EU-næstformand mister post efter nazianklager

STEMT UD: Et flertal i Europa-Parlamentet vedtog onsdag at fratage Ryszard Czarnecki posten som næstformand, fordi han har kaldt en kollega for nazisympatisør. Han beholder sin plads i Parlamentet.

STRASBOURG: Den polske næstformand i Europa-Parlamentet, Ryszard Czarnecki, må træde tilbage fra sin prestigefyldte toppost.

Det besluttede et stort flertal i Europa-Parlamentet onsdag med 447 stemmer for og 196 imod.

Europa-Parlamentet skal nu udpege en ny vicepræsident.

Kaldte kollega “szmalcownik”
Czarneckis popularitet styrtdykkede, da han i et debatindlæg 4. januar 2018 kaldte sin polske kollega i Europa-Parlamentet Róza Thun for “szmalcownik” – et nedladende polsk udtryk fra 2. verdenskrig, der blev brugt om en person, der enten afpressede jøder eller jødesympatisører.

Kommentaren faldt efter, at Róza Thun havde udtalt sig kritisk om den polske regering i en dokumentar for tysk tv.

Da Czarnecki siden nægtede at undskylde, bad seks fremtrædende medlemmer af Europa-Parlamentet, heriblandt formændene for de socialdemokratiske, konservative og liberale grupper, Parlamentets formand, Antonio Tajani, om at gribe ind.

Ryszard Czarnecki beholder efter onsdagens afstemning sin plads i Europa-Parlamentet, men må fremover tage til takke med en tilværelse som menigt medlem.

Flyers med støtte
Tirsdag kunne man følge mediet Politico flere steder i Europa-Parlamentet finde støtte til Czarnecki i form af flyers med teksten “I dag er det mig, i morgen kan det være dig".

På sedlerne står der blandt andet, at en stemme imod forslaget om at fratage Czarnecki næstformandsposten vil være en stemme for ytringsfrihed og "lingvistisk pluralisme".

Tidligere har Gareth Goldsmith, der er pressechef i Czarneckis gruppe i Parlamentet, forsvaret hans udtalelser og kaldt kritikken for "en orwellsk-lignende besættelse af at kontrollere sproget og hvad folk siger".

Europa-Parlamentet gør i en pressemeddelelse opmærksom på, at sagen ikke skal ses som et angreb på Polen eller Czarneckis gruppe i Parlamentet, der "er inviteret til at stille med en ny kandidat til næstformandsposten".

Forrige artikel EU-Parlamentet godkender reform af klimakvote-systemet EU-Parlamentet godkender reform af klimakvote-systemet Næste artikel #Hvad-vil-S: EU skal have social traktat, der sætter grænser for fri bevægelighed #Hvad-vil-S: EU skal have social traktat, der sætter grænser for fri bevægelighed