Analyse: Det transatlantiske samarbejdes fremtidige udfordringer

WASHINGTON DC - Set fra USA er denne måneds europæiske valg en pudsig størrelse.

På den ene side er der en solid forståelse i den amerikanske hovedstads politiske elite for, at venskabsforholdet mellem USA og Europa - det såkaldte transatlantiske samarbejde - dækker over et værdi- og interessefællesskab om at skabe øget velstand samt værne om de grundlæggende idealer om politisk frihed og opretholdelsen af menneskerettighederne. Derudover er der fokus på den konstante økonomiske integration i form af handel og investeringer, der går begge veje over Atlanterhavet.

Relationen dækker med andre ord ikke kun over en militær alliance i form af NATO eller det historiske faktum, at USA i vid udstrækning bygger på det 19. og 20. århundredes indvandringsbølger fra Europa.

På den anden side skal man lede med lup for at finde nogen dækning af EU-valgene i de amerikanske medier, endsige finde en ærlig amerikaner, som har nogen meninger om det. Selv i de tungeste medier og i de udenrigspolitiske debatter i Kongressen er temaet fraværende.

I modsætning til den voksende europæiske interesse for de amerikanske valg, som dækkes intenst i europæiske medier, anses Europas valg i USA som et rent internt anliggende. I den udstrækning, der kan opstøves politisk interesse for sagen i Washington, skyldes det mestendels den stemning, der disse dage hersker om angsten for en ny kold krig, som Putins Rusland har vakt med sin aggressive opførsel over for først og fremmest Ukraine. Derudover holder det amerikanske udenrigsministerium, State Department, et vågent øje med, om valgene skulle kunne lede til nye problemer i de aktuelle forhandlinger om en ny amerikansk-europæisk handelsaftale.

Under overfladen er der fuld skrue på tempoet
Skinnet bedrager imidlertid. For uanset manglende mediebevågenhed er det et faktum, at det transatlantiske samarbejde i praksis kører i højt og uafbrudt gear. Både i form af sikkerhedssamarbejdet i NATO samt det bredere handels- og udenrigspolitiske samarbejde mellem Europa og USA (og EU og Canada). Dertil kan man oveni lægge et nært, dagligt samarbejde mellem EU og USA i multilaterale fora som OSCE og FN.

Og mens sikkerhedssamarbejdet i NATO historisk har udgjort kernen i det transatlantiske samarbejde efter Anden Verdenskrig, står det klart, at den betydelige økonomiske integration i dag fylder mest i det praktiske samarbejde. For USA og EU er to af verdens vigtige internationale, økonomiske aktører. Lægger man Amerika og den europæiske union sammen, står man med over 50 procent af verdens totale bruttonationalprodukt og lige under 50 procent af verdenshandlen.

Officielle tal fra Europa-Kommissionen og de amerikanske handelsmyndigheder anslår tilsvarende, at den transatlantiske økonomiske integration, skaber over 14 millioner jobs om året i alt på begge sider af Atlanten, og at omkring 80 procent af USA's direkte udenlandske investeringer fortsat finder sted i Europa.

Er Obama ligeglad med Europa?
På trods af interesse- og arbejdsfælleskabet har der i de senere år været talt en del om en krise i det transatlantiske samarbejde. Mere i Europa end i USA, hvor debatten primært har været vendt på baggrund af de obligatoriske opfordringer fra Washington om, at europæerne yder mere til den fælles militære kasse.

De opfordringer har været fremsagt af skiftende amerikanske præsidenter siden 1980'erne og blev for nyligt opfrisket, da NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussens årsrapport viste, at Europa fortsat lader USA trække alliancens omkostninger og investeringer i den fælles sikkerhed. 

Europæernes nervøsitet skyldes flere ting. For det første har USA selv understreget skiftet fra Europa til Asien - den såkaldte "Pivot to Asia", der står centralt i den nyeste amerikanske udenrigspolitiske strategi - når det gælder sikkerhedspolitiske udfordringer i takt med især Kinas opstigning i det globale militære og økonomiske hierarki.

For det andet har europæerne bebrejdet USA's 44. præsident for simpelthen ikke at interessere sig særligt for Europa. Det blev eksempelvis noteret - og ikke kun i Bruxelles men også i de store tænketanke i Washington - at præsidenten ikke nævnte Europa særskilt en eneste gang, da han ved årets begyndelse holdt sin traditionsrige tale til nationen, "State of the Union".

