centrum’. Det er da sindssygt. Hvem finder på det?”  

Man siger ikke nej til et barn   

Sorgen og afmagten er ikke kun Lotte Mørks arbejde. Det er også hendes hjem. For snart 12 år siden stod hun sammen med sin daværende mand på Roskilde Festival, da Danadopt ringede. De havde et barn, en lille pige fra Sydafrika, som var et såkaldt special-need-barn. Hun var alvorligt hjertesyg og havde to store huller i hjertet.   

”Vi havde ikke lagt billet ind på et special-need-barn. For hvem vil have et handicappet eller sygt barn? Lad os da bare være ærlige. Det er der ikke nogen, der vil.”  

Men det var det barn, de fik i forslag. Og man siger ikke nej til et barn, siger Lotte Mørk og holder en pause, inden hun fortsætter.   

”Eller det har jeg al respekt for, at der er nogen, der gør. Det er deres valg, og så må de jo rette ryggen og tage det på sig. Men vi ville ikke sige nej til et barn. Hun har selvfølgelig været svær at afsætte, men vi så børnepapirerne og tænkte, at det lille hjerte måtte vi jo så fikse. For det var vores pige.”   

Lotte Mørk og hendes mand rejste til Sydafrika og hentede deres datter hjem. Da de landede i Kastrup Lufthavn, kørte de direkte til Rigshospitalet med hende, hvor hun som det første blev scannet. De skulle regne med, at hun skulle indlægges og opereres med samme, havde en af Lotte Mørks gode bekendte, der er børnehjertelæge, forsøgt at forberede dem på. Men da hun blev scannet, viste billederne, at hullerne i hjertet var ved at lukke sig.   

”Det er et mirakel, kan jeg huske, jeg sagde. ’Ja, kald det, hvad du vil,’ svarede overlægen. Men senere på dagen kunne vi altså køre hjem, og i dag er alt godt med hjertet. Vi vidste på daværende tidspunkt intet om det mentale handicap, som hun også har. Det er kommet til senere og har ikke som sådan noget med hjertet at gøre. Ikke andet end, at hun var indlagt det første år af sit liv uden forældre. Og det kan man vel sige sig selv, ikke er det bedste for en lille, syg pige. Hun har jo ikke haft en chance.”  

Selvom Lotte Mørks datter er 12 år i dag, kan hun ikke tale, og som Lotte Mørk selv siger “er hun på mange områder stadig tre år”. Det har givet en ualmindelig hård hverdag i konstant alarmtilstand, og hun lægger ikke skjul på sorgen ved at have et barn, “der ikke er normalt”.  

“Det er en sorg at have et barn, der ikke kan finde ud af at lege med kammerater. Og det er en sorg at have et barn, hvor jeg ikke ved, hvordan hun har det, fordi hun ikke kan tale. Men det er kun den ene side af sagen. Den anden side er, at jeg på grund af hende aldrig kommer til at ligge på mit dødsleje og tænke ’var det dét?’. Hun har revet alt muligt fra hinanden indeni mig. Min måde at være i verden på, min måde at tolerere, min måde at tænke, hvad der er godt og dårligt, perfekt og uperfekt, min måde at værdsætte livet.” 

Det er en sorg at have et barn, der ikke kan finde ud af at lege med kammerater. Og det er en sorg at have et barn, hvor jeg ikke ved, hvordan hun har det, fordi hun ikke kan tale.

Lotte Mørk
Præst på Rigshospitalet

For nogle år siden blev Lotte Mørk skilt, så deres datter bor i dag på skift hos hende og hendes mand. Og de har en glad pige, der trives, og som har lært Lotte Mørk at se det uperfekte, det magtesløse, i øjnene. Det er et alvorligt liv, et til tider frygteligt liv, et bange liv, men også et liv med så meget humor, mening og kærlighed, siger hun.  

“Vi lever i en perfekthedskultur, hvor vi gerne vil være i kontrol. Og selvom jeg havde været i faget nogle år, inden jeg fik min pige, så jeg udmærket godt vidste, at der er ting her i verden, der ikke kan fikses, så er det noget andet selv at blive ramt. For ligegyldigt om jeg løber herfra og til månen, kan jeg ikke ændre situationen. Min datter trives og er glad, og vi er faktisk en rigtig dejlig, lille, ualmindelig familie, og jeg kan gøre det godt for hende, men jeg kan ikke ændre den grundtilstand, at hun har en masse diagnoser og aldrig kommer til at fungere normalt. Og hvem er det egentlig, der bestemmer, at Pingu ikke for evigt er vidunderlig? Hun har en stærk, stærk vilje, og derfor er jeg faktisk ret sikker på, at hun nok skal få et godt liv.”  

