Sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi

I dag fokuseres der på at give patienten en behandling, men ikke på omsorgen for patienten, der behandles. Denne skæve prioritering viser sig blandt andet ved, at vi overvåger for meget og våger for lidt.

Det at overvåge patienter er tæt forbundet med behandling, hvor det at våge handler om omsorg. Hvis patienter skal sikres den bedst mulige behandling, er det nødvendigt at overvåge patienter, hvilket også kaldes monitorering. Men skal vi sikre værdigheden, skal vi samtidig sikre et vågent øje for patienten.

Et øje, der netop ser, hvad der for patienten er vigtigt. Derfor handler prioritering i sundhedsvæsenet ikke alene om at behandle patienten bedst muligt, men også om en omsorg for patienten. Omsorg er ikke ekstra flødeskum, men handler om liv og død – nøjagtig som behandling.

Når alvorlig sygdom resulterer i meningsløshed og håbløshed, kan behandlingsgarantien ikke stå alene. Det kræver samtidig et menneske, der udviser omsorg for en stund. Men i dag blive omsorgen reduceret til noget sekundært, forhastet eller noget andre og især pårørende må tage sig af.

Men omsorgen handler i sin kerne om et blik for den patient, vi forsøger at hjælpe. En indsats, der begynder med patienten: "Hvor er du midt i alt det her?" Det er her, omsorgen udspringer, som et professionelt blik for patienten. Men omsorg kan ikke sikres, som var det fjernvarme via et kommunalt anlægsarbejde.

Problemet er, at når sygeplejersker omtales som noget kvantitativt, så mister vi blik for omsorgens kvalitet

Jacob Birkler

Omsorg kræver mennesker. Mennesker, der bidrager til at sikre nærvær, værdighed og menneskelighed. Den gode nyhed er, at der allerede findes professionelt omsorgspersonale, der evner denne vigtige opgave. Men i dag bliver de primært omtalt som en mangel.

På den måde er sygeplejersker eksempelvis reduceret til en mængde eller kvantitativ størrelse, hvorefter debatten automatisk kommer til at handle om flere i uddannelse, flere på fuldtid og flere, der fastholdes via løn.

Det er der ikke noget galt med, men problemet er, at når sygeplejersker omtales som noget kvantitativt, så mister vi blik for omsorgens kvalitet. Det hele kommer til at handle om faget og ikke om sagen selv.

Gennem politiske paroler lyder det ofte, at sundhedsvæsenet tager udgangspunkt i patienten. Men for sygeplejersker ender patienten ofte som et tilgangspunkt, hvor patienten kun tilgås med det mest nødvendige. Omsorgsarbejdet er flere steder reduceret til førstehjælp, hvor omsorgens idé modsat handler om næstehjælp.

Omsorg handler ikke om at varetage forhandlede opgaver, men om at tage vare på patienten og lade opgaven udspringe herfra. Omsorg handler om at skabe tryghed, når sygdom har tapetseret hverdagen i et fremmed mønster. Omsorg handler om at slår ring om værdigheden, når fornedrelsen kommer krybende.

I dag forpligtes omsorgspersonalet imidlertid primært til opgaver, der støtter behandling og kun sekundært til den omsorg, der støtter patienten.

Når vi mindst venter det, er vi pludselig selv blevet patienter, hvor sygdom bevirker, at verden er forandret og fremmed. Uforberedt står vi med en diagnose, som er tung at bære og med en prognose, der tegner en dyster horisont. For langt de fleste er det først her, man oplever den manglende prioritering af omsorg.

Der er langt mere på spil, end de fleste tror

Jacob Birkler

Lad os derfor prioritere og værdisætte omsorgen og dermed sikre, at patienter bliver set før de lider under flere forseelser.

Min centrale pointe er, at vi som det mindste skal prioritere med åbne øjne.

Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor omsorgen primært handler om at støtte behandlingen og kun sekundært om at støtte patienten? Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor omsorgen i stadig højere grad overdrages til pårørende og frivillige? Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor vi alene er garanteret behandling, men uden garanti for omsorg undervejs? 

Der er langt mere på spil, end de fleste tror, og de politiske beslutninger er vigtigere end nogensinde.