Nationale dagsordener presser EU's udenrigstjeneste

Det ville nok være for langt at gå at sige, at de store lande opfatter udenrigstjenesten som et irritationsmoment, men det er tæt på.

Fabrizio Tassinari
Seniorforsker ved DIIS

Den franske udenrigspolitik er i krise. Først kritiserede 40 højtstående, men anonyme franske diplomater landets udenrigspolitik i meget hårde vendinger. Og i weekenden gav præsident Nicolas Sarkozy diplomaterne et første svar, da han fyrede sin udenrigsminister Michele Alliot-Marie efter uger, hvor hun havde gjort sig uheldig bemærket i forbindelse med urolighederne i Tunesien.

Men diplomaternes kritik af udenrigspolitikken og udenrigsministerens afgang bør ikke kun ses i et snævert fransk perspektiv. I stedet kan det ses i forhold til, hvor vanskeligt den nye EU-udenrigspolitik har det med at slå igennem.

For den seneste uges franske begivenheder er et bevis på, at EU's medlemslande ikke har i sinde at opgive deres nationale udenrigspolitik til fordel for en koordineret EU-politik. Sådan lyder meldingen fra flere eksperter i international politik, som Altinget | EU har talt med.

Fransk ad hoc-politik
En af eksperterne er Ulla Holm, ph.d. i europæiske studier og seniorforsker på Dansk Institur for Internationale Studier (DIIS). Selvom hun ikke mener, diplomaterne rammer fuldstændig plet, så er hun enig i dele af diplomaternes kritik af den franske præsident Nicolas Sarkozy.

”Sarkozy fører en ad hoc-politik på det udenrigspolitiske område. Han styrter rundt fra det ene land til det andet, uden der tilsyneladende er en klar sammenhængende politik bagved. Indenrigspolitikken og Frankrigs økonomiske interesser, heriblandt salg af atomkraft, ser ud til at veje tungere for Sarkozy end en sammenhængende udenrigspolitik,” siger Ulla Holm.

Undervurdering af de geopolitiske forandringer
Hun mener dog, at problemerne ligger dybere: Frankrig har manglet en klar udenrigspolitisk strategi siden 1989. Ulla Holm anser desuden diplomaternes kritik af udenrigspolitikken som et udtryk for ønsketænkning om at vende tilbage til tiden under Charles de Gaulle, hvor Frankrig var en diplomatisk stormagt.

"Frankrigs politiske magttab på den internationale scene bliver nu begrædt i det franske diplomati, og man giver Sarkozy skylden, men det er at undervurdere de geopolitiske forandringer i verden siden 1989," siger Ulla Holm. 

Udviklingen i Nordafrika i de seneste måneder har vist, at Frankrigs diplomatiske indflydelse ikke er, hvad den var engang. Samtidig har den igen udstillet EU's problemer med at føre en effektiv og samlet udenrigspolitik, så længe nationale politikere arbejder ud fra deres egne dagsordener. Og det har opstanden i Egypten og Tuneisen vist, at de gør. 

Udstiller EU’s problemer
Og det er ikke tilfældigt, mener Fabrizio Tassinari, ph.d. i statskundskab og seniorforsker ved DIIS. Sarkozys udenrigspolitik har været kendetegnet ved dels at udstille og dels at udnytte svagheder i EU's udenrigspolitik til at markere egne politiske standpunkter.

Hverken Ulla Holm eller Fabrizio Tassinari mener, at den franske diplomatiske krise skyldes øget konkurrence fra EU's nye udenrigstjeneste, som er under ledelse af briten Catherine Ashton. Tværtimod. Ved at markere nationale særstandpunkter i udenrigspolitikken, kan man score lette politiske point i de enkelte medlemslande.

Og at det så lammer den fælles EU-udenrigspolitik er et mindre problem. Mange lande ønsker ifølge Fabrizio Tassinari slet ikke en stærk stemme for EU i udenrigspolitikken.

"Det ville nok være for langt at gå at sige, at de store lande opfatter udenrigstjenesten som et irritationsmoment, men det er tæt på. Selve udnævnelsen af netop Ashton var i min optik en symbolsk gestus, da hun ikke var kendt for hverken en stærk personlighed eller en stærk politisk vilje. Det viste, at nationalstaterne ikke var parate til at opgive for meget suverænitet på området," siger Fabrizio Tassinari.