Det er et stort tab for det europæiske samarbejde, hvis resultatet af den proces, premierminister Cameron igangsatte med sin Europatale forleden, bliver, at Storbritannien forlader EU. UK har også bidraget positivt til samarbejdet og været en pioner i EF/EU, når det gælder reformpolitik i forhold til det indre marked, frihandel, landbrugspolitik og økonomiske reformer. 

Erik Boel
Udenrigskommentator og tidligere formand for Europabevægelsen

Af Erik Boel
Udenrigskommentator, forfatter og tidligere formand for Europabevægelsen

Måske havde den franske præsident De Gaulle bare ret, da han den 14. januar 1963 sagde ”non” til Storbritanniens ønske om optagelse i EF med den begrundelse, at briterne ikke var modne til Europa. Intet andet medlemsland har som Storbritannien i det uendelige diskuteret fordele og ulemper ved medlemskabet selv 40 år efter landets indtræden, intet andet medlemsland har en så lunken befolkning og en så kritisk presse, når det gælder EU.

Skiftende britiske regeringer argumenterer altid negativt for medlemskabet – det ville være endnu værre, hvis vi stod udenfor – de har skrupelløst brugt EU som syndebuk, når noget gik galt, og de ser snarere EU som en kampplads, hvor UK kæmper mod de andre lande, end som et samarbejde. En lidt ældre generation har en håndtaskesvingende Margaret Thatcher med krav om britisk EU-rabat på nethinden.  

Et EU uden UK giver ikke mening
Men det rokker ikke ved, at det er et stort tab for det europæiske samarbejde, hvis resultatet af den proces, premierminister Cameron igangsatte med sin Europatale forleden, bliver, at Storbritannien forlader EU. UK har også bidraget positivt til samarbejdet og været en pioner i EF/EU, når det gælder reformpolitik i forhold til det indre marked, frihandel, landbrugspolitik og økonomiske reformer. Med Tony Blair blev UK også et foregangsland, som flyttede både britisk og europæisk politik, på miljø-, klima- og forsvarsområdet. I det hele taget giver en europæisk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik uden UK ikke megen mening.

I forhold til udvidelserne af EU har UK haft førertrøjen på. Det var Margaret Thatcher, der i sin tid proklamerede, at Warszawa lige så meget er en europæisk by som Paris. Og Storbritannien støtter varmt Tyrkiets optagelse – her har den tidligere verdensmagt et globalt udsyn og et klart blik for de geostrategiske fordele i et vestvendt, stabilt Tyrkiet som medlem af EU og for, hvad det vil indebære for Vesten.

Det korte af det lange er, at EF/EU for skiftende britiske regeringer i første række har været en handelspolitisk nødvendighed – og medlemskabet har aldrig været løftet op til det principielle og storpolitiske. Men uanset hvor vigtigt det handelspolitiske samarbejde er, er den politiske overbygning med samarbejde på det økonomiske, finansielle, arbejdsmarkedspolitiske, miljømæssige og sociale område ikke et overflødigt udenværk. Tværtimod viser Europas moderne historie, at det ene ikke kan tænkes uden det andet.

Vigtigt budskab til Danmark 
Derfor har premierminister Camerons tale forleden også et vigtigt budskab til Danmark. Vi kom med i EF sammen med Storbritannien og har i dansk europapolitik ofte lagt os i kølvandet på det britiske skib. Men nu risikerer vi, at Storbritannien bliver agterudsejlet – og vi må lægge kursen om.

Danmark kan ikke vedblive at fedtspille med vore EU-forbehold i det naive håb, at vi både kan være med i EU-samarbejdet og så alligevel ikke være med. På den lange bane kan vi ikke få fordelene uden at påtage os forpligtigelserne.

Statsministeren siger alt det rigtige i anledning af Camerons tale: EU skal bestå af en stærk fælles kerne, EU er ikke et tag-selv-bord og ”nu må briterne finde ud af, hvad de vil med EU”. Man fristes til at spørge statsministeren: Hvad med at feje for egen dør og finde ud af, hvad Danmark vil med Europa og med Danmark i EU?