EU-politik for vigtig til indenrigspolitisk sandkasseleg

GRÆNSE-DEBAT: Genindførelse af grænsekontrol er imod selve EU-samarbejdet. Sådan skriver Claus Larsen-Jensen, som advarer de EU-postive partier mod at lade EU-politikken styre af yderfløjene i dansk politik.

Danmark kan ikke holde til, at EU-politikken styres af yderfløjene, som har den modsatte holdning til EU af det store flertal af partier.

Claus Larsen-Jensen
Tidligere formand for Folketingets Europaudvalg, nuværende 1. suppleant til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne

Af Claus Larsen-Jensen
Tidligere formand for Folketingets Europaudvalg
1.suppleant til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne


De EU-positive partier i regeringen og i oppositionen er nødt til at genetablere bred enighed om, at Danmarks interesser i EU er for vitale til, at der må gå indenrigspolitisk populistisk sandkasseleg i EU-politikken, som det er sket med grænsekontrolforslaget.

Venstre og Konservative leger med ilden i Europa-politikken, når de for at få flertal for en forringelse af efterlønnen m.v., lader Dansk Folkeparti diktere lovgivning om genindførelse af grænsekontrol, som alle, der har bare det mindste kendskab til grundlaget for det indre marked og medlemskabet af EU, på forhånd bør vide er lodret imod selve EU-samarbejdet. Dansk Folkeparti er imod EU og for gammeldags nationalistiske løsninger. Selvom Venstre og Konservative får Dansk Folkeparti med ved denne form for handel, så bevæger Venstre og Konservative sig ud på en politisk glidebane i Europa-politikken, hvor det er Dansk Folkepartis verdensbillede, der bliver styrende for politikken. Og det er helt galt.

At Socialdemokraterne og SF, formentlig, fordi de ikke vil beskyldes for ikke at ville have kontrol med banditter, der krydser grænsen, støtter samme forslag, er lige så galt og populistisk. Hermed legitimeres Venstre og Konservatives populistiske studehandel med Dansk Folkeparti, og troværdigheden i en bredt funderet dansk Europa-politik lider skade.

I er også på gal vej i S og SF.

Kampen om magten - at beholde eller vinde den - kræver ofte taktiske hensyn, men der er visse grundlæggende værdier og principper, som man skal bevare, hvis man ikke vil sætte sin politiske troværdighed over styr. Og det gør V, K, S og SF i denne sag.

Min anbefaling til de fire partier og til De Radikale er: Se nu at få genskabt det brede politiske samarbejde om Danmarks Europa-politik, som I mange år har sikret Danmark en rolle og indflydelse i EU, som er unik taget vores størrelse og EU-afstemninger i betragtning. Det er denne position, I er ved at sætte over styr ved at gynge med i Dansk Folkepartis politiske håndklæde. Det risikerer at marginalisere Danmark i EU. Det er intet mindre end komplet idioti lige op til et dansk EU formandskab i 1.halvår 2012.

Danmark kan ikke holde til, at EU-politikken styres af yderfløjene, som har den modsatte holdning til EU af det store flertal af partier. Vis udsyn og før dansk EU-politik tilbage på sporet i fællesskab.

0:000:00