Jarl Cordua: Det delte Venstre

Venstre er et parti, som siden dets begyndelse i 1870 har været delt i flere forskellige strømninger. Iblandt har disse strømninger ført til egentlig splittelse, som det blandt andet skete i 1905, da Det radikale Venstre brød ud og i en kort periode i årene omkring Første Verdenskrig blev det dominerende parti.

Men før 1905 var Venstre delt i flere forskellige grupperinger omkring diverse personligheder, som kun blev holdt sammen af kravet om indførelse af parlamentarisme. Da det mål blev nået i 1901, blev partiets uenighed på flere spørgsmål – og især i synet på forsvaret så synligt – at de radikale brød ud.

I 2018 er Venstre delt især i to spørgsmål. Synet på EU og på islam samt indvandringens konsekvenser. I de øvrige spørgsmål er uenigheden langt mere flydende, som den altid har været i et parti som Venstre. 

Splittelsen, hvad angår EU, brød ud i lys lue, da der under en paneldiskussion på TV Midt-Vest blev trykket på de helt rigtige knapper i forhold til den kommende EU-kandidat Søren Gade, der benyttede lejligheden til at lægge afstand til sin partifælle, Venstres formodede EU-spidskandidat Morten Løkkegaard i sidstnævntes syn på den liberale belgiske kandidat til EU-parlamentet, tidligere premierminister og nuværende MEP, Guy Verhofstadt.

I Venstres folketingsgruppe er der uden tvivl et stærkt hold af politikere, der fuldstændigt deler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs synspunkter, der gør en dyd ud af problematisere muslimers manglende integration, hvor end man kan få øje på den.

Jarl Cordua

Løkkegaard var kommet til at sige noget pænt om Verhofstadt og omfavne ham som de liberales kandidat som parlamentsformand ”med de bedste visioner for Europa”, og det blev så revet Gade i næsen. Den svigtede ikke Gade, for han fik så eftertrykkeligt lagt afstand til Verhofstadt og hans synspunkter, at ingen kunne være i tvivl. Men fik Gade så bragt sig i opposition til Venstres generelle EU-linje ved den lejlighed?

Næppe. For Verhofstadt er EU-tilhænger på en måde, som det efterhånden er en sjældenhed at se i Danmark. Belgieren er nemlig, som Gade selv påpegede, føderalist og dermed tilhænger af en de facto-opløsning af nationalstaterne på sigt, og det har selv i det tidligere så EU-positive Venstre været en målsætning, som kun de færreste har taget alvorligt. Ikke engang Uffe Ellemann-Jensen eller Henning Christophersen har spillet på det hold. Søren Gade var i paneldebatten dermed bragt i en position, hvor han kun havde mulighed for at sige fra.

Skulle Ellemann en dag stille op som næstformand, og hvis Løhde ikke får rettet op på sin profil, så er der faktisk kun Støjberg, der, hvis hun vil, kunne forhindre det.

Jarl Cordua

Gør det så Morten Løkkegaard til føderalist? Heller ikke, men som siddende i den liberale ALDE-gruppe kunne han næsten kun tale pænt om en partifælle, hvilket blev udnyttet af DF's Anders Vistisen i sit i øvrigt ret elegante angreb på Gade.

Hvis Løkkegaard pludselig – og det forventer ingen, nok heller ikke ham selv – undervejs i valgkampen springer ud som føderalist, så kan Venstre godt køre EU-kampagnen tilbage i hangaren. EU-føderalismens sekteriske synspunkt er der nul opbakning til i V, og det vil være for idiotisk at spille det kort i hænderne på DF's MEP Anders Vistisen, som gør, hvad han kan for at forsvare Messerschmidts fire mandater fra forrige EP-kampagne.

Det er ikke her, man skal se splittelsen. Der er ikke en udbredt EU-skepsis blandt de folkevalgte i Venstres folketingsgruppe. Politikerne kan allerede konstatere et sporskifte i EU-Kommissionen, hvor blandt andet Brexit-chokket og valgene i Europa har gjort det klart for enhver EU-bureaukrat, at man ikke bare kan køre videre som før.

Delingen består nok mere i selve synet på, om det er fornuftigt at bruge mere krudt på en i mange Venstrefolks øjne tabt sag som EU, der kun jager højrefløjsvælgere over i armene på DF, fremfor at mobilisere dem bag Venstre. 

