Debat

Dansk Metal: Tyskerne vil have mere af det samme, men der er brug for noget nyt

Der er nok at tage fat i for den kommende tyske kansler, som skal vide, at den tyske stemme vejer tungt i Europa og har betydning for handel, grøn omstilling og digitalisering, skriver Claus Jensen fra Dansk Metal.

Den kommende tyske kansler skal vide, at den tyske stemme vejer tungt i Europa og har betydning for handel, grøn omstilling og digitalisering, skriver Claus Jensen.
Den kommende tyske kansler skal vide, at den tyske stemme vejer tungt i Europa og har betydning for handel, grøn omstilling og digitalisering, skriver Claus Jensen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Claus Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Gamle ræve er svære at få i fælden".

Sådan lyder et gammelt tysk ordsprog – og efter i 16 år at have danset uden om fælden træder forbundskansler Angela Merkel nu væk fra rorpinden i Tyskland. For os i Danmark er det vigtigt, hvordan det går i Tyskland. Tyskland er nemlig det land i verden, som vi handler mest med.

Det tætte bånd til vores naboer betyder, at vi bliver påvirket af, hvordan det går i Tyskland. Så i Danmark skal vi håbe, at tyskerne vælger en ny regering, der ved, at ny teknologi, grøn forskning og handel med omverden er vigtigt. På de tre punkter har vi brug for et stærkt Tyskland i Europa.

De sidste måneder har de tyske partier taget sig nogle rutsjeture. Før sommer havde Tysklands grønne parti virkelig vind i sejlene. Mens Merkels kristenkonservative parti står til at få et hak i tuden, så er socialdemokraten Olaf Scholz nu kanslerfavorit.

En gammel politisk ræv som ham er tilsyneladende også svær at få i fælden. Det lader til, at tyskerne helst vil have mere af det samme. Men på ét område skal vi virkelig ikke ønske os mere af det samme: Digitalisering.

Digitaliseringen halter i Tyskland
Tyskland er en sværvægter – også når det kommer til digitalisering.

Set med danske øjne kan vi kun håbe, at den nye tyske kansler vil være ambitiøs og bruge penge på at omstille Tyskland

Claus Jensen
Forbundsformand, Dansk Metal

Desværre vejer Tyskland tungt på den forkerte side af vægten på dette spørgsmål. Corona har vist, at digitalisering er et af det tyske samfunds helt store problemer.

Skolerne har ikke kunnet gennemføre ordentlig onlineundervisning, og smittetal er blevet rapporteret med kuglepen og faxmaskiner. Og hver gang jeg er i Tyskland, bliver jeg overrasket over, at man ikke kan betale med kreditkort i mange taxaer og butikker.

Det kan give en dansker problemer, når man ikke har kontanter på lommen. Men den manglende digitalisering kan give langt større problemer end det. For ny teknologi og digitale løsninger er dét, der skal sikre, at vi kan blive ved med at konkurrere med lande som Kina, Japan, USA og Sydkorea, hvor digitaliseringen går rivende hurtigt.

Mange europæeres arbejde er afhængig af, at europæiske virksomheder er mere effektive og dygtigere til at producere end virksomheder i resten af verden. For at blive ved med at være konkurrencedygtig og beholde arbejdspladser i Europa skal vi satse på digitalisering. Og Tyskland skal være motoren for denne udvikling.

Danmark kan bidrage til tysk omstilling
Ligesom i Danmark fylder grøn omstilling i den tyske valgkamp. Set med danske øjne kan vi kun håbe, at den nye tyske kansler vil være ambitiøs og bruge penge på at omstille Tyskland.

De tyske borgere skal kunne stå op dagen efter valget med udsigt til flere vindmøller og bedre mulighed for at omskole sig. For den grønne omstilling vil uden tvivl betyde, at der er nogen, der skal lave noget andet.

Vi skal undgå, at mange tyskere bliver arbejdsløse på grund af omstillingen. Det kræver store investeringer i efteruddannelse. Hvis ikke den nye kansler er bevidst om dette, så vil det ikke undre mig, hvis mange tyskerne er skeptiske over for den grønne omstilling.

I Danmark kan vi bidrage til den tyske omstilling. Vi er gode til at lave grøn teknologi, og det kan komme Danmark til gavn. For Tyskland er et stort land, der har brug for mange vindmøller, mange effektive pumper og mange energibesparende vinduer for at blive grønnere.

Set med danske øjne kan vi kun håbe, at den nye tyske kansler vil være ambitiøs og bruge penge på at omstille Tyskland

Claus Jensen
Forbundsformand, Dansk Metal

Vi skal sørge for, at tyskerne køber danske vindmøller, pumper og vinduer. Det vil give de ansatte på Vestas, Danfoss, Grundfos og Velux endnu mere at lave og flere kollegaer.

Behov for stabil handelspolitik
Og nu, hvor vi er ved eksport, uanset hvem tyskerne vælger som deres nye kansler, ligger der en opgave i Europa for at sikre en stabil handelspolitik, som ellers er truet af nicheinteresser fra små brancher i lande som Frankrig, Holland og Østrig.

I Tyskland forstår man, at det er vigtigt, at europæiske virksomheder kan sælge deres varer til resten af verden uden en masse papirarbejde og høje toldsatser. For handel med resten af verden skaber velstand og innovation.

Som fagforeningsmand er jeg også glad for, at vi kan bruge handelsaftalerne til at sikre bedre arbejdsvilkår i tredjelande. Og så forpligter vi lande som Vietnam, Brasilien og Argentina på at udlede mindre drivhusgas.

Men der er brug for en stærk tysk stemme til at overbevise Frankrig, Holland og Østrig om, at hvis ikke Europa handler med for eksempel Sydamerika, så gør Kina – og så skal vi ikke forvente bestemmelser om arbejdsvilkår og CO2-reduktioner.

Der er nok at tage fat i for kanslerkandidaterne Armin Laschet, Annalena Baerbock eller Olaf Scholz. Den kommende tyske kansler skal vide, at den tyske stemme vejer tungt i Europa og har betydning for handel, grøn omstilling og digitalisering. Det er vigtigt – også for de danske lønmodtagere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00