Kofod: Fremtidens EU skal være folkeligt og nationalt forankret

DEBAT: Brexit blev ikke dominobrikken, der væltede EU, som mange forudsagde. Brexit bliver i stedet startskuddet til et folkeligt og nationalt forankret EU, skriver Jeppe Kofod (S).

Af Jeppe Kofod (S)
Gruppeformand for Socialdemokratiet, Europa-Parlamentet

I tiden efter Brexit-afstemningen vejrede EU-modstanderne morgenluft. Populisterne, der havde lovet lette løsninger på komplekse problemer, så for sig, hvordan Brexit skulle lede til Frexit, Grexit og Italexit.

Ja, der var nærmest ingen grænse for, hvor mange andre EU-lande, der måtte være på vej ud af det europæiske fællesskab ifølge de sejrsberuste populistpartier. Og Danmark, måtte man forstå, var en oplagt kandidat.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Og da slet ikke i Danmark. Her er tilslutningen til dansk EU-medlemskab nemlig vokset markant i tiden efter Brexit-afstemningen. En meningsmåling for DR viser, at ja-siden ville have et flertal på 55 procent af danskerne bag sig, og hele 27 procentpoint ned til nej-siden der kun ville kunne mønstre 28 procent af befolkningens støtte.

Spurgt mere generelt om EU-medlemskab, fandt hele 71 procent af danskerne i 2017, at dansk medlemskab af EU var en god ting. Og i den seneste Eurobarometerundersøgelse ser 68 procent af de adspurgte danskere optimistisk på EU's fremtid. Brexit gav altså ingen dominoeffekt. Kun en enkelt dominobrik, der ensomt og tungt faldt til jorden.

EU-samarbejdet skal forankres nationalt
Dermed ikke sagt, at Brexit ikke bør være anledning til forandringer i EU. Tværtimod. EU skal både reformeres og forbedres. Men det skal ske på en måde, der er både nationalt og folkeligt forankret.

Et godt eksempel på dette var det håbløse forslag om såkaldte transnationale lister til europaparlamentsvalgene. Når briterne forlader EU, så efterlader de 73 ledige stole i Europa-Parlamentet. Her så en række, blandt andet Frankrigs præsident Macron, deres snit til at foreslå, at pladserne blev brugt på at vælge en helt ny slags medlemmer af Europa-Parlamentet.

Nemlig nogle, som ikke var valgt i ét specifikt medlemsland, men som i stedet havde hele Europa som deres valgkreds. Således skulle danskerne og irerne til næste år også kunne stemme på for eksempel en litauer eller en svensker.

Argumentet var, at det ville sikre en ægte politisk debat på tværs af landegrænser. Det, synes jeg, lyder som en rigtig skrivebordsanalyse.

Hvordan skulle for eksempel en hollandsk politiker kunne sætte sig ind i dagligdagens udfordringer i Hobro? Og tror man, at en græsk politiker vil sætte sig ind i de nærmere detaljer om den danske model? Nej, vel?

Stod det til mig, havde vi simpelthen bare sløjfet de 73 britiske pladser. Dermed kunne man opnå lidt af et kinderæg; man havde gjort Europa-Parlamentet cirka 10 procent slankere, man havde sent et klart signal til briterne om, at deres stole bogstaveligt talt stod ledige, hvis de ombestemte sig, og endelig havde man sparet en betragtelig sum penge.

Nuvel, det var der ikke flertal for.

Men vigtigere endnu var der heller ikke flertal for den håbløse idé om at indføre transnationale lister. Kompromiset blev, at man nedlagde langt de fleste af de britiske mandater og omfordelte resten til de resterende EU-lande. Hermed faldt der også et ekstra mandat af til Danmark, og Europa-Parlamentet stod fast på, at dets medlemmer selvfølgeligt skal være nationalt forankrede.

Et folkeligt forankret EU
I de sidste par år har Europa-Parlamentet nedsat en række særudvalg der har kigget både Europa-Kommissionen, Ministerrådet, medlemslandene og multinationale virksomheder i kortene. Det, mener jeg, er et vigtigt nybrud.

Det sikrer, at EU og alle dets institutioner holder fokus på de sager, der betyder noget for Europas befolkninger.

Særudvalgene har blandt andet kulegravet Panamapapirerne, Dieselgateskandalen, og vi er netop gået i gang med en undersøgelse af økonomisk kriminalitet, hvidvask og skatteskandaler. Dét arbejde bør vi styrke.

Europa-Parlamentet skal tage sin rolle som borgernes direkte valgte repræsentanter mere alvorligt og holde de øvrige EU-instanser til ansvar. Når Ministerrådet sylter vigtige nye tiltag mod international skatteunddragelse i lukkede og hemmelighedsfulde arbejdsgrupper, så skal Europa-Parlamentet kræve dem åbnet – og de ansvarlige regeringer og politikere stillet til ansvar.

Når Europa-Kommissionen er for langsom til at kræve handling mod de massive og systematiske overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen i Europa, så skal vi stille Kommissæren til ansvar.

Når store multinationale virksomheder kunstigt flytter deres profit uden for skattemyndighedernes rækkevidde, så skal hammeren falde. Og det skal ske for åbne døre, så borgerne og medierne kan følge med, så de kan se, at der bliver taget handling på de skandaler, der fylder i mediebilledet derhjemme.

EU er ikke – og må ikke være – et elitært skrivebordsprojekt eller en populistisk prygelknabe. Det er vores samarbejde simpelthen for vigtigt til. EU skal være både folkeligt og nationalt forankret. Det kan vi gøre ved at oprette et permanent undersøgelsesudvalg i Europa-Parlamentet.

Forrige artikel Kari: EU holder endnu en gang hånden over skattefuskerne Kari: EU holder endnu en gang hånden over skattefuskerne Næste artikel Menneskeretsinstitut: København-erklæring sætter fokus på glemte emner Menneskeretsinstitut: København-erklæring sætter fokus på glemte emner
Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

PARLAMENTET LOCKDOWN #11: Coronakrisen har skabt endnu større behov for socialt samarbejde, siger EU-Kommissionen, der trods dansk modvilje nu tror endnu mere på en europæisk mindsteløn. Hør om det i denne uge, hvor vi også taler om, hvordan det bliver dyrere for danskerne at være med i Unionen.