DF: EU-forfremmelse ligner nepotisme og magtfuldkommenhed

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det kom som noget af en overraskelse, da EU-Kommissionen på et ekstraordinært pressemøde annoncerede udnævnelsen af tyskeren Martin Selmayr som Kommissionens nye generalsekretær.

Tyskeren, der hidtil har tjent som Jean-Claude Junckers kabinetschef, har gjort kometkarriere op gennem rækkerne, men han er også blandt sine kollegaer kendt for at være en frygtet og kynisk magtfigur, og blandt folk i EU-systemet går han blandt flere for at være den absolut mest magtfulde overhovedet - en slags skyggekommissær, der helt uden demokratisk legitimitet er ham, der dikterer politikken fra Bruxelles.

Sådan noget kan man selvfølgelig slå hen som konspirationer. Men når man ser på forløbet bag hans udnævnelse til EU’s mest magtfulde embedsmand som chef for 33.000 ansatte, kan man ikke lade være med at tænke, der nok er noget om snakken.

Brud på egne forskrifter
Den nu forhenværende generalsekretær, hollænderen Alexander Italianer, skulle fra den ene dag til den anden pludselig på pension. Topposten var pludselig ledig.

Selmayr blev forfremmet hele to gange inden for den samme dag, først til vice-generalsekretær, dernæst til generalsekretær. Holdet af kommissærer blev først informeret om beslutningen på deres kollegiemøde samme dag som udpegelsen. Ingen protesterede tilsyneladende.

Forfremmelsen af Martin Selmayr giver ingen lovning om et EU, der er til for de mange - kun for sig selv.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det burde de have gjort!

Hvad Kommissionen i virkeligheden burde have annonceret på sit pressemøde er, at den blæser på egne regler og hellere vil udøve nepotisme for at styrke sin egen magt. Endda så åbenlyst og kun med ligegyldighed til overs for en måbende presse og et rasende Europa-Parlament.

Alt tyder nemlig på, at Kommissionen har forbrudt sig mod EU’s egen statut for personalevedtægter, hvor flere artikler som artikel 4, 7 og 29 tydeligt foreskriver, hvordan ansættelsesforløb af den karakter skal finde sted.

I dette tilfælde har det tilsyneladende ikke været belejligt at følge sine egne regler.

Politisk amatørteater
Under sidste uges plenarsamling i Europa-Parlamentet trådte budgetkommissær Oettinger frem foran europaparlamentarikerne for at redegøre for forløbet. Det var en pinlig affære på alle tænkelige måder. Et politisk amatørteater.

At Kommissionen ikke engang evnede at stille med manden med det sidste ord i sagen, nemlig formand Juncker, var både pinligt og arrogant. Den tyske kommissær Oettinger stod modvilligt på podiet og forsikrede om, at alle love var respekteret og overholdt ”religiøst”.

Det skal nu klargøres. Det er blevet besluttet, at Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg skal til at granske sagens forløb, og det kommer til at ske under stor bevågenhed.  

Magtfuldkommen Kommission
Men hvorfor er sagen her så alvorlig?

Det er den, fordi det vidner om EU-Kommissionens egen magtfuldkommenhed. Bruxelles dikterer og sætter regler for borgere og medlemslande, som føjeligt må følge diktaterne og bestemmelserne. Ellers er der konsekvenser.

Det har allerede givet bagslag i forhold til Storbritannien, der har givet op over for Bruxelles og hellere vil melde sig ud af EU end at være med til mere. Flere østeuropæiske medlemslande er i direkte konfrontation med Bruxelles om landenes interne anliggender.

Men når det så drejer sig om EU-Kommissionens egne interne procedurer, der skal være med til at sikre en blot nogenlunde gennemsigtig og demokratisk sagsgang, vælger man bare at se bort.

EU’s egne regler gælder med andre ord kun, når de er til egen fordel for systemet. Er de ikke det, kan de gradbøjes. Og det stemmer meget dårligt overens med dette formandskabs ambition om at skabe et EU, der kommer borgerne nær og som vil sikre fremtidens tro på EU.

EU’s ombudsmand er også på sagen. Nu må vi se, hvad sagen får af konsekvenser. Hvis overhovedet nogen. Men jeg vil kraftigt opfordre Kommissionen til at omgøre sin beslutning.

Forfremmelsen af Martin Selmayr giver ingen lovning om et EU, der er til for de mange - kun for sig selv.