Dansk formandskab fremlægger arbejdsprogram

DOKUMENTATION: Fredag den 6. januar 2012 fremlagde regeringen sit arbejdsprogram for de næste seks måneders dansk formandskab for Rådet i EU. Titlen på programmet er "Europa i arbejde".
Foto: Kristoffer Hecquet/Altinget.dk
Kristoffer Hecquet

Programmet for det danske formandskab blev fremlagt på en pressekonference i København. Statsminister Helle Thorning-Schmidt lagde ved pressekonferencen vægt på, at det bliver en svær tid for Europa det kommende halvår. Det danske formandskabs udgangspunkt er derfor, at Europa skal arbejde sig ud af krisen. Den fremlagte arbejdsplan indeholder fire hovedområder.

Et ansvarligt Europa
For det første er der fokus på Europagten og kampen om, at alle medlemslandene overholder deres løfter om budgetdisciplin. I regeringens program står der:

"Der blev på Det Europæiske Råd den 9. december 2011 truffet en række vigtige beslutninger om styrkelse af den finanspolitiske disciplin med henblik på at sikre den økonomiske stabilitet i Europa. Der vil under dansk formandskab skulle arbejdes med udmøntningen heraf med henblik på at tilvejebringe en løsning på styrket finanspolitisk og økonomisk koordination som led i den kort- og langsigtede håndtering af gældskrisen."

"Det vil ligeledes være et centralt mål for formandskabet at sikre en konsekvent gennemførsel af det fulde Europæiske Semester og det tidligere vedtagne styrkede økonomiske samarbejde baseret på en styrkelse af Stabilitets- og Vækstpakken og et nyt samarbejde om håndtering af de økonomiske ubalancer og fælles krav til nationale budgetregler. Forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for EU's budget i perioden 2014-2020 vil være en af de største enkeltsager for formandskabet."

"EU's nye budget skal afspejle den aktuelle økonomiske situation og fokusere på de områder, hvor EU kan gøre en forskel. Der sigtes efter at afslutte forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme ved udgangen af 2012. Det danske formandskab vil bestræbe sig på at bringe fremdrift i forhandlingerne for dermed at forberede udgangspunktet for de endelige forhandlinger."

Et dynamisk Europa
Den anden hovedprioritet er det indre marked. Dette samarbejde fylder 20 år under formandskabet, men der er fortsat elementer, der ikke er implementeret. Dette skal udbedres - særligt på det digitale område. I programmet står der:

"Vi har mere end nogensinde brug for et bæredygtigt indre marked, der skaber job, stabilitet og fremgang for europæerne og EU's virksomheder. Vækst i Europa kræver en videreudvikling af det indre marked til gavn for både borgere og virksomheder, og at vi styrker uddannelse, forskning, innovation, ligestilling og det europæiske arbejdsmarked."

"Det indre marked skal være et dynamisk indre marked, som er digitalt, innovativt og fordrer kreative løsninger, og som udgør en stærk hjemmebane for førende højteknologiske virksomheder og flere grønne arbejdspladser."

"Endelig skal EU omsætte sin økonomiske styrke til at åbne nye internationale markedsmuligheder og til at fremme fri og retfærdig handel til gavn for europæiske virksomheders vækst."

Et grønt Europa
Formandskabets tredje fokus er miljøet. Danmark skal kæmpe for, at den grønne omstilling i EU kommer til at gå så hurtigt som muligt. I programmet lyder det:

"EU skal arbejde på at nå sine klima- og energimål om blandt andet øget energieffektivitet frem mod 2020 samt udbygning af vedvarende energi, styrket energieffektivitet og en markant nedbringelse af drivhusgasudledningerne frem mod 2050."

"Der skal arbejdes på en effektiv og grøn transportpolitik, fælles grønne standarder i det indre marked og udbredelsen af bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre. En miljø-, natur- og klimavenlig landbrugssektor er også en del af løsningen, ligesom der skal arbejdes for en bæredygtig reform af EU's fiskeripolitik. Midlerne til forskning og udvikling inden for miljø- og energiområdet skal øges."

"Endelig vil formandskabet også arbejde for en stærk europæisk stemme ved Rio+20-topmødet om bæredygtig udvikling."

Et sikkert Europa
Det sidste punkt er sikkerhed. Samarbejdet imod terrorisme og international organiseret kriminalitet skal styrkes. Desuden skal politik på asyl- og indvandringsområdet koordineres bedre. I oplægget står der:

"Europas internationale indflydelse inden for handel, udvikling og sikkerhed skal fastholdes. Medlemslandene skal styrke samarbejdet om en velforvaltet asyl- og indvandringspolitik samt om effektivt at bekæmpe og forebygge terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet."

"Det danske formandskab vil understøtte EU's nabolandes ønske om et tættere samarbejde, herunder adgang til EU's markeder, og bidrage til, at udvidelsesprocessen fortsætter som en ansvarlig udvidelsespolitik. Formandskabet vil aktivt støtte EU's institutioner og medlemslandene i arbejdet med at styrke EU's globale rolle."

"Endelig vil det danske formandskab aktivt arbejde for, at EU's fælles udenrigstjeneste bliver en stærk og aktiv aktør, og at der skabes en bedre sammenhæng mellem EU's politik inden for de sektorer, som berører udviklingslandene."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00