Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

VÆR BEREDT: Danmark bliver ét af de lande, der skal opbygge lagre med medicinsk udstyr på vegne af EU. Regeringen skal stå for indkøbene, men regningen samles op i Bruxelles.

BRUXELLES: Tirsdag bliver det offentliggjort, at Danmark skal huse ét af en række EU-lagre med værnemidler og andet medicinsk udstyr, som EU vil lægge i en håndfuld medlemslande.

Det erfarer Altinget.

Landene udvælges, så der er geografisk spredning, hvilket skal gøre det lettere at få sendt forsyninger ud, hvis der pludselig opstår akut mangel, sådan som det sås allerværst i Italien tidligere på året, da coronavirussen for alvor gjorde sin entrée i Europa.

Det er den nye Styrelse for Forsyningssikkerhed i Birkerød, der kommer til at stå for opbygningen af EU-lageret. Det er dem, der står for indkøbene, som dog er finansieret fra EU-kasserne.

Lagrene er en del af EU’s såkaldte civilbeskyttelsesmekanisme, som i marts blev udvidet til også at inkludere et såkaldt katastrofemedicinsk beredskab. De første to lagre er allerede stablet på benene, ét i Tyskland og ét i Rumænien.

Respiratorer og medicin
Blandt de ting, som Kommissionen gerne ser i lagrene, er værnemidler, intensivmedicinsk udstyr som for eksempel respiratorer, vacciner og lægemidler samt laboratorieudstyr.

Selv om det er landene selv, der skal foretage indkøbene, er det EU-Kommissionen, der afgør, hvor indholdet fra lagrene skal sendes hen.

Danmark lagde billet ind på at lægge hus til EU-lageret tilbage i maj måned.

”Adgangen til værnemidler og medicin har meget høj prioritet for regeringen, og opbygningen af europæiske lagre er et vigtigt skridt til at øge forsyningssikkerheden og robustheden,” skrev forsvarsminister Trine Bramsen (S) dengang i et folketingssvar.

Forrige artikel Det sker i EU: Europas asylpolitik tilbage på toppen af dagsordenen Det sker i EU: Europas asylpolitik tilbage på toppen af dagsordenen Næste artikel Trods nej fra EU: Kofod klør på med modtagecentre for flygtninge Trods nej fra EU: Kofod klør på med modtagecentre for flygtninge
Alles kamp mod alle truer fiskeriet efter Brexit

Alles kamp mod alle truer fiskeriet efter Brexit

PÅ VAGT: Alle lurer på hinanden i gruppen af de otte EU-fiskerinationer, som i dag fisker i britisk farvand. Lige nu står de sammen om at kæmpe for at bevare deres fiskerettigheder. Men frygten for, at sammenholdet ryger, når alvoren sætter ind efter Brexit, er tydelig.