EU-domstolen: Psykologer må ikke teste asylansøgeres homoseksualitet

DOM: EU-landene må ikke bede asylansøgere, der hævder at være homoseksuelle, tage psykologiske tests, fastslår EU-domstolen. Dommen glæder Amnesty International. 

Det er forbudt at bede asylansøgere tage psykologiske tests for at bestemme deres seksuelle orientering, lyder det fra EU-Domstolen. 
Det er forbudt at bede asylansøgere tage psykologiske tests for at bestemme deres seksuelle orientering, lyder det fra EU-Domstolen. Foto: /ritzau/AP/Efrem Lukatsky
Daniel Bue Lauritzen

BRUXELLES: Det var ulovligt, da de ungarske myndigheder i 2015 bad en nigeriansk asylansøger tage psykologiske tests for at bekræfte sin påståede homoseksualitet.

Sådan lyder det fra EU-domstolen, der torsdag afsiger dom i sagen.

Domstolen vurderer, at testen var et "uforholdsmæssigt indgreb i ansøgerens privatliv". 

I praksis betyder det, at medlemslande, der lader psykologer vurdere asylansøgeres seksualitet, må stoppe den praksis. 

Afvist efter psyko-test
Den nigerianske mand, der i 2015 søgte asyl i Ungarn, frygtede at blive forfulgt i sit hjemland på grund af sin homoseksualitet. 

Hans ansøgning blev afvist af myndighederne, selvom der ikke var noget modstridende i hans forklaring.

Det skete, efter at en psykologisk ekspert vurderede, at manden ikke var homoseksuel. Manden ankede imidlertid dommen, fordi han mente, at testen krænkede hans grundlæggende rettigheder. 

Den påstand har EU-domstolen torsdag givet ham medhold i. 

Flygtningenævnet oplyser, at de danske myndigheder ikke anvender de psykologiske tests. 

Amnesty: Krænker menneskers værdighed
I Amnesty International glæder man sig over dommen. 

"Det er godt, at dommen slår fast, at man ikke kan teste sig frem til en konklusion om folks seksualitet," siger Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty, og fortsætter:

"Det hviler på en fordom om homoseksuelle, at de skulle tænke og opføre sig på en bestemt måde. Men sådan hænger verden jo ikke sammen," siger han. 

Amnesty bifalder domstolens vurdering af de psykologiske tests som både uværdige og upræcise:

"Det under alle omstændigheder en krænkelse af folks menneskelige værdighed, at de skal sidde og fortælle vildt fremmede, hvad de tænder på." 

Stereotyper går heller ikke
Tidligere har EU-domstolen afvist andre medlemslandes ønske om at teste asylansøgeres seksuelle orientering på forskellige måder. 

I 2014 fandt domstolen det ulovligt, at medlemslande vurderede asylansøgere ud fra seksuelle stereotyper. 

Samtidig blev det vurderet imod EU-lovgivningen at spørge asylansøgere ind til, hvordan de rent fysisk udlever deres seksualitet, ligesom medlemslandene ikke længere måtte bede asylansøgere bevise deres seksualitet med billeder eller videomateriale. 

Endelig blev de såkaldte fallometriske tests, hvor der måles på kønsorganer, mens testpersonen ser porno, fundet forbudte. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Juul

Juridisk seniorkonsulent, Amnesty
cand.jur (Københavns Uni. 1990)

0:000:00