Debat

3F: Ræset mod laveste fællesnævner sikrer ikke bæredygtig luftfart

En opdateret luftfartsstrategi er et nødvendigt værktøj til at sikre en bæredygtig omstilling af luftfarten hurtigst mulig. Inddrag tre principper for finansiering, støtte og regler for bæredygtig omstilling, foreslår Jan Villadsen fra 3F.

En
dansk luftfartsstrategi ikke meget værd, hvis vi undlader at inddrage både international flytrafik og EU's regler for fair konkurrence og ordnede
arbejdsvilkår, skriver Jan Villadsen.
En dansk luftfartsstrategi ikke meget værd, hvis vi undlader at inddrage både international flytrafik og EU's regler for fair konkurrence og ordnede arbejdsvilkår, skriver Jan Villadsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jan Villadsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle er vist enige om, at vi skal have en ambitiøs og bæredygtig luftfartsstrategi i Danmark. Det er derfor, at glæden er stor over, at SAS nu ser ud til at være reddet.

Det er derfor, at stoltheden er mærkbar, når store aktører som SAS, Ørsted, Mærsk, Københavns Lufthavne, DSV og DFDS satser stort på PTX ved at omdanne vindkraft til grønne brændstoffer.

Og det er derfor, at ambitionerne fra partnerskabet, Green Fuels for Denmark, i februar 2022 lagde sig i overhalingsbanen, da statsminister Mette Frederiksen (S) havde meldt ud i sin nytårstale, at al dansk indenrigsflyvning skal være grøn i 2030. For ifølge Green Fuels for Denmark kan der være grøn flybrændstof nok i Danmark til at dække dansk indenrigsflyvning allerede fra 2027.

Det lyder jo næsten som om, at en ny bæredygtig luftfartsstrategi kommer af sig selv. Så god er verden næppe. For hvad med internationale flyvninger, der udgør over 30 gange mere af transporten ind og ud af danske lufthavn? Og hvordan er det nu lige med bæredygtighed? Handler det alene om omstilling til grøn energi og CO2-neutrale drivmidler?

Ret fokus mod tre principper
De to spørgsmål giver svaret: Selvfølgelig er der brug for en ny, grundig og favnende luftfartsstrategi for Danmark. Og selvfølgelig skal det være en strategi, der kan sætte retning i hele Europa og give grøn, fair og bæredygtig luftfart flyvehøjde på hele kontinentet. Vel at mærke i en form, hvor bæredygtighed er andet og mere end grøn omstilling alene.

Temadebat

Hvordan skal Danmarks næste luftfartsstrategi se ud?
Dansk luftfart går igennem en turbulent periode, hvor både coronakrise, grøn omstilling og alvorlige udfordringer i SAS har bidraget til uroen. 

Senere på året vil regeringen præsentere sit udspil til en grøn omstilling af sektoren, og nu vil fagfolk og politikere i den kommende tid debattere, om den bør tænkes ind i en større helhed og føre til en opdatering af Danmarks nuværende luftfartsstrategi, der blev underskrevet af den daværende VLAK-regering i 2017.

Det er en strategi, der har et stort fokus på udbygning af infrastruktur og understøttelse af nye flytruter. Skal det justeres i lyset af de nye klimapolitiske ambitioner? Hvordan bør en ny strategi afspejle pandemien og dens ændrede rejsemønstre? Og skal strategien tilpasses krisen i SAS?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].

Her vil jeg som repræsentant for 50.000 danske transportarbejdere rette fokus mod tre principper, der bør bruges til at guide dansk luftfart ind i fremtiden: Forureneren skal betale hele regningen for sin transport, dansk luftfart skal sikres en solid fremtid via støtte baseret på hjælp til selvhjælp og tilbageførsel af midler fra grønne afgifter og flyskatter til udviklingen og omstilling af branchen og dens virksomheder, og dansk og europæisk luftfart være bæredygtig i en form, der sikrer bæredygtighed for både klima, virksomheder og ansatte.

