Debat

Aktører: Løsninger for færre pesticider findes. EU har bare ikke tilladt dem endnu

Der findes allerede løsninger, der kan reducere pesticidbelastningen i landbruget markant. Desværre er mange af løsningerne ikke tilladt at bruge endnu, og det forhindrer landmænd i at bidrage til EU-målsætningen om at halvere brugen af pesticider.

EU har en målsætning om, at landbrugets pesticidforbrug skal halveres inden 2030. Men EU's langsommelige godkendelsesprocedurer kan spænde ben for ny teknologi, skriver en række landbrugsvirksomheder og -aktører.
EU har en målsætning om, at landbrugets pesticidforbrug skal halveres inden 2030. Men EU's langsommelige godkendelsesprocedurer kan spænde ben for ny teknologi, skriver en række landbrugsvirksomheder og -aktører.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder inden længe til forhandlinger om landbrugets pesticidforbrug, og forventningen er, at der vil blive stillet krav om, at landbruget nedbringer sin brug af pesticider.

Det vil være i tråd med EU’s ”jord-til-bord”-strategi, hvor der er sat et mål om en reduktion af landbrugets pesticidforbrug på 50 procent inden 2030.

Skrevet af:
  • Marie-Louise Boisen Lendal, direktør og medstifter af Tænketanken Frej
  • Niels Dengsø, landmand og bestyrelsesformand i DLG
  • Jesper Packert Pedersen, Head of Public Affairs i Chr. Hansen
  • Jesper Burgaard, direktør i KMC
  • Carina Skovmøller, Head of Business Sustainability Nordic i Syngenta
  • Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn
  • Niels Peter Ravnsborg, direktør i Agrovi
  • Svend Christensen, formand for Plant Biologicals Netværket

Det er en stor opgave for landbruget. Der er nemlig samtidig et mål om at fastholde fødevareproduktionen på det nuværende niveau, da der er behov for at producere flere fødevarer i fremtiden til at brødføde den stigende verdensbefolkning.

Heldigvis er der allerede udviklet en række løsninger og innovationer, der kan nedbringe pesticidbelastningen samtidig med at udbytterne forbliver høje. Løsninger som kan implementeres i landbruget allerede i morgen – såfremt vi tillader det.

Landmændene har selv løsningerne

Løsningerne kommer i høj grad fra landmændene selv, som gennem deres praksisnære erfaring og viden er nogle af de bedste til at være innovative – hvis de altså inddrages.  Det så vi et tydeligt bevis på, da vi den 27. september afholdt tre løsningsworkshops rundt om i landet.

Vi havde inviteret 90 landmænd til at komme med løsningsforslag, der kunne reducere pesticidbelastningen i landbruget. Løsningsforslag var der masser af, og særligt fire gik igen.

  • Anvendelse af CRISPR-forædling
  • Brug af biostimulanter og biologiske bekæmpelsesmidler
  • Udbredelse af præcisionslandbrug og robotter i landbruget
  • Udbredelse af nye metoder til jordbearbejdning også kaldet Conservation Agriculture

Fælles for de fire løsninger er, at selvom potentialerne for pesticidreduktioner er store, så forhindrer politiske rammer og lovgivning at de tages i brug og udbredes i Danmark og i EU.

Et langsomt EU-system

Genteknologien CRISPR bliver sidestillet med GMO i EU. Det er en politisk beslutning, der medfører, at det ikke er muligt at anvende denne nye forædlingsteknologi.

Helt konkret kunne man etablere en fast-track ordning, så biostimulanter, forædlingstyper eller nye teknologier (...) kom forrest i godkendelseskøen.

Landmænd og landbrugsvirksomheder

For lange godkendelsesprocedurer i EU til at anvende nye teknologier herunder biologiske bekæmpelsesmidler betyder, at virksomheder sælger deres produkter på andre markeder end det europæiske. Det er simpelthen for langstrakt og for dyr en proces at få dem godkendt i EU. Ligeledes er en del selvkørende robotter slet ikke tilladte at bruge i landbruget.

Svaret er naturligvis ikke en komplet lempelse af reglerne i en sådan grad, at det kan bringe vores sikkerhed og sundhed i fare. Svaret er først og fremmest at speede godkendelsesprocessen op ved at lave klare rammer og tilføre flere ressourcer til området. Helt konkret kunne man etablere en fast-track ordning, så biostimulanter, forædlingstyper eller nye teknologier, som har et markant bæredygtighedspotentiale, kom forrest i godkendelseskøen med et krav om, at de er færdigbehandlet inden for et par år.

På Christiansborg den 9. november præsenteres landmændenes løsninger til at reducere pesticidbelastningen i landbruget for en række folketingspolitikere og fødevareminister Rasmus Prehn (S). Vi håber, at politikerne vil lytte og tage løsningsforslagene til sig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00