Kommentar af 
Knut Arne Sanden

Da Norge var EU-medlem på prøve

Klokken 9.00 28. november 1994 blev et skilt med "Norge" fjernet fra rådsbygningen på Rue de Loi i Bruxelles. Det er gået i glemmebogen for de fleste i dag, men Norge havde dengang været prøvemedlem af EU i 151 dage. Her er en skitse fra mit diplomatiske liv som norsk EU-medlem, skriver den norske fagforening LO's forhenværende mand i Bruxelles, Knut Arne Sanden.

24. juni 1994 deltog daværende statsminister Gro Harlem Brundtland (Arbeiderpartiet)
i et EU-møde på den græsk/tyrkiske ø Korfu. Blot en uge senere blev Norge
medlem af EU på prøve, indtil folkeafstemningen 27. november.
24. juni 1994 deltog daværende statsminister Gro Harlem Brundtland (Arbeiderpartiet) i et EU-møde på den græsk/tyrkiske ø Korfu. Blot en uge senere blev Norge medlem af EU på prøve, indtil folkeafstemningen 27. november.Foto: Espen Egil Hansen/NTB SCAN-FOTO POOL
Knut Arne Sanden
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er gået i glemmebogen for de fleste i dag, men Norge var faktisk prøvemedlem af EU i 1994, fra 1. juli og frem til folkeafstemningen 27. november.

Hvor længe var Norge i "paradis"?

151 dage, for at være helt præcis, før de norske udsendinge til Bruxelles måtte forlade mødelokalerne i Rådsbygningen på Rue de Loi, Lovens vej. Skiltet med "Norge" blev fjernet klokken 09.00 den 28. november.

Hvad skete der egentlig?

Historien om Norges "hemmelige EU-medlemskab"

Det var en slags træning i, hvad der kunne ske, hvis det norske folk gik med til medlemskab. Så ville livet ved den norske EU-delegation i Bruxelles ændre sig drastisk. EUDEL, som telexadressen lød på, havde base i Rue Archimede, i det der senere blev Norway House, efter at den norske myndighed Statsbygg købte hele huset i syv etager af en gammel enke.

En ny verden åbnede sig

Knut Arne Sanden
Fhv. LO's mand i Bruxelles

Det var udenrigsminister Thorvald Stoltenberg, der opgraderede den støvede bilaterale belgiske ambassade til "EU-Mission". Det fik slumrende EU-modstandere til at lugte, at der foregik noget her. Og det gjorde der. Først EØS-forhandlinger og derefter medlemsansøgning nummer fire, hårde forhandlinger og en ny folkeafstemning. EU-delegationen, som blev det opgraderede navn, havde et øget antal ansatte både med professionelle diplomater og professionelle ministerielle delegerede.

En ny verden åbnede sig. Jeg havde været "arbejdsråd" udstationeret af LO, og fik forlænget titel af ambassaderåd for sager på erhvervsområdet, altså løst og fast i det indre marked. Uden det diplomatiske kursus blev jeg "Instant diplomat", just add...?

Svenskerne genoptog deres glemte rolle – finnerne var stumme på fem sprog

Placeringen af ​​Norway House i Rue Archimede betyder, at Norge er EU's nærmeste udland, kun 40 meter i fugleflugt fra rådsmødebygningen. Vi kiggede over på den berømte Berlaymont-bygning, hvor alle de vigtige kommissærer holdt hus. Ulempen var, at bygningen fuldstændig overskyggede rådsbygningen og EU-Parlamentet længere væk. Det var jo der, beslutningerne blev truffet, og ikke i Kommissionen, som vi delvis gik rundt og troede i 80'erne.

Vi skulle pludselig slutte os til 2-300 forskellige rådsarbejdsgrupper, som vi kun havde et fjernt kendskab til, alt fra landbrug og fisk, til arbejdstider og sociale forhold. Vi var ikke alene, det samme gjaldt for Finland, Østrig og Sverige, som også blev kastet ud i det.

De, der havde størst fordel, var østrigerne, som kunne tale tysk med deres mærkelige dialekt og særlige udtryk uden tolk. De tre andre måtte hovedsageligt ty til forskellige niveauer af engelsk. Norske tolke og udlændinge, der skulle lære norsk, sad i "skyggetolkekasser" til træning, men vi hørte ikke, hvad de sagde. De havde deres egne kurser i norske dialekter, som var yderst nødvendige.

Sverige genoptog hurtigt sin glemte rolle som stormagt og tog ordet i stort og småt, nogle gange før de "store" lande. Det sluttede hurtigt. Finnerne kunne derimod være "stumme" på fem sprog, men da de først bad om at få taletid, vidste alle, at her kom et vigtigt spørgsmål for Finland.