Heldigvis er en del af forarbejdet allerede på plads. Det sikrede de klimapartnerskaber, der blev sat i arbejde kort før corona, skabte store lufthuller i luftfartssektoren.

Klimapartnerskabet for luftfart foreslog at oprette en klimafond, der skal stimulere efterspørgslen på grønt brændstof. Finansieringen kommer fra et såkaldt klimabidrag fra passagererne. Men sigtet var endnu mere ambitiøst.

Nemlig et smart afgiftssystem, hvor omstilling til bæredygtigt brændstof tænkes som en globalt fungerende emissionsbaseret CO2-afgift, der kan administreres enkelt og effektivt, og hvor provenuet tilbageføres for at understøtte luftfartens omstilling.

Pengene skal blive i branchen
Vejen er klog. Og den bør vedtages hurtigst mulig, så forureneren giver sit bidrag til den nødvendige omstilling – imens pengene bliver i branchen, så omstillingen faktisk kommer til at virke.

Men klimapartnerskabet havde en vigtig pointe. Det skal være ens regler. Og da det næppe er realistisk globalt set på en gang kan man starte hurtigt i EU. Og lave en smart kobling til de investeringer, der allerede er i fuld gang som led i European Green Deal og de øvrige ambitiøse fælles programmer for grøn omstilling.

Og så er der den sidste pointe og det sidste princip. Bæredygtighed er også fair konkurrence og gode job med anstændige vilkår. Tjek selv FN's verdensmål for bæredygtighed. Her er en dansk luftfartsstrategi ikke meget værd, hvis vi ikke tænker stort og inddrager både international flytrafik og EU's regler for fair konkurrence og ordnede arbejdsvilkår.

Det er det, der er lykkedes langt henad vejen med EU's vejpakke for fair vejtransport. Og her skal myndigheder, fagforeninger, lufthavne, fornuftige flyselskaber og kloge regeringer stå sammen for også at få EU's tilgang til luftfart på ret kurs.

Ansattes vilkår ud fra ruternes ender
Sammen skal vi sikre, at flyselskaber, der flyver i Europa, hyrer ansatte på vilkår, der som minimum afspejler de vilkår, der findes i enderne af hver enkelt rute.

Hvis alle ender med løn som hos Ryanair, har Danmark hverken råd til velfærd eller grøn omstilling

Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

SAS har hovedkvarter og baser i Skandinavien. Derfor har SAS nordiske vilkår. Air France og KLM har hovedkvarterer og baser i Frankrig og Holland. Derfor har Air France og KLM franske og hollandske vilkår. Det princip skal også gælde for billige konkurrenter som Ryanair og Wizzair. Sådan som vi har aftalt det på vejtransportområdet.

Ellers tvinger man resten af Europas flyselskaber til at fortsætte ræset mod laveste fællesnævner. Og det får vi hverken solid grøn omstilling, bæredygtig luftfart, gode job eller sund vækst ud af.

Sammen med Cowi dokumenterede 3F Transport i 2015, at prisen på en enkeltbillet med Ryanair blot ville koste 37 kroner ekstra, hvis Ryanairs personale var ansat på danske vilkår. Den ekstrapris er ikke høj. For det bliver uhyggeligt dyrt, hvis vi ikke får vendt strømmen af regninger for billig transport.

Cowi dokumenterede nemlig også noget andet. Hvis alle 3.000 ansatte i dansk luftfart ender på Ryanairs vilkår og lønninger, betyder det et samlet tab af årsindkomster på 258 millioner kroner.

Herfra kan det brede sig til andre brancher. Og hvis alle ender med løn som hos Ryanair, har Danmark hverken råd til velfærd eller grøn omstilling. Derfor er den nye danske luftfartsstrategi vigtig. Derfor skal den kobles strategisk med krav, forslag og løsninger i EU. Bæredygtig transport er fair transport.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Villadsen

Gruppeformand, Transportgruppen, 3F
(martec søfartsskole)

0:000:00