Debat: EU's nye asyl- og migrationspagt skal beskytte mennesker på flugt

Af Birte Hald og Imogen Sudbury
EU-repræsentant for DRC Dansk Flygtningehjælp og chef for International Rescue Committees Bruxelles-kontor

Selvom EU-Kommissionens fokus de seneste måneder helt naturligt har været på at tackle konsekvenserne af covid-19-pandemien, så har coronakrisen samtidig udstillet de åbenlyse brister i EU's asyl- og migrationspolitik.

Sundhedskrisen har forstærket de menneskelige omkostninger ved den europæiske tilgang, som de seneste fem år primært har fokuseret på at forhindre flygtninge, migranter og asylansøgere i at komme til Europa, og som samtidig har været afhængig af lande uden for EU til at sørge for, at denne gruppe af sårbare mennesker ikke kommer til det europæiske kontinent.

Den ubalance risikerer blandt andet at underminere EU's langsigtede mål om sikkerhed og stabilitet, om at forbedre økonomiske muligheder og adressere de beskyttelsesbehov, som mennesker på flugt har.

Desuden kan det sætte EU's mål om at beskytte og fremme grundlæggende menneskerettigheder over styr og udløse et farligt ræs mod bunden.

Men den kommende EU-pagt om asyl og migration udgør en gylden mulighed for at vende denne tendens.

På Middelhavet har covid-19 tiltag forværret en i forvejen uholdbar situation.  

Birte Hald og Imogen Sudbury
EU-repræsentant for DRC Dansk Flygtningehjælp og chef for International Rescue Committees Bruxelles-kontor

Middelhavsruten
Et rammende eksempel er de forfærdelige forhold, som vi til stadighed hører og læser om, når mennesker for eksempel bevæger sig fra Afrika syd for Sahara til Nordafrika, hvor de sætter sig i slidte og faldefærdige gummibåde for at krydse Middelhavet.

Mennesker bevæger sig af mange forskellige årsager.

Nogle flygter fra krig og forfølgelse, mens andre forsøger at skaffe et bedre liv for dem selv og deres familier.

Men uanset årsagerne udsættes de i det store og hele for de samme farer og overgreb på ruten.

Tilbageholdelse, kidnapninger, tvangsarbejde og voldtægter – alt sammen forfærdelige overgreb, der lige nu forstærkes af de grænselukninger, som gennemføres i forsøget på at minimere spredningen af covid-19.

I International Rescue Committee og DRC Dansk Flygtningehjælp kan vi iagttage konsekvenserne af nedlukninger og bevægelsesbegrænsninger, der mange steder har forværret de i forvejen vanskelige forhold for flygtninge og asylansøgere i landene i Sahel-regionen og langs Middelhavsruten.

Deres muligheder for at bevæge sig, få adgang til sundhedsydelser, finde arbejde eller et sted at bo er blevet yderligere forværret.

Strandet uden sikkerhed
Alene i Niger har mere end 2.000 mennesker været strandede i månedsvis, fordi pandemien har gjort det umuligt for dem at rejse videre – eller at rejse hjem.

Samtidig kan de ikke få adgang til sundhedssystemet. For nogle af disse mennesker, er de humanitære korridorer, der så småt er sat i værk måske den eneste mulighed for at vende tilbage til deres hjemland.

I Mali bliver flygtninge og migranter nægtet adgang til indkvartering på grund af frygt for, at coronavirus vil sprede sig i de trange rum, som flygtninge og migranter ofte bor i.

Det efterlader mennesker, der allerede er i risikogruppen for udnyttelse, tyveri, voldtægt og vold, uden mulighed for at finde et sted at søge ly og sikkerhed.

For andre er de menneskelige og økonomiske omkostninger ved rejsen – ofte hjulpet af menneskesmuglere – blevet væsentligt dyrere

Efter at være ankommet til Libyen fortalte en 28-årig mand fra Nigeria for eksempel til DRC Dansk Flygtningehjælps migrationstænketank, Mixed Migration Centre, at "rejsen var hektisk og vanskeligere på grund af coronavirus. Den oprindelige pris, vi havde forhandlet os til, inden vi tog afsted, blev lige pludselig tredoblet, og vi blev spærret inde og tvunget til at betale den nye pris."

Covid-19 forværrer faren på Middelhavet
På Middelhavet har covid-19 tiltag forværret en i forvejen uholdbar situation.

Italiens og Maltas restriktive migrationspolitik, og EU's manglende handling, når det kommer til redningsskibe i Middelhavet, er blevet yderligere kompliceret af de begrænsninger på folks bevægelsesfrihed, som covid-19 har medført.

Det efterlader endnu flere flygtninge, migranter og asylansøgere til havs uden hjælp og i endnu større risiko for at blive sendt tilbage til det krigshærgede Libyen, hvor kamphandlingerne på det seneste er eskaleret på trods af globale opfordringer til en våbenhvile.

Siden januar i år er mere end 3.800 mennesker blevet samlet op på Middelhavet og sendt tilbage til usikre forhold i Libyen, og 1.500 flygtninge, migranter og asylansøgere bliver stadig tilbageholdt i Libyens officielle detentionscentre, mens mange flere er fanget i uofficielle centre, som kontrolleres af forskellige væbnede grupper.

Disse mænd, kvinder og børn står overfor yderligere risici midt i en pandemi, hvor det libyske sundhedssystem er under pres på grund af en konflikt og borgerkrig, der har varet i næsten et årti.

Mulighed for at forbedre humanitære principper og rettigheder
Mens det står klart, at samarbejde med tredjelande vil forblive en væsentlig del af EU's asyl- og migrationspolitik, giver den kommende pagt for asyl og migration, Europa en mulighed for at prioritere humanitære principper og rettigheder, når partnerskaberne skal fornyes – og en ny mulighed for at beskytte de mest udsatte grupper.

Det kræver, at tre principper opfyldes:

For det første skal den nye EU-pagt respektere og beskytte retten til at søge asyl – og samtidig leve op til princippet om non-refoulement.

Non-refoulement er et grundlæggende princip i folkeretten, der forbyder et land, som modtager asylansøgere, at sende dem tilbage til et andet land, hvor der er risiko for, at de kommer i fare.

Det inkluderer, at EU eksempelvis skal tage imod flere kvoteflygtninge, etablere en ny redningstjeneste på Middelhavet, der skal have som formål at redde liv samt at afkriminalisere humanitære operationer på Middelhavet.