Kamporganisationen for mere EU

PORTRÆT: Den Danske Europabevægelse betegnes af sin landsformand, Erik Boel, som en kamporganisation med fornemmeste opgave at oplyse danskerne om EU. Danmark skal engagere sig helhjertet i det europæiske samarbejde – uden forbehold.
Foto: Thit Andersen/altinget.dk
Morten Øyen
Fakta

Den Europæiske Europabevægelse er en tværpolitisk organisation, som har eksisteret i mere end 60 år og er repræsenteret i 41 europæiske lande.

Europabevægelsen finansieres af EU-Nævnet, af bidrag fra virksomheder og af medlemskontingenter.


Kilde: Den Danske Europabevægelse

Siden 1949 har Den Danske Europabevægelse arbejdet for mere europæisk samarbejde. Organisationen har sin glanstid, når der er folkeafstemninger, men på trods af, at der ikke er udskrevet valg, er organisationen beredt til valgkamp.

Spørger man i organisationen, skal Europabevægelsen fungere som en platform for diskussion - også mellem valgene. Der skal tages fat på problemstillinger og sættes gang i diskussioner. Europabevægelsen har eksempelvis netop arrangeret en konference på Christiansborg om pressens rolle i EU.

Tiltagende tilslutning
Medlemstallet i Europabevægelsen har i 2010 nået 1200-1500 medlemmer og er tiltagende. Spektret spænder bredt og består af både ung som gammel. Og hos Europabevægelsen lægger man stor vægt på de frivilliges betydning.

"I Europabevægelsen er intet et enkeltmandsvalg, men bæres af de frivilliges aktive engagement," fortæller Europabevægelsens landsformand, Erik Boel.

En folkeafstemning ville traditionelt set betyde mange arrangementer og en øget interesse for Europabevægelsen, hvilket tidligere har givet en stigning i medlemstallet.

Klar til kamp
Adspurgt fortæller Europabevægelsen, at man er forberedt på, at der når som helst kan blive udskrevet en folkeafstemning om et eller flere af EU-forbeholdene. Plakater, hjemmeside og informationsmateriale ligger klar til at bringe budskabet ud og føre den kampagne, der skal føre til at Danmark bliver fuldgyldigt medlem af EU.

Europabevægelsen arbejder dels kampagneorienteret, især i forbindelse med afskaffelse af forbeholdene, dels med oplysningsarbejde. En væsentlig del af Europabevægelsens oplysningsarbejde foregår på gymnasier, hvor man, ifølge sekretariatschef, Mette Lykke Nielsen og informationskonsulent, Jens-Kristian Lütken oplever stor diskussionsvillighed og engagement. Sammen vurderer de, at interessen for EU er steget betragtelig blandt gymnasieelever rundt om i landet, sammenlignet med tidligere.

Karismatisk og aktiv leder
Erik Boel har været Den Danske Europabevægelses landsformand siden 2001. Han er kendt for at være en stærk stemme i den danske EU-debat.

En søgning på Informedia viser landsformandens aktivitet de seneste 30 dage. Hele 85 gange er Erik Boel blevet omtalt, har skrevet indlæg eller kommentarer i en bred vifte af danske medier fra Herning Folkeblad til Weekendavisen.

Ifølge Boel selv har Europabevægelsen udviklet sig til en mere aktivistisk organisation med ham ved roret. Han betegner gerne organisationen som en kamporganisation, der kæmper en hård kamp for at bringe EU øverst på dagsordenen.

Nylig kritik fra DF
Men bevægelsens helhjertede EU-engagement møder også kritik. Senest har europaparlamentariker Anna Rosbach (DF) kritiseret EU-systemets økonomiske støtte til Europabevægelsen. Ifølge Anna Rosbach har Den Danske Europabevægelse de senste fem år modtaget ca. 3,6 mio. kr. i støtte fra EU. Og det er med til at gøre EU-debatten skæv, ifølge Anna Rosbah.

"Eksemplet med støtten til Den Danske Europabevægelse viser, at EU først og fremmest er en organisation og ikke nogen neutral politisk instans," siger Anna Rosbach ifølge Ekstra Bladet.

Hun vil derfor nu opfordre EU-Kommissionen til at fremlægge en komplet oversigt over de EU-relaterede interesseorganisationer, som modtager støtte.

0:000:00