Honorær konsul: Dansk skepsis over for Albanien bremser positiv udvikling

DEBAT: Beslutningen om det danske nej til at indlede forhandlinger om EU-medlemskab med Albanien er kritisabel, da den medvirker til at bremse landets positive udvikling. Samtidig risikerer man, at Vestbalkan-landene i stedet nærmer sig Kina og Rusland, skriver Hans-Georg Nielsen.

Af Hans-Georg Nielsen
Albansk honorær konsul

De negative meldinger fra Nederlandene, Danmark og Frankrig på ministerrådsmødet 18. oktober kom ikke helt uventet for den albanske regering og de mere end 90 procent af albanerne, som ønsker EU-medlemskab. 

Debatten i Albanien om udsættelsen af EU's beslutning til 2020 er derfor stadigvæk nuanceret og ganske optimistisk. 

"No hard feelings – vi ved, at det ikke primært er os, der er problemet, men derimod især interne problemer i de tre nejsigende lande."

Albanerne lægger med god ret mere vægt på det ganske overvældende ja fra resten af EU’s medlemslande, endda fra Storbritannien. Det albanske diplomati arbejder derfor på højtryk på at opnå et ja til december eller i hvert fald i maj 2020.

Beslutningen om det danske nej til at indlede de klart lovede forhandlinger om medlemskab med Albanien, ironisk nok baseret på Københavnerkriterierne (1993), har ikke fyldt meget i den danske debat – hverken før eller efter nej'et.

Derfor er det godt, at Anders Fogh Rasmussen melder ud og støtter EU-Kommissionen og EU-Parlamentet i deres særdeles klare kritik af de tre nej-sigende lande.

Hellere i retning af EU end Kina og Rusland
Anders Fogh Rasmussen lægger i sin kritik især vægt på de magtpolitiske aspekter, altså balancen mellem Europa, Rusland og Kina. 

Argumentet er: Hvorfor tøve med at bringe Vestbalkan ind i EU-kredsen, når en undladelse kan betyde, at Vestbalkan-landene falder for fristelsen og nærmer sig Kina og eventuelt Rusland.

Denne risiko kan ikke udelukkes, selv om den næppe er mere truende på Vestbalkan, herunder i Albanien, end i for eksempel Italien.

Man finder i Albanien den opfattelse, at det franske nej kan hænge sammen med en traditionel fransk prioritering af Serbiens interesser. Hvis det er rigtigt – jeg tillader mig at tvivle – så er Frankrig ved at skrue udviklingen tilbage til før Første Verdenskrig, hvor Balkan kom ud af balance, blandt andet på grund af de europæiske stormagters rivalisering.

Ingen overbevisende argumenter
De argumenter, som Frankrig og Nederlandene bruger for deres nej, er der ikke mange albanere, som tror på. 

Et mindre antal albanske asylansøgere, som i øvrigt konsekvent sendes retur, fylder meget lidt i det samlede franske immigrationsbillede, og Nederlandenes påpegning af problemer med stoffer lyder heller ikke overbevisende. 

Bekæmpelsen af produktion og handel med stoffer, primært marijuana, foregår nu konsekvent, blandt andet  i tæt samarbejde med Italien, og den albanske regerings initiativer til bekæmpelse af korruption i den offentlige sektor kunne adskillige EU-medlemmer lære en del af. 

Man skulle tro, at disse oplysninger ikke endnu er nået helt frem til den danske statsministers skrivebord.

Albanernes overvældende flertal føler sig som europæere og ønsker at blive en ligeberettiget del af EU. Det viser meningsmåling efter meningsmåling.

Derfor er den danske regerings udmelding om, at Albanien måske aldrig bør optages i EU, men nok opnå en såkaldt tæt og særlig tilknytning, meget uheldig og desuden særdeles urimelig.

Dansk svigt
Danmark åbnede i 1999 en ambassade i Tirana med et klart politisk signal om, at Danmark lagde stor vægt på at støtte den politiske reformproces i det dengang skrøbelige demokrati under Kosovokrisen.