Læs også

Kåre-Per – den vigtigste årsag til skilsmisser?

Alle arbejdsgrupper ledes af EU-formandskabet, som går på skift hvert halve år. I denne periode var det Tyskland, der skulle bringe holdningerne sammen.

Lige ved midnat fik jeg ordet, brugte to minutter og gik hjem, for vi havde haft middagsgæster den fredag ​​aften. Gæsterne var gået, kun ​​cigarlugten var tilbage

Knut Arne Sanden
Fhv. LO's mand i Bruxelles

Når en aftale er indgået, går det videre til COREPER, udvalget for de faste repræsentanter. COREPER på fransk – eller Kåre-Per, som blev den norske udtale. Spøgefuldt omtalt som den vigtigste årsag til skilsmisser, da møderne kunne medføre hyppigt sent aftenfravær fra familien.

Da EF var seks lande, var det EU-ambassadørerne, der sad i COREPER, og sagerne var færre. De afklarede sagerne og overlod kun de vanskelige dele til Ministerrådets afgørelser. Men med det indre marked og meget andet skulle man have to COREPER, nemlig I og II.

Udenrigsanliggender og en række vigtige ting endte i nummer II, hvor ambassadørerne regerede. Det faldt daværende EU-ambassadør, Eivind Berg, noget tungt, at han skulle sidde i nummer II, mens alle mulige underordnede svælgede i I's herlighed.

151 lange dage

Hver morgen ankom en halv meter høj bunke dokumenter til EUDEL på engelsk, tysk og fransk. Den tyske version blev kasseret, mens nogle ambitiøse frankofile øgede deres specialiserede franskkundskaber ved også at læse den franske udgave. Ellers var alt på haltende engelsk. Dokumenterne var detaljerede og henviste ofte til, hvad de enkelte lande havde ment sidst, og hvad formandskabet foreslog som ny tekst.

Det hele var måske bare en surrealistisk engangsoplevelse

Knut Arne Sanden
Fhv. LO's mand i Bruxelles

Fristen var kort, og en række forhold skulle afklares i Oslo, enten i Udenrigsministeriet eller i det relevante fagministerium, der skulle udarbejde et mandat, som arbejdsgruppen skulle forsøge at holde sig inden for. Nu var mandaterne ikke så konkrete, at det betød noget, så der var rigeligt plads til egne vurderinger. Mandat måtte de derhjemme fundere over i løbet af weekenden.

Den første sag, som jeg skulle fremlægge det norske syn på, var en uvigtig sag, og jeg skulle på efter frokost. Men det lykkedes. Klokken 18.00 var der en kort spisepause med vin for dem, der havde lyst. Herefter gik det fra slag til slag. Klokken 22.00 blev der serveret whisky ved mødebordet. Flere takkede ja, og det dæmpede lidt på uenigheden, men ikke på talebehovet. Lige ved midnat fik jeg ordet, brugte to minutter og gik hjem, for vi havde haft middagsgæster den fredag ​​aften. Gæsterne var gået, kun ​​cigarlugten var tilbage.

Dette varede i 151 dage. Da datoen for folkeafstemningen nærmede sig, steg "responsen" på de norske anliggender. På et møde, hvor vi drøftede et direktiv om forældreorlov til begge forældre, holdt jeg en noget pompøs tale om nødvendigheden af ​​"familiesammenføring mellem far og barn". Jeg hørte stille bifald i den danske kabine, hvor der sad mindst to kvindelige tolke.

Den tyske mødeleder, en mand, kommenterede tørt, at ved at imødekomme ønsket fra "Norwegen" kunne det måske bidrage til et norsk ja, så han støttede forslaget af den grund, men tilføjede: Det er næppe nok.

Læs også

En surrealistisk engangsoplevelse

Han fik ret. Natten til den 28. november sagde nordmændene endnu engang nej. Om morgenen kom rengøringspersonalet og dermed blev det norske skilt "Norge" fjernet fra mødelokalerne. Bunken af ​​dokumenter faldt hurtigt, og til sidst var der kun noget skrammel sendt af en, der ikke havde fanget det norske nej.

De norske tjenestemænd og -kvinder kunne puste lettet ud og vende tilbage til et normalt liv med normal arbejdstid, familieliv og arbejdsdokumenter på norsk.

Vi havde prøvet det, og uanset ja eller nej havde vi fået et unikt, men ikke utvetydigt positivt indblik i en del af det, man kalder komitologien i EU.

Det hele var måske bare en surrealistisk engangsoplevelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knut Arne Sanden

Tidligere ansat i det norske LO's bruxelleskontor

0:000:00