Kronik: Ny leder for Tysklands konservative er Merkel med et twist

KRONIK: Annegret Kramp-Karrenbauer er ny CDU-formand. Det store spørgsmål bliver nu, om hun forfølger Merkels uofficielle strategi om at gøre socialdemokratiske mærkesager til sine egne, og i hvilken retning hun drejer EU-samarbejdet, skriver Lukas A. Lausen, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35.

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

51,7 procent af stemmerne. Med et overraskende tæt resultat kunne Annegret Kramp-Karrenbauer i fredags overtage formandsposten i CDU efter 18 års styre under Angela Merkel. Det tætte resultat udtrykker den retningskamp, der har gennemsyret Tysklands konservative parti de sidste uger.

Lige siden Angela Merkel efter det forfærdelige valgresultat i Hessen i en frem-og-tilbage-og-frem-igen-manøvre offentliggjorde, at hun ikke genopstillede til posten som partiformand, har Tysklands næststørste folkeparti med over 400.000 medlemmer været i intern valgkamp.

Og det er nyt og sjældent i CDU. Ikke siden opgøret mellem Kohl og Barzel i 1971 har partimedlemmerne haft muligheden for at vælge mellem to eller flere kandidater til posten som partiformand.

CDU har altid trukket sin styrke ud af at sidde i regering. Det har de gjort i langt de fleste år af moderne tysk historie, faktisk har CDU kun siddet på oppositionsbænken i sammenlagt 20 år siden 1949. Siden 2005 er det så med Merkel som partiformand og kansler, og regeringens politik har dermed næsten altid været identisk med partiets.

Men i de sidste uger har partiet bevist, at man rent faktisk på en civiliseret og voksen måde kan skændes om, i hvilken retning partiet – og dermed Tyskland – skal.

AKK, som Annegret Kramp-Karrenbauer kaldes af de fleste – nok mest for nemhedens skyld – har kun været partiets generalsekretær siden starten af året. I tysk politik er det en politisk rolle, i modsætning til de danske partier. Inden da var hun ministerpræsident i Saarland, hvor hun tilbage i 2017 vandt valget og indledte Martin Schulz’ stribe af dårlige valg, der til sidst kostede SPD historiens største nederlag, og ham selv posten som partiformand.

Det store retningsgivende spørgsmål for tyskerne bliver nu, om hun vil forfølge Merkels uofficielle strategi om at gøre socialdemokratiske mærkesager på særligt den fordelingspolitiske dagsorden til sin egen politik.

Strategien, der ofte kaldes ”asymmetrisk demobilisering”, handler i sin kerne om at sikre sig, at modstanderens vælgere bliver på sofaen i stedet for at stemme, ved at nedtone enhver form for politisk uenighed – selv hvis det betyder at overtage modstanderens politik.

I Tyskland har det ført til, at et flertal af CDU’s vælgere ser partiet som centrum-venstre, noget, der ikke umiddelbart flugter med, at partiet egentlig engang var et ægte konservativt parti.

Angela Merkels eftermæle er derfor i høj grad fremkomsten og styrkelsen af højrefløjspartiet Alternative für Deutschland.

Skal samle partiet
Med et valgresultat, der er næsten fifty-fifty, som kom bag på mange analytikere og kommentatorer af tysk politik, bliver AKK’s første opgave at samle partiet igen. Imens Merkel de kommende år vil fokusere på Kanzleramt og ledelse af regeringen, bliver det afgørende for den nye partiformand at kunne samle et parti, hvor godt halvdelen ønskede sig en mere konservativ kurs.

For det var det valg, medlemmerne havde. Mens der nominelt var tre kandidater, den tredje i bundtet var den unge og ofte provokerende sundhedsminister Jens Spahn, stod valget reelt mellem ”weiter so”-politikken af Annegret Kramp-Karrenbauer eller en meget mere økonomisk liberal og socialpolitisk konservativ linje, som hovedmodstanderen, milliardæren Friedrich Merz stod for.

Merz, der ikke har været aktiv i forreste række af tysk politik siden omkring årtusindeskiftet, gik til valg på en mere konservativ og liberal økonomisk politik og tilbød CDU-vælgerne en meget mere tydelig afgrænsning fra det socialdemokratiske SPD. Indholds- og stilmæssigt tilbød Merz også partiet, at man formentlig ville have kunnet ”hjemhente” nogle af de millioner af vælgere, som i de sidste år blev tabt til Alternative für Deutschland.

Hvad endnu vigtigere er, at Tysklands to traditionelle folkepartier, CDU og SPD, med valget af Merz til CDU-formand endelig engang igen ville kunne byde på signifikante forskelle i centrum af politik. Fordi socialdemokrater og konservative efterhånden står for stort set den samme politik på alle områder, er det blevet fuldstændig umuligt for befolkningen at stemme på andet end ”weiter so” og noget, der føles som ét stort enhedsparti, medmindre man sætter sit kryds ved yderfløjene.

