Om  
Poul Scheuer

Dødsfald: Fhv. direktør i DI og ministerråd Poul Scheuer (73)

Fhv. direktør og informationschef i DI, fhv. ministerråd i Berlin Poul Scheuer, København er død, 73 år efter længere tids sygdom. Bisættelse 24. august 2023.

Rasmus Nielsen

Poul Scheuer var født i beskedne kår i København som søn af en arbejdsmand.

Han startede selv på gulvet som farvehandlerkommis i 1969 - men det blev på de mere bonede af slagsens, at Poul Scheuer lange og smukke karriere kom til at udfolde sig.

Efter en tur på Niels Brock i 1971 kunne Poul Scheuer kalde sig journalist i 1978. En karriere med flere, i starten ret korte ansættelser:

Journalist på Dagbladet Børsen 1978-79 og 1984-86, informationschef i Jernets Arbejdsgiverforening 1979-83, redaktør i Politikens Informationsvirksomhed 1983-84, informationschef i Dansk Arbejdsgiverforening 1986-88, erhvervsredaktør ved De Berlingske Dagblade 1988-90 og direktør i Masters Public Relations 1990-92.

1992 var året, hvor Poul Scheuer kom til Dansk Industri, hvor han skulle blive en årrække og stige i rækkerne. Først om underdirektør og informationschef 1992-99 og så som direktør 1999-2012 med det udadvendte ansvar for presse, medlemsrelationer, kommunikation og DIs regionalforeninger.

Så skiftede Poul Scheuer karrierespor til at blive embedsmand. Han afsluttede således sin karriere og indsats i samfundet som ministerråd på Den Danske Ambassade i Berlin fra 2012-15, ligesom han efterfølgende brugte sin journalistiske baggrund som redaktør af Nyt om tysk Arbejdsmarked 2015-17 og redaktør Tysklandheute.dk 2017-19.

Poul Scheuer var ægtemand, far og farfar. Bisættelsen finder sted fra Vestre Kirkegårds Nordre Kapel torsdag 24. august 2023 kl. 13.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Scheuer

Fagekspert erhverv og arbejdsmarked, Trap Danmark
Journalist (DJH 1978), HHX (Niels Brock 1971)

0:000:00