Her er EU-kritikkens mange ansigter

BRUXELLES: Valget til Europa-Parlamentet betød tab til midterpartierne og sejr til yderfløjene, men under den overskrift gemmer sig et væld af forskellige politiske kræfter.

Moderate kritikere, yderliggående nationalister, farverige protestbevægelser og utilfredse venstreorienterede, der ønsker sig et EU, der spiller en større rolle i at modvirke krisen. 

Find orden i kaosset af nye og gamle grupperinger, der har domineret dagsordenen efter valget, og få overblik over, hvem der lige nu forhandler med hvem om fremtidige alliancer.

Arge kritikere af det grundlæggende EU-samarbejde vandt stort i flere lande.

I Frankrig fik Front National 24 mandater og blev valgets største parti. Lederen Marine Le Pen tordnede under valgkampen mod stigende immigration, krævede fransk euro-exit og har krævet såkaldt ”intelligent protektionisme” over for blandt andet EU.

Partiet forventes at være hjørnestenen i en mulig ny gruppe i Europa-Parlamentet, der blandt andet indebærer samarbejde med det hollandske Frihedsparti og dets leder Gert Wilders.

Partiet med den kontroversielle indvandrerkritiker ved roret blev dog snydt for fremgang ved EU-valget og måtte nøjes med at fastholde sine fire mandater.

I den nye gruppe ventes østrigske FPÖ (Det Østrigske Frihedsparti) også at ville sidde. Partiet fordoblede ved valget sine stærkt EU-kritiske mandater fra to til fire. Undervejs blev partiet dog ramt af en mindre skandale, da deres daværende spidskandidat blev sparket ud af valgræset af sit eget parti efter at have luftet stærkt racistiske ytringer. 

Også italienske Lega Nord ventes at bringe sine fem mandater ind i den nye gruppe. Det samme gør den enligt valgte parlamentariker fra det belgiske Flamsk Interesse (Vlaams Belang), der har rødder i en dybt nationalistisk tradition.

Tilsammen vil de nævnte partier kunne samle mindst 40 mandater i Europa-Parlamentet. 

Det kræver dog parlamentarikere fra syv forskellige lande at danne en gruppe, og da flere potentielle samarbejdspartnere enten er sprunget fra eller ikke opnåede valg, er den nye gruppes mulige fremtid et åbent spørgsmål.

Før valget var den yderste højrefløjsgruppering Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati (EFD).

Den er anført af britiske UKIP (UK Independence Party), der vandt overvældende 24 pladser i det nye Europa-Parlament og samtidig blev Storbritanniens største parti. UKIP har kørt en hård kampagne blandt andet mod udenlandske EU-borgere fra Østeuropa, der kommer til Storbritannien for at arbejde. 

Eller som UKIP ville sige det: ”stjæle engelske job”.

I Sverige vandt de EU-kritiske Sverigedemokraterne, der ofte har peget på Dansk Folkeparti som sit nordiske forbillede, to mandater. De ventes at forsøge at placere sig i enten den britisk konservativt ledede ECR-gruppe eller UKIP's EFD-gruppe. Det samme gør Finlands EU-skeptiske Sande Finner, der er gået frem fra et til to mandater.

Dansk Folkeparti, der i den sidste periode har siddet i EFD-gruppen, har med sine 26,6 procent af de danske stemmer trukket overskrifter i både danske og udenlandske medier. 

Partiet er dog ikke nødvendigvis at finde i EFD-gruppen i den kommende parlamentsperiode.

Spidskandidat Morten Messerschmidt forhandler i øjeblikket om medlemskab af den mere pragmatiske ECR-gruppe, der godt nok ønsker sig et grundlæggende anderledes EU, men som eksempelvis også støtter tyrkisk medlemskab af Unionen og er begejstrede for EU's indre marked.

Med et muligt farvel til Dansk Folkeparti og et misset genvalg for flere andre landes delegationer, står EFD-gruppen i en vanskelig situation og skal ud at finde en række nye medlemmer for at kunne genkonstituere sig.

Dansk Folkepartis måske kommende gruppe, ECR-gruppen, der rettelig hedder De Europæiske Konservative og Reformister, er ledet af de konservative Tories fra Storbritannien. De høstede 19 mandater ved EU-valget. 

Ud over Dansk Folkeparti arbejder også tyske Alternative für Deutschland (AfD) for medlemskab i ECR-gruppen. Partiet er orienteret mod økonomiske spørgsmål og er særligt utilfreds med det tyske medlemskab af euroen.

AfD har fået mange roser fra blandt andet danske Liberal Alliance, der ikke selv opnåede valg til Parlamentet, men førte valgkamp for et smallere og mindre omsiggribende EU.