14 dage efter hendes bryllup begravede jeg hende  

Vi er rykket indenfor i kirken på Odense Universitetshospital, der ligger på 15. etage. På vej op elevatoren fortæller Lotte Mørk, at hun lige haft covid-19, heldigvis uden symptomer. Hun var ellers som frontpersonale en af de første, der blev vaccineret, og mens vi andre hovedsageligt tager maske på, når vi skal med Metro eller handle, er den en fast del af hendes hverdag.   

Det, understreger Lotte Mørk, viser, at der er ting, vi simpelthen ikke kan kontrollere. Vi forsøger, men i sidste ende er vi magtesløse. Vaccine og værnemidler til trods.   

Magtesløsheden viser sig, når vi kan blive smittet med covid-19, selvom vi er vaccineret. Den viser sig, når man som barn er indlagt, og hverken ens forældre eller lægerne kan hjælpe en. Og den viser sig, når man lige pludselig mister magten over den fortælling, man har lavet om sig selv. Det er det, der sker, når man bliver syg:  

”Modvind kan få den fortælling, vi fortæller om os selv, til at gå i stykker. Jeg tror ofte, at mennesker vælger at tale med mig, når de ikke længere er i stand til at skabe en ny fortælling om dem selv. For der har de så brug for at blive fortalt ind en større fortælling, som er den kristne fortælling.”  

Hvordan det?  

“Man taber så mange livsværdier, når man bliver syg. Først kan man måske ikke gå på arbejde, så kan man ikke have et socialt liv, man taber sit udseende, sin seksualitet, evnen til at få børn, man taber glæde, og man taber håb. Så mange værdier, og for at have mening i sit liv skal man have noget, der giver værdi. Men det, jeg erfarer, der sker, er, at al den tomhed fra de tabte værdier bliver fyldt op af noget andet, nemlig kærligheden, der er den ene ting, som aldrig bliver tabt.”  

Hvorfor er det kristent?  

“Vi kender fortællingen om Jesus, om Gud, der blev menneske, og vi kender også fortællingen om, at han endte på korset. Men det slutter ikke der. Der er en opstandelse. Og opstandelsen handler i alt sin enkelthed om, at der er noget, der er stærkere end døden, og det er kærligheden. Og det er ikke bare tomme præsteord, for vi stopper ikke med at elske nogen, bare fordi vedkommende dør. Kærligheden er ligeglad med døden, og for mig er det ren opstandelse. Det er opstand mod døden,” siger Lotte Mørk.  

Det er til syvende og sidst det, Lotte Mørk mener, Mette Frederiksen endte med at skærme befolkningen imod, da hun satte alt ind på at skærme os mod corona. Visheden om, at lidelsen kommer, og døden afslutter – men også at døden ikke er den totale afslutning, fordi kærligheden fortsætter, efter den sidste spadefuld jord er kastet på graven.   

Da vi mødes til sidst på Bo-Bi Bar i indre København, vender vi tilbage til afmagten og lidelsen – og al det håb, der kan vokse ud af håbløsheden. Lotte Mørk fortæller en anekdote. Igennem nogle år havde hun talt med en dødeligt syg pige, der havde som sit største ønske at blive gift med sin kæreste, kirkegulv og hvid marengskjole og alt det andet, der hører sig til et bryllup i en prinsessedrøm.   

“Men hun blev mere og mere dårlig. Så på et tidspunkt sagde jeg: ‘Nu skal du høre her, kære’, for det er sådan noget, mange læger ikke kan finde ud af at sige til patienterne, men ‘hvis du vil op ad det kirkegulv, så skal altså det være nu’. Det vidste hun da godt selv, men hun havde bare brug for, at der var en anden, der sagde det til hende. Så med lægernes og sygeplejerskernes hjælp lykkedes det at få hende i kjolen og op ad gulvet i en kørestol. Fuldt medicineret. Under salmen, inden jeg skulle udføre ritualet, kiggende hun på mig og sagde ‘Det sker virkelig. Jeg er så lykkelig’. 14 dage efter begravede jeg hende.” 

”Og det er altså bare virkeligheden.”