Ivan Krastev og Mark Leonard: Er den kolde krig tilbage?

Er den kolde krig tilbage som eksperter påstår? Står den ’frie verden’ igen over for en akse med stigende autoritarisme? Vil genopståen af stormagtskonkurrence fungere som en ekstern føderationsskabende drivkraft?

Hvis man ser på den nye Stillehavs-sikkerhedsalliance Aukus, der sidste uge blev annonceret mellem USA, Storbritannien og Australien, er svaret et rungende ja.

En ny meningsmåling foretaget af European Council on Foreign Relations (ECFR) i 12 EU-medlemslande synes også, at bekræfte dette synspunkt. Næsten to tredjedele af respondenterne i Europa mener, at der er ved at udvikle sig et nyt koldkrigslignende skisma mellem Kina og USA. Men denne nye konfrontation har en hage: de fleste borgere i EU føler ikke, at deres eget land er en del af denne krig.

I kold krig med Kina

Allerede før Aukus-debatten fik den franske regering til at tale om Washingtons og Londons forræderi, var borgere i mange europæiske lande meget ambivalente omkring udsigten til en ny global konfrontation.

Få europæere ser autokrati kontra demokrati som en nyttig måde at forstå global politik på.

Ivan Krastev og Mark Leonard
Hhv. formand, Center for Liberale Strategier i Sofia og direktør, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)

Faktisk mener kun 15 procent at deres eget land er i kold krig med Kina, mens 59 procent mener at deres land stadig er uengageret. Der er nuancer mellem de forskellige medlemslande, men det samme brede billede tegner sig i alle landene i ECFR's meningsmåling: der er flere der er uenige i at deres land befinder sig i en ny kold krig, end enige.

Emmanuel Macron vil gerne opbygge strategisk europæisk autonomi som et alternativ til afhængighed af USA. Men vores meningsmåling viser at mange i den europæiske offentlighed ser Bruxelles som USA’s mest pålidelige allierede, frem for en alternativ modpol.

Når det kommer til en konfrontation med Rusland eller Kina, har europæere en tendens til at se Bruxelles, og ikke deres egne lande, som Europas mest aktive deltager i disse konflikter.

31 procent af europæerne mener, at Bruxelles sandsynligvis eller helt sikkert er i kold krig med Kina, hvilket betyder, at der er dobbelt så mange mennesker der mener, at EU er i kold krig med Kina, end der er, der mener at deres eget land er. Med hensyn til Rusland svarede et flertal, at EU er involveret i en kold krig: 44 procent er enige i at en kold krig finder sted, mens kun 26 procent er uenige.

Kold krigs-lignende scenarie afspejler ikke europæisk opfattelse

Selv om det er for tidligt at vide hvad de langsigtede konsekvenser af denne dynamik bliver, står det klart, at enhver fremstilling af enighed omkring transatlantiske forbindelser, når det kommer til Kina og Rusland, på den korte bane ikke er i tråd med den offentlige opinion.

ECFR's meningsmåling afslører fire synlige skel mellem de europæiske regeringer og Washington, der kan skabe spændinger i den transatlantiske alliance og mellem de nationale regeringer og EU-institutioner.

Den første af disse er Washington og Biden-administrationens indramning af de ideologiske udfordringer, som kinesisk og russisk autokrati udgør. Deres skildring af et kold krigs-lignende scenarie, hvor det demokratiske Vesten står forenet mod enevælden, afspejler ikke de europæiske opfattelse.

ECFR's datasæt viser, at få europæere ser autokrati kontra demokrati som en nyttig måde at forstå global politik på. Den største andel af respondenterne i ECFR's meningsmåling mener at karakteren af et bestemt politisk regime ikke i tilstrækkelig grad forklarer regeringernes fiasko eller succes med at håndtere pandemien eller klimaforandringerne. Selv i spørgsmålet om bidrag til global sikkerhed er kun 50 procent enige i at demokratier gør mere end enevældige regimer, mens 36 procent mener at regimetypen ikke gør en forskel.

Europæere ser virksomheder og superrige som mest indflydelsesrige

Det næste skel er den manglende enighed blandt europæerne, om hvorvidt der overhovedet eksisterer en eksistentiel trussel. Under den første kolde krig var folk villige til at revidere deres prioriteter til gengæld for beskyttelse mod sovjetiske kampvogne eller et atomart holocaust.

Et stort antal europæere foretrækker at forblive neutrale i tilfælde af en konflikt mellem USA og Kina eller Rusland.

Ivan Krastev og Mark Leonard
Hhv. formand, Center for Liberale Strategier i Sofia og direktør, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)

Få europæere ser Xi’s Kina på denne måde, og kun fem procent mener, at Kina "styrer verden". Måske mere bekymrende for lederne i Bruxelles og Washington er det, at færre end en tiendedel af borgerne i medlemslandende, herunder Tyskland og Frankrig, nu mener at de kan stole på den amerikanske sikkerhedsgaranti, og omkring en tredjedel mener, at de “overhovedet" ikke har brug for den. Og Aukus-aftalen har sandsynligvis ikke vakt tillid til eller formindsket skepsis over for USA's udenrigspolitik.

ECFR's seneste datasæt giver nogle detaljer om drivkræfterne bag disse opfattelsesforskydninger blandt europæere. Dataene viser at da respondenterne blev spurgt hvem der har mest magt i verden, fokuserede de fleste borgere i Europa slet ikke på stormagterne. For eksempel mener kun 13 procent af europæerne, at den amerikanske regering har størst indflydelse på hvordan verden styres, og kun seks procent tænker sådan om Kina.

Generelt har Europas borgere en tendens til at mene at ikke-statslige aktører, såsom virksomheder og superrige personer udgør de mest indflydelsesrige grupper i verden i dag.

Washington og Bruxelles kan støde på vanskeligheder

Et tredje problem er geografi, snarere end historie. Det er sigende at europæere opfatter konflikten med Rusland som mere reel end den med Kina. Som allerede bemærket mener kun 31 procent, at der er kold krig mellem EU og Kina, mens et flertal på 44 procent mener, at dette er sandt for EU og Rusland.

Denne særlige geografiske fokus tyder på en vigtig forskel i forhold til den tidligere kolde krig: USA-Kina-sammenstødet har en global dimension, men ikke lokalt i Europa, og konfrontationens store teater vil sandsynligvis være i Asien. I dette nye scenario har Europa en lignende position som Japans før 1989: en pålidelig amerikansk allieret, men én der ligger uden for det område hvor den største konfrontation vil foregå.

I betragtning af fraværet af en disciplinerende ideologisk enighed mellem USA og Europa og en eksistentiel trussel i Europas nabolag, er det ikke helt overraskende, at europæere tænker anderledes omkring det fjerde divergens-område: alliancer.

Som ECFR's præ-pandemiske meningsmåling i 2019 viste, foretrækker et stort antal europæere at forblive neutrale i tilfælde af en konflikt mellem USA og Kina eller Rusland. Og selv efter Joe Bidens valgsejr sidste år ønsker mindst halvdelen af vælgerne i disse lande stadig, at deres regering indtager denne holdning.

Vores meningsmålinger i de sidste par år har vist en varig tendens, nemlig at Washington og Bruxelles kan støde på vanskeligheder med at samle offentlig støtte til et bredt forsvar af ‘hele det det vestlige demokrati’. Europæiske og amerikanske ledere, der ønsker konfrontation med enevældene i Kina og Rusland, kan ende med at komme til kort, når de opdager, at de ikke har en samfundsmæssig konsensus bag sig.