Modsat de andre EU-kritiske højrefløjsgrupper har ECR en rimelig stabil fremtid i Europa-Parlamentet. Umiddelbart ser valgresultatet ud til at give gruppen tilbagegang som helhed, men med et par nye partier i porteføljen kan den ende med at forsvare sine 57 mandater. 

Mens det EU-kritiske højres succes i Frankrig, Storbritannien og Danmark har fået meget opmærksomhed, er der også sket væsentlige bevægelser på venstrefløjen.

En af de mere markante politiske profiler ved årets valg til Europa-Parlamentet var græske Alexis Tsipras, der leder bevægelsen SYRIZA i Grækenland. Grupperingen vandt seks mandater på et program, der hviler på en harsk kritik af EU's nedskæringspolitik, men ikke så meget af unions-samarbejdet som sådan.

Tværtimod har Alexis Tsipras talt varmt for mere omfordeling mellem de rigere lande mod nord og de kriseramte EU-lande mod syd. 

Alexis Tsipras har slået så meget igennem i Sydeuropa, at man i Italien har set en selvstændig liste tage navn efter ham. Liste Tsipras, der repræsenterer en række venstrefløjsgrupper i Italien, blandt andet Kommunistpartiet, vandt tre af de italienske mandater.

Også i Spanien vinder venstrefløjen frem. Podemos, der oversat til dansk betyder ”vi kan”, vandt fem pladser i Europa-Parlamentet. Partiet er en udløber af protestbevægelsen Los Indignados (de indignerede), der under den økonomiske krise gik på gaden og protesterede mod arbejdsløshed og fattigdom i Spanien. 

Det resultat blev opnået på et program, der ligesom hos de politiske kolleger i Grækenland tordnede mod hårde sparekrav til de kriseplagede lande i syd i bytte for omfattende låneprogrammer fra blandt andre EU.

Også den spanske koalition Forenet Venstre med forbindelser tilbage til det spanske Kommunistparti høstede fem mandater.

Både SYRIZA, Podemos og Forenet Venstre ventes at placere sig i Europa-Parlamentets yderste venstrefløjs-gruppe GUE/NGL

Udover fremgang til yderfløjene har europaparlamentsvalget også betydet, at en række nye og mere udefinerbare grupperinger finder vej til Europa-Parlamentet. Grupper, som på hver deres måde er udtryk for vælgere, der ønsker sig noget andet end det, de traditionelle partier kan levere.

Tyske Die Partei (Partiet), der er stiftet af redaktørerne bag et satire-magasin, vandt et enkelt mandat ved EU-valget. Partiet har kørt valgkampagne på at gøre grin med de andre kandidater.

I Italien vandt protestgruppen Femstjernebevægelsen 17 mandater. Den er anført af komikeren og agitatoren Beppe Grillo, der ud over en generel modstand mod det etablerede politiske system har direkte demokrati, bæredygtighed og miljø på sin dagsorden. 

I Belgien vandt det flamske separatist-parti Ny Flamsk Alliance størst opbakning med i alt fire mandater. Gruppen kan beskrives som en slags nypopulistisk midterparti med stærke lokale følelser over for Flandern. 

Tyske Nationaldemokratische Partei Deutschlands (Tysklands Nationaldemokratiske Parti), vandt et enkelt, men meget kontroversielt mandat. Partiet, der har en nationalkonservativ historik, der går tilbage til 1964, bliver af kritikere betegnet som nynazistisk.

Græske Gyldent Daggry, der under krisen er blevet notorisk kendt for sin voldelige optræden over for immigranter, vandt ligeledes tre pladser i Europa-Parlamentet. 

Indtil nu ser de to partier dog ud til at blive venneløse i Bruxelles, hvor de ellers yderliggående franske Front National for længst har afsvoret sig samarbejde med dem.

Heller ikke de ultranationalistiske parlamentarikere fra ungarske Jobbik står til at finde en politisk gruppe at slå sig ned i efter valget. De fik, ligesom i 2009, tre pladser i Europa-Parlamentet.

Valget i Polen har givet fire mandater til EU-skeptiske Nyt Højre, hvis leder har skabt en del opmærksomhed med kritiske bemærkninger om kvinders stemmeret og demokrati. Det sidste skulle han i et interview have kaldt ”den dummeste styreform, der nogensinde er fundet på”. 

Det er endnu uvist, hvad yderfløjene, protestpartierne og ikke mindst de tvivlsomme nationalkonservative kræfters fremmarch i Europa-Parlamentet kommer til at betyde for lovgivningsarbejdet i selvsamme institution.

Læs Altinget.dk's analyse af valget og dets betydning for Europa-Parlamentet de næste fem år her.

I første omgang skal grupperne konstituere sig, hvorefter fordelingen af udvalgsposter begynder. 

Europa-Parlamentet afholder sin første plenarsamling i begyndelsen af juli, hvor de vælger deres nye formand.