Debat

Morten Løkkegaard: Statsministeren gambler med danske interesser i EU

DEBAT: Midt i Brexit-kaos bejler Mette Frederiksen åbenlyst til samme EU-skepsis, som blandt andet er årsagen til, at briterne er på vej ud af EU. Det er dybt uansvarligt, mener Morten Løkkegaard.

Det er ubegribeligt, at Mette Frederiksen vil gå så langt for at appellere til den heldigvis svindende gruppe af danskere, der er modstandere af EU, skriver Morten Løkkegaard.
Det er ubegribeligt, at Mette Frederiksen vil gå så langt for at appellere til den heldigvis svindende gruppe af danskere, der er modstandere af EU, skriver Morten Løkkegaard.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simon Friis Date
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Populisme er nøgleordet, når den danske statsminister nedgør det europæiske samarbejde og siger, at det er ”frakoblet fra den verden, vi er en del af”.

I et længere interview i JP den 17. oktober gav Mette Frederiksen den som EU-revser med et budskab om, at EU eksisterer i et parallelt univers afkoblet fra virkeligheden.

Fordrejet debat
Det efterlod desværre indtrykket af en dansk statsminister, der selv befinder sig i et parallelunivers, hvor realiteter og fakta ikke er relevante.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den reelle hensigt med det bemærkelsesværdige interview var tydeligvis at fordreje debatten om EU-samarbejdet, og i interviewet forpligtede hun sig tilmed til at afholde en folkeafstemning om deltagelse i EU’s Bankunion for at tilfredsstille EU-skeptikerne, som Socialdemokratiet længe har bejlet til for at vinde vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti.

Det er ubegribeligt, at Mette Frederiksen vil gå så langt for at appellere til den heldigvis svindende gruppe af danskere, der er modstandere af EU.

Vi har ikke brug for anti-EU-retorik og fladpandet populisme. Vi kan sagtens være imod forslag fra EU-systemet, men vi insisterer samtidig på at vise respekt og tale seriøst om og med vores samarbejdspartnere.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Danskerne skal naturligvis spørges, når vi afgiver vores suverænitet. Men netop Bankunionen medfører – som det ligger nu – ikke suverænitetsafgivelse, og derfor kan man godt frygte, at en folkeafstemning kaster danskerne ud i en debat, som handler om alt muligt andet end fordele og ulemper ved Bankunionen, som vi kender det fra tidligere – og nødvendige – folkeafstemninger.

Det ultimative skrækscenarie
Men hvis ikke fortiden afskrækker statsministeren i Danmark, kan hun blot betragte Storbritannien, hvor det ultimative skrækscenarie udspiller sig: Resultatet af en usaglig debat op til en folkeafstemning har kastet Storbritannien ud i et historisk, politisk kaos, der skader erhvervslivet og borgerne i landet.

Det ved statsministeren, og det gør kun interviewets timing endnu mere mærkværdig.

Måske handler det om, at det altid har været nemmere at give den en populistisk medieomgang siddende i København.

Tvetydige budgetsignaler
Straks sværere bliver det, når man færdes i Bruxelles og skal forsøge at være seriøs: Trods statsministerens dundertale mod EU afstod hendes partisoldater i Europa-Parlamentet i hvert fald 10. oktober fra at stemme nej til den samlede resolution om EU’s kommende budget for 2021-2027, som Mette Frederiksen netop kritiserede med hånlige bemærkninger.

I Venstre stemte vi imod budgetresolutionen, fordi vi mener, at Danmark ikke skal bidrage med flere penge, end vi allerede gør. Men så klart et signal ønsker de socialdemokratiske parlamentarikere åbenbart ikke at sende. Derfor valgte de hverken at stemme for eller imod den samlede resolution.

Negativ attitude og korslagte arme
Det faktum strider direkte imod deres partiformands udtalelser. Og det vidner om, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet benytter tomme ord, som ikke følges op af handling, når de har mulighed for at afgive deres stemme i parlamentet.

Som hele Danmarks statsminister burde hun – i stedet for at pleje de få danske EU-modstandere – varetage alle danskernes interesser og sikre, at Danmark har så stor indflydelse i Europa som muligt. Hun burde presse danske prioriteter øverst på dagsordenen.

I stedet for gik hun til Rådsmødet med medlemslandenes ledere i torsdags med en negativ attitude og armene over kors.

Slut med fladpandet populisme
Samarbejdet i EU har nemlig aldrig været vigtigere. Det er gennem vores europæiske samarbejde, at vi bedst bekæmper klimaforandringer, sikrer øget velstand til danskerne og ligeledes garanterer borgerne tryghed i forhold til de trusler, vi står over for i dag.

For eksempel ved at sikre Europas ydre grænser og øge sikkerhedssamarbejdet på tværs af grænserne i Europa.

Venstre er ikke i tvivl. Vi har ikke brug for anti-EU-retorik og fladpandet populisme.

Vi kan sagtens være imod forslag fra EU-systemet, men vi insisterer samtidig på at vise respekt og tale seriøst om og med vores samarbejdspartnere.

Og hvis danske interesser varetages bedst som fuldt medlem af eksempelvis Bankunionen, så skal vi naturligvis være med og søge indflydelse. Alt andet er – om ikke ”fuldstændig gak” så i hvert fald - dybt uansvarligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Løkkegaard

Næstformand, Renew Europe, MEP (V), kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00