Kåre-Per – den vigtigste årsag til skilsmisser?

Alle arbejdsgrupper ledes af EU-formandskabet, som går på skift hvert halve år. I denne periode var det Tyskland, der skulle bringe holdningerne sammen.

Lige ved midnat fik jeg ordet, brugte to minutter og gik hjem, for vi havde haft middagsgæster den fredag ​​aften. Gæsterne var gået, kun ​​cigarlugten var tilbage

Knut Arne Sanden
Fhv. LO's mand i Bruxelles

Når en aftale er indgået, går det videre til COREPER, udvalget for de faste repræsentanter. COREPER på fransk – eller Kåre-Per, som blev den norske udtale. Spøgefuldt omtalt som den vigtigste årsag til skilsmisser, da møderne kunne medføre hyppigt sent aftenfravær fra familien.

Da EF var seks lande, var det EU-ambassadørerne, der sad i COREPER, og sagerne var færre. De afklarede sagerne og overlod kun de vanskelige dele til Ministerrådets afgørelser. Men med det indre marked og meget andet skulle man have to COREPER, nemlig I og II.

Udenrigsanliggender og en række vigtige ting endte i nummer II, hvor ambassadørerne regerede. Det faldt daværende EU-ambassadør, Eivind Berg, noget tungt, at han skulle sidde i nummer II, mens alle mulige underordnede svælgede i I's herlighed.

151 lange dage

Hver morgen ankom en halv meter høj bunke dokumenter til EUDEL på engelsk, tysk og fransk. Den tyske version blev kasseret, mens nogle ambitiøse frankofile øgede deres specialiserede franskkundskaber ved også at læse den franske udgave. Ellers var alt på haltende engelsk. Dokumenterne var detaljerede og henviste ofte til, hvad de enkelte lande havde ment sidst, og hvad formandskabet foreslog som ny tekst.

Det hele var måske bare en surrealistisk engangsoplevelse

Knut Arne Sanden
Fhv. LO's mand i Bruxelles

Fristen var kort, og en række forhold skulle afklares i Oslo, enten i Udenrigsministeriet eller i det relevante fagministerium, der skulle udarbejde et mandat, som arbejdsgruppen skulle forsøge at holde sig inden for. Nu var mandaterne ikke så konkrete, at det betød noget, så der var rigeligt plads til egne vurderinger. Mandat måtte de derhjemme fundere over i løbet af weekenden.

Den første sag, som jeg skulle fremlægge det norske syn på, var en uvigtig sag, og jeg skulle på efter frokost. Men det lykkedes. Klokken 18.00 var der en kort spisepause med vin for dem, der havde lyst. Herefter gik det fra slag til slag. Klokken 22.00 blev der serveret whisky ved mødebordet. Flere takkede ja, og det dæmpede lidt på uenigheden, men ikke på talebehovet. Lige ved midnat fik jeg ordet, brugte to minutter og gik hjem, for vi havde haft middagsgæster den fredag ​​aften. Gæsterne var gået, kun ​​cigarlugten var tilbage.

Dette varede i 151 dage. Da datoen for folkeafstemningen nærmede sig, steg "responsen" på de norske anliggender. På et møde, hvor vi drøftede et direktiv om forældreorlov til begge forældre, holdt jeg en noget pompøs tale om nødvendigheden af ​​"familiesammenføring mellem far og barn". Jeg hørte stille bifald i den danske kabine, hvor der sad mindst to kvindelige tolke.

Den tyske mødeleder, en mand, kommenterede tørt, at ved at imødekomme ønsket fra "Norwegen" kunne det måske bidrage til et norsk ja, så han støttede forslaget af den grund, men tilføjede: Det er næppe nok.

En surrealistisk engangsoplevelse

Han fik ret. Natten til den 28. november sagde nordmændene endnu engang nej. Om morgenen kom rengøringspersonalet og dermed blev det norske skilt "Norge" fjernet fra mødelokalerne. Bunken af ​​dokumenter faldt hurtigt, og til sidst var der kun noget skrammel sendt af en, der ikke havde fanget det norske nej.

De norske tjenestemænd og -kvinder kunne puste lettet ud og vende tilbage til et normalt liv med normal arbejdstid, familieliv og arbejdsdokumenter på norsk.

Vi havde prøvet det, og uanset ja eller nej havde vi fået et unikt, men ikke utvetydigt positivt indblik i en del af det, man kalder komitologien i EU.

Det hele var måske bare en surrealistisk engangsoplevelse.