Danmark opbyggede gennem årene et særdeles positivt syn på Danmark i Albanien. Dette skete blandt andet via en engageret indsats fra næsten alle danske ambassadører i Tirana. Den danske samfundsmodel opfattedes som idealet af mange Albanere. 

Derfor var skuffelsen selvsagt ikke ringe, da Danmark i 2017 nedlagde ambassaden i Tirana for at spare cirka tre millioner om året i Udenrigsministeriets budget.

Albanerne opfattede beslutningen om lukning af ambassaden som et dansk svigt, og man kan da også få den tanke, at Danmark, som dermed klart markerede en beskeden interesse for landet, ikke med rimelighed bør blande sig i den afgørende beslutning om ja eller nej til start af forhandlinger om medlemskabet af EU.

Den tyske regering fremlagde en gennemarbejdet plan for forhandlingsforløbet med Albanien og Nordmakedonien for EU's ministerråd. 

Planen går ud på at lægge hurdler ind i det flerårige forhandlingsforløb, således at man først går videre til det næste af de i alt 35 såkaldte forhandlingskapitler, når det i praksis er konstateret, at det netop gennemgåede er opfyldt. Så hvad er egentlig problemet? kunne man med en vis rimelighed spørge.

Positiv udvikling bremses
Problemet er, at de tre nejsigende landes negative holdning til den tyske plan bremser den positive økonomiske udvikling i Albanien og Nordmakedonien. 

De to lande kæmper især, trods de markante økonomiske fremskridt, med en betydelig ungdomsarbejdsløshed. 

Dette er efter min mening det største problem. Infrastrukturen er ved at være på plads i Albanien, turismen vokser nærmest eksplosivt, men i stedet for – for megen – turisme har Albanien behov for erhvervsinvesteringer. 

De er der, men mange potentielle investorer forholder sig tydeligvis afventende på grund af EU's tøven.

Jeg har personligt, som investor, fulgt udviklingen i Albanien siden 2004. Landet er ikke til at kende igen. Og mange spændende og ambitiøse projekter er på vej. Således skal danske BIG stå for bygningen af Albaniens nye nationalteater i Tirana.

Det er så lidt der skal til. Et ja baseret på den tyske plan vil betyde, at de to ansøgerlande vil kunne forcere den økonomiske og politiske udvikling og dermed være med til at skabe fremgang og ro på Balkan.

Et nej baseret på fordomme
Det er i den forbindelse rimeligt at påpege, at Albanien som Nato-medlem, ligesom Danmark, yder et vigtigt bidrag til Natos arbejde og indsatser.

Et nej baseret på fordomme, formentlig også religiøse, forsinker derimod bare og fremmer bestemt ikke den fortsatte og nødvendige udvikling af det europæiske fællesskab.

Albanien har opfyldt de af EU stillede krav, og selv om udenrigspolitik er kynisk, så er der i denne sag ingen grund til at løbe fra sit løfte. 

Da diktatoren Enver Hoxha døde i 1985, byggede man et mausoleum, "Pyramiden", til ham. Denne, arkitektonisk set, interessante bygning i Tirana skal nu ombygges til et kreativt mødested for især den albanske ungdom. 

Albanerne er mentalt ved at ryste fortidens traumer af sig – det var bestemt ikke let – og har vendt blikket mod EU, herunder Danmark, idealsamfundet. Så der er noget at leve op til både for Albanien og for Danmark.

Forrige artikel EU-talsperson til David Trads: Din historie­læsning tåler ikke dagens lys EU-talsperson til David Trads: Din historie­læsning tåler ikke dagens lys Næste artikel Jens Nymand: Bestemmer Finans­ministeriet i forhandlinger med EU? Jens Nymand: Bestemmer Finans­ministeriet i forhandlinger med EU?
Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

OVERBLIK: Det er – endnu en gang – sidste udkald i brexit-forhandlingerne inden et spændt afventet topmøde, og så tager EU-Kommissionen næste skridt mod en europæisk mindsteløn, der får den danske regering op i det røde felt.