I talen var Obama ellers rundt om flere udenrigspolitiske prioriteringer, først og fremmest forhandlingerne med Iran samt afviklingen af krigen i Afghanistan. Men Europa optrådte kun i en bemærkning om NATO, hvor præsidenten sagde, at "vores alliance med Europa forbliver verdens stærkeste forsvarsalliance". Frihandelsaftalen, der ellers regnes for top-prioriteringen, når det gælder det praktiske samarbejde mellem de to kontinenter, fik ikke plads i talen.

Verden glemmer ikke Europas kirkegårde
Set i denne snævre optik har den russiske præsident Vladimir Putins aggressive fremfærd imidlertid tvunget Obama længere frem på den europæiske bane. I sit seneste (og eneste) besøg i Bruxelles sagde den amerikanske præsident for nylig, at verden "aldrig må glemme læren fra Europas kirkegårde".

Obama understregede i sin tale ved mødet, at krisen i Ukraine og konflikten med Rusland understreger behovet for, at USA og Europa står sammen om såvel forsvaret af politiske og demokratiske værdier som de mere praktiske områder som økonomi og energipolitik:

"Friheden er ikke er gratis - det minder begivenhederne i Ukraine os om," lød det fra Obama, som også benyttede sit besøg til at understrege, at det "ikke vil lykkes for Rusland at splitte Europa og USA".

Senere har såvel USA's udenrigsminister, John Kerry, såvel som præsidenten gentaget, at NATO's sikkerhedsgaranti gælder usvækket, og at intet medlem, "heller ikke i Østeuropa, nogensinde vil stå alene". 

Mere konkret aftalte Obama og de europæiske ledere, at det kan komme på tale, at Europa som del af den kommende transatlantiske frihandelsaftale øger sin import af energi fra USA og således mindsker den europæiske energiafhængighed af Rusland. At det i vidt omfang vil ske via øget brug af skifergas - der ses som mere kontroversielt i Europa end i USA - er en anden, og potentielt sprængfarlig historie.

Store interesser på spil med frihandelsaftale
Den sag vil vi høre langt mere om, når de aktuelle EU-valg er overstået. For uanset at valgdeltagelsen ser ud til at blive faretruende lav, og uanset at hver fjerde vælger ser ud til at ville stemme på EU-skeptiske partier, så er forhandlingerne sat til at fortsætte i højt tempo med det nye parlament på plads.

Og der er endog meget gode grunde til, at frihandelsforhandlingerne næppe vil gå ned i tempo, uanset valgresultatet. For der er meget på spil. EU-Kommissionen har eksempelvis vurderet, at en indgået frihandelsaftale vil kunne øge EU's eksport til USA med samlet omkring 28 procent.

"Det svarer til en ekstra disponibel indkomst på ca. 4.000 kroner pr. år for en gennemsnitlig husstand på fire personer i EU. Oversættes dette skøn direkte til danske forhold, så svarer det til en ekstra eksport til USA på 20-25 milliarder kroner," vurderer Kommissionen.

For Danmarks vedkommende var eksporten til USA i 2012 på 99,2 milliarder kroner. I alt kommer 10,1 procent af Danmarks samlede eksportindtjening fra Amerika, mens USA aftager 7,3 procent af Danmarks vareeksport og 14,6 procent af tjenesteeksporten. Hermed er USA større end vore geografisk nærmeste eksportmarkeder, Tyskland og Sverige, hvis man måler i værditilvækst. Endvidere stiger samhandlen i øjeblikket.

Udenrigsministeriet skriver, at Danmarks eksport til USA steg med 15,2 procent i 2012. Vareeksporten steg 21,0 procent, og tjenesteeksporten steg 10,9 procent. De tal er, skriver Udenrigsministeriet, "markant højere end for dansk eksport generelt, som samlet i 2012 kun voksede med 3,4 procent".

Det tal kan blive højere i de kommende år. For den økonomiske vækst i USA forventes at vokse med over 3 procent i 2014, hvilket er markant højere end i EU, hvor væksten formentlig vil holde sig på omkring 1 procent.

Nul sex men afgørende for krig og kartofler
Summa summarum: det er muligt, at det transatlantiske samarbejde aldrig når højt op på mediernes dagsorden, når det gælder opmærksomhed.

"EU er ikke sexet," sukker man rundt omkring på mediernes redaktioner.

Og i de små hjem er det næppe heller et fast punkt på samtalen hen over diverse middagsborde eller skærme. Men når det gælder de samme familiers helt konkrete hverdagsøkonomi, og i øvrigt varetagelsen af Europas fortsatte sikkerhed, kommer man ikke udenom, at Europas forhold til USA fortsat er både det tungeste og det mest afgørende.