Efter en intens valgkamp var AKK’s første skridt på missionen om at samle partiet at udpege sin egen efterfølger i embedet som partisekretær. Og her overraskede hun allerede dagen efter valget ved at foreslå – og få valgt – den meget unge formand for Tysklands unge konservative i Junge Union, Paul Ziemiak.

Han er kendt som ven af en af de andre kandidater, sundhedsminister Jens Spahn, og regnes blandt de mere konservative CDU’ere. At netop den udpegelse så kan være del af en udspekuleret deal til at sikre sig Spahns stemmer i anden valgrunde i kapløbet om formandsposten, er en anden sag.

Business as næsten usual for Danmark og Europa
Det er ingen nyhed, at Tyskland, sammen med Frankrig, er den absolut vigtigste spiller i Den Europæiske Union. Siden Kul- og Stålunionen og Rom-traktaternes underskrift i 1957 har vores sydlige nabo med sin enorme økonomi og geografiske størrelse bestemt retningen for det europæiske samarbejde. Mest af alt blev dette tydeligt under de sidste ti års to store kriser, finans- og flygtningekrisen.

Tysklands næsten karikerede rolle som Europas strenge kassemester har i høj grad bidraget til den stadig store arbejdsløshed i Sydeuropa og har i flere omgange ført til næsten-exit fra både EU og euro-samarbejdet for Grækenland. I flygtningekrisen blev Angela Merkels ”Wir schaffen dass” efterfølgende symbolet for mange på, at tilstrømningen til Europa gik for hurtigt, og at politikere over hele kontinentet havde mistet grebet om magten.

Det bliver Annegret Kramp-Karrenbauers fremmeste opgave at finde ud, hvordan hendes linje her skal ligge. Ikke fordi hendes rolle som CDU-formand berettiger hende til synderlig meget indflydelse på de bonede gulve endnu. Nej, men fordi formanden for CDU i Tyskland altid også er en potentiel kansler. Og historisk set er der hos CDU – i modsætning til de tyske socialdemokrater i SPD – også en udmærket chance for, at formanden bliver det.

Men hendes indflydelse på EU-politikken må ikke undervurderes. Ikke mindst fordi Angela Merkel langtfra sidder så fast i sadlen, som hun har gjort engang. Flere gange i de sidste ugers valgkamp har AKK nævnt, at regeringens politik fremover ikke nødvendigvis vil være partiets, hvorfor Merkel i fremtiden vil blive nødt til at tage AKK med på råd, før hun træffer afgørende beslutninger for Tyskland og Europa.

Og hvad betyder det for Danmark? I første omgang vil det klæde danske politikere i ledende roller godt at genopfriske deres religionsundervisning. Kramp-Karrenbauer er bekendende katolik, og hendes politiske budskaber og holdninger er også af den grund en kende mere konservativt end forgængerens. Og på et mere substantielt plan kan vi gå ud fra, at den fransktalende AKK, i højere grad end Merkel har kunnet, vil styrke den fransk-tyske alliance, der tilsammen kan sætte retningen for EU.

I forhold til EU’s økonomiske politik, hvor særligt Tyskland holder hånden på kassen, vil vi under Kramp-Karrenbauer nok ikke komme til at se de store omvæltninger. En mere keynesiansk tilgang til offentlige udgifter, der kunne støtte særligt arbejdsmarkedspolitikken i Sydeuropa, er der lange udsigter til. På den anden side vil hun – når hun om nogle år formentlig bliver tysk kansler – sætte et nyt hold, der kan ende med at bløde op på sparepolitikkens tunge åg.

På de andre store beslutninger, som EU i disse år står overfor, med Merkels foreslåede EU-hær, sikkerhedsudfordringerne i øst og den generelle opbrudsstemning i EU-solidariteten vil Merkels linje nok bestå i fremtiden.

I en tid, hvor Brexit formentlig kommer til at betyde, at Danmarks stærkeste og mest loyale partner i EU-forhandlinger, Storbritannien, forlader forhandlingsbordet, og AKK på sigt kan komme til at betyde godt nyt for den tysk-franske akse, er vi tvunget til endnu en gang at opprioritere vores forhold til naboen i syd. Udover at det økonomisk ville være klogt – Tyskland er klart vores største handelspartner – er det en diplomatisk nødvendighed, hvis vi vil finde gehør i EU.

Når Merkels efterfølger nu sætter sig i det store kontor i Konrad-Adenauer-Haus i Berlin, er der altså meget, der bliver, som vi kender det. Men for Europa og for Danmark er hendes valg endnu en reminder om, hvor vigtig en rolle Tyskland spiller. For politik og erhverv i Danmark gælder det om hurtigt at forstå, i hvilken retning hun nu vil dreje EU-samarbejdet – hvilke muligheder det åbner, men også hvilke trusler det indebærer.

Forrige artikel Nationalbanken: Bankunion udløser ingen ekstraregning til danskerne Nationalbanken: Bankunion udløser ingen ekstraregning til danskerne Næste artikel Noah: EU’s landbrugsudspil underminerer klima, miljø og jobs Noah: EU’s landbrugsudspil underminerer klima, miljø og jobs
Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.