Af Kenneth Lindharth Madsen
Handelspolitisk chef, Landbrug & Fødevarer

Når EU’s handelsministre i morgen samler sig om mødebordet i rådsbygningen i Bruxelles, påtager de sig samtidig ansvaret for at forvalte en væsentlig del af rammerne for vores fremtidige handelsrelationer til det nordamerikanske kontinent. De skal nemlig drøfte status for forhandlingerne om frihandelsaftaler med hhv. USA og Canada – de aftaler, som også går under betegnelserne TTIP og CETA.

Mens TTIP har tiltrukket sig en helt ekstraordinær offentlig opmærksomhed – og fortsat gør det - så har CETA ikke fået den samme opmærksomhed. På sin vis kan CETA dog betragtes som TTIP’s oversete lillebror, når vi taler EU-frihandelsaftaler.

En interessant aftale
De to aftaler er meget forskellige steder i forhandlingsprocessen. Forhandlingerne om TTIP er fortsat et godt stykke vej fra færdiggørelse, mens ministrene i mødet på fredag forventes at lukke forhandlingerne om CETA, så aftalen kan blive underskrevet i løbet af efteråret.

På sin vis kan CETA dog betragtes som TTIP’s oversete lillebror, når vi taler EU-frihandelsaftaler.

Kenneth Lindharth Madsen
Handelspolitisk chef, Landbrug & Fødevarer

Når det er værd at interessere sig for CETA, er det ikke kun på grund af potentialet i mere frihandel med det canadiske marked. CETA er også en interessant aftale, fordi den på en og samme tid er et godt eksempel på både potentialet og begrænsningerne i EU’s frihandelsdagsorden mere generelt.

Da EU tilbage i 2006 med meddelelsen ’Global Europe’ fremlagde en ny handelsstrategi, skete det i lyset af det første sammenbrud i WTO-forhandlingerne om Doha-runden. Den globale handel var i hastig forandring, og stadig flere især asiatiske vækstøkonomier var begyndt at indgå bilaterale frihandelsaftaler med hinanden.

Målsætningen var derfor også klar for EU: EU havde brug for noget tilsvarende, så europæisk erhvervsliv ikke blev hægtet af vækstmarkedernes eksportpotentiale. Indsatsen skulle rettes mod vækstmarkederne i primært Asien. Af samme årsag indledte EU fra 2007 forhandlinger med først Sydkorea og senere Indien og Singapore.

Da man to år senere i 2009 valgte at åbne forhandlinger med Canada, udgjorde det lidt af en afstikker fra EU’s oprindelige strategi. Med Canada valgte man fra EU’s side at forhandle med et andet OECD-land, hvis økonoi på mange måder ligner EU’s.

Ikke desto mindre lykkedes det på trods af bekymringer fra flere sider at få skruet en frihandelsaftale sammen, som rummer væsentlige nye markedsåbninger bl.a. på baggrund af en liberalisering af ca. 99 % af alle toldlinjer, men som samtidig også tager højde for forskelle i tilgange og sensitive produkter i både EU og Canada.

CETA er et godt udgangspunkt for TTIP
CETA kan på mange måder siges at være et godt udgangspunkt for en lignende aftale med USA, og viser, at EU har potentialet til at indgå balancerede frihandelsaftaler også med OECD-lande og ikke kun med vækstøkonomier i Asien og Sydamerika.

Når CETA samtidig også er et eksempel på begrænsningerne i EU’s frihandelsdagsorden, så hænger det sammen med den lange tid, det har taget at få sat den sidste underskrift på den endelige aftale. Fra forhandlingerne om CETA blev sat i gang i 2009 gik der fire år, inden man første gang i 2013 kunne erklære, at der var politisk enighed om hovedelementerne i frihandelsaftalen.

Herefter fik man høvlet de sidste knaster af aftalen inden for bl.a. landbrug, lægemidler og skibsfart, så forhandlingerne kunne erklæres for afsluttet i sommeren 2014. Allerede i 2015 blev aftalen dog genåbnet på grund af bestemmelserne om investeringsbeskyttelse, som var under heftig beskydning i forhandlingerne om TTIP.

Men nu er det altså forventningen, at ministrene på fredagens møde kan lukke forhandlingerne endeligt. Herefter udestår så fortsat en endelig godkendelse i Europa-Parlamentet og national ratifikation af den endelige aftale i alle 28 EU-medlemslande. Men så burde TTIP’s lillebror mod nord også være flyveklar.