Omvendt er der et ledigt standpunkt blandt de blå partier, hvor man taler EU-projektet (eller nok snarere EU-samarbejdet) op. Senest så man dette ved, at en af de mere lunkne EU-tilhængere i Venstre, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, i Politiken kom ud af skabet som EU-tilhænger, der tilsyneladende alt for længe havde haft svært ved at se det storslåede i projektet. Nu mener forsvarsministeren, at det er helt gak, at Danmark ikke kan deltage i fredelige EU-operationer på forsvarsområdet på grund af forsvarsforbeholdet.

Rent praktisk støder Danmark på nogle mure, som man selv har stillet op til forsvar for ens oplevede suverænitet. Ingen forventer dog, at de pæne eller måske frustrerende toner fra en topminister i Venstre fører til, at en V-ledet regering i overskuelig fremtid vil kaste landet ud i en ny folkeafstemning, som på forhånd ligner et sikkert nederlag. Der skal opstå en situation, hvor det går op for flere, at opgivelsen af et eller flere forbehold tjener et positivt formål. 

Egentlig skepsis ved Venstres mere EU-venlige kurs har i folketingsgruppen dog været fremført af folk som Marcus Knuth og Søren Gade, skrev Weekendavisen i fredags. Hvilket omtrent er den samme kreds af mennesker, som skiller sig ud i et andet punkt, der splitter Venstre.

Dette punkt er vigtigt, men også afgrænset og handler om synet på indvandringen og navnlig indvandringen af muslimer til Danmark. 

Ingen i Venstre er uenig i, at der er behov for en stram udlændingepolitik. Uenigheden handler mere om synet på de muslimer, som kommer ind.

Er det overhovedet muligt at integrere disse mennesker? Og hvad med islam som religion? Udgør den en fare, som det er muligt at bekæmpe, uden at man går i rette med religionsfriheden – også rent politisk?

Og er islam en politisk ideologi, som der skal dæmmes op for, eller skal man respektere folks religion og så håbe på, at modernismen og sekulariseringen hen ad vejen får bugt med islamismen, ligesom den også har taget livet af tidligere tiders ikke særlig tolerante og undertiden radikale udgaver af kristendom i Vesten?

I Venstres folketingsgruppe er der uden tvivl et stærkt hold af politikere, der fuldstændigt deler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs synspunkter, der gør en dyd ud af problematisere muslimers manglende integration, hvor end man kan få øje på den.

Hvis ikke det er integrationen, der er problemet, så kan man også påpege faren ved deres religionsudøvelse, som det skete med Støjbergs indlæg i BT, 2. pinsedag, der meget forudsigeligt satte debatdanmark i brand.

Indlægget kan læses som en mindelig opfordring til muslimerne om at tage ferie under ramadan, hvor man ikke må indtage føde og drikke mellem solopgang og solnedgang. Især buschauffører bliver nævnt som et erhverv, der kunne have et problem. Andre peger på læger, der er ved at udføre operationer. Støjberg skriver i indlægget: 

”Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder eller præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser eller drikker i alle døgnets timer.”

Afgørende her er ordene: ”farligt for os alle”. Muslimerne og især deres fejring af deres mærkværdige og fremmedartede højtid udgør en trussel. Det er budskabet. Naturligvis camoufleret som en venlig henstilling og opfordring.

Men enhver kan se, at det er et indlæg, der spiller på den særdeles udbredte islamforskrækkelse, der har ramt Danmark oven på IS-terrorbølgen og flygtningekrisen. Det er bare at sætte en tændstik til. Og det gør Støjberg sikkert i samarbejde med sin særlige og nære rådgiver Mark Thorsen, der regnes for en mester i at tilrettelægge den slags meldinger. De skaber fuld opmærksomhed om ministerens person og hendes status i Venstre som den, der dækker fronten af i forhold til DF. 

DF har i form af ordfører Martin Henriksen naturligvis overtrumfet Støjberg med, at muslimer, der ikke spiser og drikker og udgør en fare, simpelthen bør fyres fra deres arbejdsplads. I DF har man således ingen fine fornemmelser, når det handler om at respektere arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Der er i øvrigt ingen busselskaber, der genkender problemet med muslimske chauffører under ramadan. Ingen dansk statistik kan endnu identificere et problem med øget ulykkeshyppighed under ramadan.

