David Trads: Det hele sejler i EU – og Danmark er blind passager

Mens jeg så Emmanuel Macron, den karismatiske, stærkt liberale franske præsident, holde sin nytårstale, tænkte jeg på, at det ville være vidunderligt, hvis hans drømme blev til virkelighed:

”Vi har behov for at genopdage en europæisk ambition, for at genopdage et mere suverænt, et mere forenet, et mere demokratisk Europa, fordi det vil være godt for vores folk.”

Macrons drømme er – desværre – bare drømme. Så urealistiske, så langt fra virkeligheden, så langt fra konsensus, så langt fra mulige at realisere, at det næsten gør ondt. Ja, det bliver faktisk værre, når den franske præsident fortæller, hvordan han vil gennemføre sine planer:

”Jeg vil blive ved med at arbejde sammen med vores partnere, især med Tyskland.”

Well, det lyder måske godt, men det illustrerer jo EU’s alvorligste problem:

Det Tyskland, som siden 1980'erne med Helmut Kohl i spidsen har været EU’s lokomotiv, er gået i stå. Det anker af stabilitet, som andre trygt kunne regne med, er kastet ud i et politisk kaos. Angela Merkel – respektfuldt altid omtalt som Frau Merkel – er en skygge af sig selv.

Det tyske valg i efteråret var et stort nederlag for kansleren – og det er kun blevet værre siden. Socialdemokratiet forlod hendes regering, hendes forsøg på at danne en alternativ alliance mislykkedes, og nu prøver hun en gang til med Socialdemokratiet. Det er noget rod.

Og hvad nu, hvis Martin Schulz, den socialdemokratiske leder, ender med at gå i regering? Ja, så har han allerede sagt, at han vil kæmpe for Europas Forenede Stater! Det bliver selvsagt ikke til noget – alene af den årsag, at Merkel selv er bekymret for øget europæisk integration.

Med andre ord: Macrons drømme om et stærkere EU – hvad vi sandt for dyden har behov for – som er baseret på en tæt fransk-tysk akse, er dødfødt. Lokomotivet er gået i stå.

Men … hvis bare lokomotivet kun var gået i stå … Hvis bare det nøjedes med at holde stille på perronen. Virkeligheden er imidlertid meget, meget værre – for det hele sejler i øjeblikket i et EU, der aldrig er kommet sig efter først finanskrisen, dernæst flygtningekrisen.

De fem største EU-lande – efter Storbritanniens exit – har alle problemer: Tyskland uden ny regering måneder efter valget. Italien er – igen-igen – kastet ud i parlamentarisk krise. Spanien er plaget af interne problemer. Polen rykker i autoritær retning. Kun Frankrig fungerer.

Og det bliver hele tiden værre – for når de store nationer er rystede, opstår der et politisk vakuum, hvor ingen for alvor har styrke til at sætte dem, der træder ved siden af, på plads. Det udnytter især Visegrad-landene – stadig mere autoritære – til at så tvivl om selve projektet.

Der er så langt fra den drøm om frihed, som polske Lech Walesa, tjekkoslovakiske Vaclav Havel og ungarske József Antall stod for i de gyldne frihedsår, og så til den anti-demokratiske kurs, som de nuværende ledere står for i de lande, at det næsten ikke er til at tro.

Endnu værre er det, at der selv i Danmark er folk, der hylder den repressive politik, som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet åbenlyst praktiserer. Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, skrev forleden, at der nu må vælges side i EU:

”Valget står imellem fortsat at bakke op om Tysklands, Sveriges og Frankrigs selvdestruktive linje eller at melde sig ind Visegrad-kredsen – suppleret med Østrig. Det er Dansk Folkepartis anbefaling og krav, at Danmark handler ansvarligt og vælger det sidste.”

Dansk Folkeparti er som bekendt VLAK-regeringens parlamentariske grundlag, så det betyder selvsagt noget, hvad Espersen siger. Her kunne man håbe, at Anders Samuelsen, landets udenrigsminister, ville sige fra, men, ak, ak, ak … ifølge Jyllands-Posten går han samme vej.

Flere udenrigspolitiske eksperter fra ind- og udland forklarer i avisen, at Samuelsen i sin iver efter at søge nye danske alliancepartnere i EU efter det britiske farvel har bevæget sig mere og mere i retning i af netop Visegrad-landene:

”Det er sandsynligt, at Danmarks tætteste partner bliver Østrig og Visegrad-landene,” siger Josef Janning, som er chef for tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin.

På et tidspunkt, hvor det hele sejler i Europa, er det ærligt talt bekymrende, at selv Danmark vakler. Vores naturlige allierede er selvsagt ikke lande, som bevæger sig væk fra demokratiet, men derimod dem, der er sikre støtter af netop frihedsrettighederne.

-------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.