Forsker: Italiens nej til eurolandenes krisefond spejler den voksende euroskepsis i EU

Selvom disse partier overholder demokratiets grundregler, udfordrer de aktivt kerneelementer af det liberale demokrati, herunder magtdeling, beskyttelsen af mindretalsrettigheder og ligestilling.

I lyset af det kommende valg til Europa-Parlamentet forventes der en voksende konkurrence mellem de højreorienterede politiske kræfter i Italien, hvor Fratelli d'Italia forsøger at konsolidere sin magtposition og indflydelse på bekostning af Lega, som har mistet opbakning.

Europæisk højrepopulisme

I Europa-Parlamentet befinder gruppen Identitet og Demokrati (I&D), en koalition af radikale højrepopulistiske partier som tyske AfD, hollanske PvV og østrigske FPÖ, sig tæt på at indtage tredjepladsen.

Afstemningen mod ESM vil formodentligt få bredere konsekvenser og yderligere underminere Italiens troværdighed inden for EU.

Oprettelsen af en "italiensk model" i Parlamentet, der omfatter grupper som EPP, I&D og ERC, synes usandsynlig efter EP-valget i juni.

Susi Meret
Lektor, AAU

Men set i et bredere perspektiv kan udfaldet forstås som en politisk strategi for at styrke de euroskeptiske og højrepopulistiske partiers argumenter og positionering nationalt og på EU-niveau i lyset af det kommende valg i juni i år.

Gruppen I&D havde samlet sig allerede 3. december 2023 i Firenze ved initiativet fra Salvinis Lega.

Lega og dets allierede i EP sigter mod at danne en bredere alliance på højrefløjen sammen med de konservative og reformister fra ERC-gruppen (De Europæiske Konservative og Reformister), der samtidigt kan appellere til folkepartierne og kristeligdemokraterne i EPP.

Ifølge Salvini kan den nye alliance erstatte "en venstrefløjsmodel, der er i gang med at ødelægge Europa", og det kommende EP-valg i 2024 kan "samle højrefløjen og befri Bruxelles fra dem, der har besat det indtil nu", og sætte gang i et systemskifte på en række områder såsom indvandring og asyl, grøn økonomi, lgbt+ og reproduktive rettigheder.  

Splid i rækkerne

Imidlertid er vejen mod større politisk indflydelse og medbestemmelse i EU belagt med komplekse udfordringer. De højreradikale partier i Europa er kendt for at være splittede og ofte uenige på en række områder.

Dette kom tydeligt til udtryk også under ID-mødet i Firenze, selvom talerne bestræbte sig på at fremhæve fællesnævnerne såsom kampen mod illegal indvandring og asyl, imod woke-ismen og for den traditionelle familie.

Trods bestræbelserne kom uenighederne frem, for eksempel når FPÖs Harald Vilimsky og AfD's Tino Chrupalla kritiserede den økonomiske og militære støtte til Ukraine.

Mellem I&D og ERC har kløften altid været dyb. I Europa-Parlamentet har ERC-gruppen siden 2020 under Italiens premierminister Giorgia Melonis ledelse historisk set holdt afstand fra I&D-partier.

Dette har ofte været en bevidst strategi for at styrke gruppens egen omdømme og for at undgå den potentielle "smitterisiko" ved at blive associeret med yderliggående partier som Marine Le Pens Front National (nu National Samling) og AfD.

En symbolsk strategi, der før i tiden blev brugt af Dansk Folkeparti (nu med i I&D gruppen), og som i dag anvendes af Sverigedemokraterna, som er regeringsstøtteparti i Sverige (og en del af ERC), men også af Giorgia Melonis parti.

Melonis indflydelse

Melonis politiske indflydelse og rolle var også blandt årsagerne til, at man forventede, at hun vil tage en pragmatisk beslutning og stemme for ESM. Fratelli d'Italia regerer i dag sammen med Forza Italia (Berlusconis parti) og Salvinis Lega.

Sidstnævnt har langt mindre vælgerstøtte og indflydelse end for nogle år siden. Salvini kæmper i dag for at genvinde stemmer og står over for en stærk konkurrence fra Melonis parti.

Efter at have forladt regeringsalliancen med Fem Stjerne-bevægelsen i 2019 mistede Salvini betydeligt vælgerstøtte ved 2021-valget, hvor mange tidligere Lega-vælgere valgte Meloni, og hun blev landets første kvindelige premierminister.

Til trods for den turbulente politiske strømning ser højrefløjspopulisternes ambition om et magtskifte i Europa-Parlamentet efter næste valg ud til at være stærkt udfordret.

Susi Meret
Lektor, AAU

Men Giorgia Meloni var tynget af ansvaret for at lede gennemførelsen af EU's Plan for National Genopretning i et land, der kæmper med lavøkonomisk konjunktur, stigende statsgæld, ungdomsarbejdsløshed, og voksende social og økonomisk ulighed.

Melonis rolle som regeringsleder har krævet en pragmatisk og mere åben tilgang over for Europa, og det har vist sig mere end udfordrende at balancere mellem hendes EU-kritiske og populistiske holdninger og behovet for europæisk samarbejde i en krisetid.

Hendes relationer i Europa, eksempelvis med spanske Santiago Abascal (VOX) og ungarske Viktor Orbán (Fidesz), tyder på en dyb modvilje mod at styrke det politiske samarbejde inden for EU. Matteo Salvini står også klar til at udnytte et hvert fejltrin, som hun måtte begå på denne front. Resultatet har vist sig i forhold til ESM.

Uoverensstemmelserne mellem EPP-gruppen, I&D og ERC synes i øjeblikket at være så store, at de nærmer sig det uforenelige. Antonio Tajani, tidligere formand for Europa-Parlamentet (2017-2019) fra EPP-gruppen, har gentagne gange udtrykt kritik og ofte direkte modstand mod ideen om en alliance med disse grupper.

Han karakteriserer dem som "modstandere af EU og euroen" samt "skeptiske over for Nato". Tajani mener, at "intet godt kan komme ud af en alliance med partier som Le Pens Rassemblement National og Alternative für Deutschland".

Samtidig befinder han sig i en akavet situation, siden den højreradikale regering, hans parti er en del af, har stemt imod en EU-reform, som han personligt støtter, hvorimod hans parti Forza Italia undlod at stemme.   

Fremtidsscenarier

Oprettelsen af en "italiensk model" i Parlamentet, der omfatter grupper som EPP, I&D og ERC, synes usandsynlig efter EP-valget i juni.

En alliance mellem EPP, RE og ERC, inspireret af den svenske model, vil kræve, at Emmanuel Macron overvinder sin modstand mod Giorgia Meloni, og at Viktor Orbán ikke lader sig tiltrække af ERC-gruppen.

Macron ser imidlertid ud til at arbejde på andre scenarier, herunder en genoplivning af Mario Draghi som erstatning for Ursula von der Leyen. Dette vil åbne op for endnu et andet scenarie i EP med en teknisk regering i hjertet af EU, som vil svække partigruppernes kontrol i Kommissionen.

Til trods for den turbulente politiske strømning ser højrefløjspopulisternes ambition om et magtskifte i Europa-Parlamentet efter næste valg ud til at være stærkt udfordret.

Fremtidsscenarierne er dog mere usikre, end de tidligere har været, og udviklingerne i forskellige medlemslande, heriblandt Italien, tyder på en periode med voksende ustabilitet og potentielle ændringer i den europæiske politiske dynamik, med et voksende pres og modvilje til EU-samarbejdet fra det radikale højre i flere medlemslande.