Støjbergs melding affødte en del kritik i Venstre, blandt andet fra finansordfører Jacob Jensen, der på Facebook rimelig elegant kritiserede synspunktet, ud fra den betragtning at politikerne ikke skal blande sig i arbejdspladsernes håndtering af indtil videre ikkeeksisterende problemer, og der var et svirp til den markante partifælle om, at politikerne burde koncentrere sig om reelle problemer.

Jensens melding affødte en BT-overskrift om ”krig i Venstre”, hvilket gjorde det nødvendigt, at man på Venstres gruppemøde onsdag fik renset luften. Et klart flertal lagde sig på Jacob Jensens linje, mens et mindretal med blandt andet Marcus Knuth forsvarede Støjbergs synspunkt.

Samtidig var der også en pragmatisk erkendelse af, at partiet er uenig i synet på disse ting, hvorfor det ikke gav meget mening, at man lagde låg på hinandens behov – herunder Støjbergs behov – for at markere sine synspunkter i sagen.

Andre – herunder Kristian Jensen – manede til samling og håb om unødig splittelse i en sag, hvor uenighederne er kendt. Sagen har næppe potentiale til at splitte partiet i to, men der er en erkendelse af, at en for stor cementering af fløje i flere forskellige spørgsmål har potentiale til at gøre partiet umanøvredygtigt.

Fint nok, at man kan indfange flere forskellige vælgere med forskellige synspunkter, men problemerne opstår, hvis det bliver umuligt at lande på en fælles linje frem mod næste valg, hvis tiden går med for langvarige interne diskussioner, der forvirrer vælgerne.

Sagen har naturligvis også understreget Støjbergs position i partiet på et tidspunkt, hvor iagttagere gav udtryk for, at hendes sol var for nedadgående. Det er et kor, denne iagttager ikke melder sig i. Dertil er Støjberg og hendes synspunkt for stærkt i sin appel til vælgerne i den blå lejr.

I en måling i BT for nylig ligger Støjberg som nummer fire blandt de mest populære ministre. Det ændrer sig næppe med pinsens udmelding. Flere har sikkert også nu fået øje på Jacob Jensen, der længe har puttet med sine synspunkter. Tavshed og loyalitet har i al fald ikke gavnet hans muligheder for at rykke op i hierarkiet, så nu kan det være, at stilen bliver lagt om.

I den samme måling over ministrenes popularitet, så man i øvrigt den nyslåede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen stryge til tops efter kun få dage i jobbet. Det er næppe hans indsats hidtil, der får roser fra vælgerne, men snarere en anerkendelse af hans håndtering af jobbet som politisk ordfører og på forhånd indlæste forhåbninger om fremtiden. 

Ikke desto mindre var det iøjnefaldende, at innovationsminister Sophie Løhde lå fjerdesidst og rodede rundt i den sædvanlige bagtrop af LA-ministre med den evigt fraværende Thyra Frank som bundprop. Hvis man forestiller sig, at Løhde og Jakob Ellemann-Jensen stiller op som V-næstformand efter næste års folketingsvalg – og dette billede fortsætter med at blive stående – så kan der næppe blive megen tvivl om, hvordan et sådant eventuelt kampvalg falder ud.

Det er ikke superoverraskende, at Ellemann-Jensen målt overfor Løhde er et overmatch set med vælgernes øjne. Hvor Ellemann-Jensen gør, hvad han kan for at fremstå overskudsagtig og humoristisk, tenderende det entertaineragtige, så har Løhdes profil som ”minister for offentlige arbejdsgivere” været en maske af livstræt irritation, konstant underskud og utålmodig overbærenhed, når en journalist stillede kritiske spørgsmål.

I det hele taget har OK-forhandlingerne ikke gjort noget godt for Løhdes profil hos vælgerne. I forvejen døjer Løhde internt med et image af at være en hård, ekstremt kontrolleret og detaljefikseret arbejdsgiver, som medarbejderne flygter fra.

Skulle Ellemann en dag stille op som næstformand, og hvis Løhde ikke får rettet op på sin profil, så er der faktisk kun Støjberg, der, hvis hun vil, kunne forhindre det.

Med et sådant kampvalg vil det ”delte Venstre” være til at få øje på for alle, og udfaldet vil helt sikkert få stor betydning for, hvordan Venstre vil udvikle sig som parti i årene fremover. Det rummer også et potentiale til at splitte partiet midtover og true partiets ikke længere naturgivne position som det ledende parti i blå blok.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.