Derfor kom Mette Frederiksen ikke til Nato

Danske og udenlandske kilder tegner tilsammen et billede af, at Mette Frederiksen blev opfordret til at stille sig til rådighed, og at det især var to problemer, som kom i vejen til sidst.

Frederiksen blev prikket

Opfordringen kom angiveligt fra USA. Det var i hvert fald opfattelsen hos en centralt placeret europæisk kilde, som Altinget har talt med.

”Vores forståelse er, at Frederiksen blev prikket,” siger kilden.

En amerikansk kilde med lang diplomatisk erfaring – men uden kendskab til den konkrete proces – deler den opfattelse, men peger også på, at det ikke nødvendigvis betyder, at Mette Frederiksen var den eneste kandidat i Washington.

”Man skal ikke overfortolke møder som det, Mette Frederiksen havde med Joe Biden. Men omvendt er der næppe tvivl om, at mødet i Det Hvide Hus og hele besøget i realiteten var en blød jobsamtale om posten i Nato, da den amerikanske regering gerne vil holde sine muligheder åbne,” siger kilden, der har mange års erfaring i Det Hvide Hus og i det amerikanske diplomati.  

Interessen fra Washington kan også være med til at forklare, at Mette Frederiksen stillede sig til rådighed. Hun har flere gange slået fast, at hun ser alliancen med USA som hjørnestenen i dansk udenrigspolitik, og derfor ville det reelt være utænkeligt at sige nej, hvis muligheden skulle byde sig. Posten som Nato-generalsekretær er trods alt et af de få job i verden, hvor man potentielt har hul igennem til den amerikanske præsident dag og nat.

Set fra Christiansborg ville timingen have været skæv, lige efter dannelsen af SVM-regeringen og dens skæve start. Men det er en udbredt opfattelse, at Mette Frederiksen er mærket af den hårde tid, hun har haft som statsminister med corona-håndtering og den opslidende minksag.

Østeuropa sagde nej til nordeuropæer

Hvorfor glippede det så alligevel?

Ifølge Altingets oplysninger var der især to problemer: Østeuropa og Tyrkiet.

Det første problem bestod i, at flere af de østeuropæiske medlemmer af Nato afviste at bakke op om Mette Frederiksen. Deres argument var dels, at det ikke er Nordeuropas tur på et tidspunkt, hvor stort set ingen af de europæiske topjob er besat med østeuropæiske kandidater. Dels, at det midt i Ukrainekrigen ville være et forkert signal at vælge en generalsekretær fra et land, der endnu er langt fra at leve op til målsætningen om at bruge 2 procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.

USA ikke var klar til at vride armen rundt på en eller flere af de allierede for at acceptere en nye generalsekretær her og nu

Det andet problem var Tyrkiet og havde faktisk ikke noget direkte med Mette Frederiksen at gøre.

Problemet er, at Tyrkiet endnu ikke har godkendt Sveriges optagelse i Nato, og præsident Erdogans genvalg har ikke gjort processen nemmere. Erdogan bruger Sverige i et storpolitisk spil, hvor han kræver indrømmelser både til højre og venstre for at åbne døren til Nato.

Det er et problem, som den siddende generalsekretær, Jens Stoltenberg, har brugt uendeligt mange timer på at løse – og ikke mindst USA frygtede ifølge nogle kilder, at arbejdet skulle begynde helt forfra, hvis en nye generalsekretær først skulle til at opbygge et tillidsforhold til den autokratiske tyrkiske leder.

Tilsammen betød det, at USA ikke var klar til at vride armen rundt på en eller flere af de allierede for at acceptere en ny generalsekretær her og nu.

Kan ske når som helst

I stedet besluttede Nato-landene i denne uge at forlænge Jens Stoltenberg helt frem til oktober 2024.

Det giver relativt god tid til at løse udfordringen med Sverige og Tyrkiet. Men det betyder ikke, at diskussionen om Stoltenbergs afløser er udskudt helt til næste efterår.

I princippet kan en ny generalsekretær udpeges når som helst, hvis blot landene er enige – og stærke kræfter vil arbejde for, at processen ikke endnu engang går i hårdknude på et tidspunkt, hvor Nato har behov for at demonstrere sammenhold.

Derfor kan man godt forestille sig, at flere lande vil stræbe efter at have konsensus om en ny generalsekretær, inden alliancen i foråret 2024 mødes i Washington for at fejre sit 75-års jubilæum.

Og efter første runde kan man roligt slå fast, at Mette Frederiksen ikke længere er nogen helt usandsynlig kandidat.