Forsker: Præsidentvalget i USA afslører krisen for det gamle liberale demokrati

KRONIK: Værdipolitik skal være centralt i dansk udenrigspolitik, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Men vi må ikke forfalde til troen om, at valg i sig selv er demokrati, og at det skaber stabilitet. Det har præsidentvalget i USA senest vist, skriver Søren Riishøj.

Af Søren Riishøj
Lektor emeritus, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har erklæret, at værdipolitik skal være centralt i dansk udenrigspolitik. Men problemet er, at liberale demokratiske værdier er svære at eksportere.

Senest har præsidentvalget i USA afsløret, at det gamle liberale demokrati er kriseramt. At selv en siddende præsident i USA først taber og efterfølgende afviser at gå af, taler sit tydelige sprog. Joe Biden vandt, men "trumpismen" overlever.

At valg ikke anerkendes af taberne, har vi kendt til i mange lande. Allerede i 1990'erne under Balkan-krigene blev der blandt politologer talt om "electoral fallacy", som dækker over en fejlagtig tro på, at valg i sig selv er demokrati og skaber stabilitet.

Faren er, at dansk udenrigspolitik forfalder til "electoral fallacy". I lande med svage pro-demokratiske civilsamfund, udbredt korruption, mangel på "rule of law" og fravær af fælles national identitet kan valg meget vel føre til kaos, ustabilitet og i værste fald borgerkrig.

Valgene er frie, men skaber ustabilitet
"Electoral fallacy" finder vi ikke kun i multietniske samfund. Det etnisk homogene Polen er stærkt polariseret og lige nu tæt på regulær borgerkrig.

Nationalkonservative, regering og kirke er i åben kamp med liberale. Men hvilke regimetyper får vi, når det klassiske liberale demokrati ikke længere kan reproduceres?

Én mulighed er "liberalt demokrati minus". Valgene er frie og fair, men skaber ikke stabilitet. Et eller to populistiske partier bliver typisk repræsenteret i parlamentet med 15 til 20 procent af stemmerne bag sig.

Regeringsdannelsen trækker ud, måske i månedsvis. Sverige, Tyskland og Holland er tre eksempler. Medlemskab af politiske partier er faldende, mediernes jagt på politikere vokser, og "skandaler" er nærmest blevet daglig kost. Mange højt kvalificerede fravælger derfor ministerposter og parlamentet.

Det illiberale demokrati
Mere problematisk er demokratisk "backsliding" ("regress"). Dette kan vi opleve i form af "illiberale demokratier". Valgene er frie, men ikke fair. Ungarn, Polen og Serbien er eksempler. Regeringerne har et flertal bag sig, men fastholder magten via indgreb overfor eksempelvis medier og domstole.

"Stabilitokratier" sikrer økonomisk og politisk stabilitet og fysisk og social sikkerhed for borgerne, men det sker med ikke-demokratiske midler.

Forudsætningerne for det liberale demokrati eksisterer ikke. Det illiberale demokrati og stabilitokratiet, også kaldt "managed democracy", minder om hinanden.

Rusland nævnes også i den forbindelse. Frie valg har Rusland aldrig haft. Forudsætningerne herfor eksisterer slet og ret ikke. Den mindst dårlige løsning kan derfor være den styrede overgang, som vi så, dengang Boris Jeltsin overlod magten til Vladimir Putin i 1999.

Men denne mindst dårlige løsning passer ikke vestlige mainstream "idealister". Den styrede overgang kan blive gentaget, når Putin engang vælger at gå af i 2024 eller senere.

Fremgangsmåden kaldes også "Kazakhstan-modellen". Her blev den styrede overgang brugt, da daværende præsident Nursultan Naserbajev gik af for et par år siden.

Når valg ikke anerkendes af taberne
I masseprotestdemokratiet gennemføres valg. De bliver måske anerkendt af uafhængige valgobservatører, ofte med kritiske anmærkninger.

Men valg bliver ikke anerkendt af taberne. Det fænomen plager lige nu USA. Vi oplever masseprotestdemokrati i Sydøsteuropa i for eksempel Bulgarien og i Georgien samt i autoritære regimer som for eksempel i Hviderusland og Kirgisistan. Måske får vi stabilitokrati.

Det liberale "mainstream" – bestående af partier, professionelle meningsdannere og "eksperter" – bekæmper ihærdigt "afvigende" regimer. Men de glemmer ofte, at de omtalte forudsætninger for at indføre det liberale demokrati ikke er til stede.

Lande har forskellige historier og politiske kulturer. Ungarn og Polen rammes af EU-sanktioner, og det er selvom forholdene for demokratiet, herunder retssystemerne, kan være slemme eller måske værre i andre EU-lande som for eksempel Bulgarien, Rumænien, Grækenland og Italien.

Den sorte skole har taget over. De "uartige" i EU's klasse kommer i skammekrogen, får frataget lommepenge eller det, der er værre: De får regulære tæv.

Det "nye Europa"
"Vi", den kloge elite i vest, ved jo bedst. Sanktionerne hjælper sjældent, men der bliver da i det mindste "gjort" noget.  De nye medlemslande fra Øst- og Centraleuropa ønsker EU-medlemskabet, men er ikke meget for at blive dikteret udefra, heller ikke fra Bruxelles. Det har naturlige historiske årsager.

Det "nye Europa", som landene også kaldes, har igennem historien været underlagt imperier som det osmanniske, Østrig-Ungarn og Sovjetunionen. Desuden føler mange af landene at være blevet marginaliseret og at være blevet betragtet som en form for "andenrangsstater" i EU.

Vi er også for tilbøjelige til per automatik at støtte demonstrerende rundt om i verden uden at undersøge på forhånd, hvad de står for.

I 1980 kunne vi med god samvittighed støtte Solidaritet i Polen. I 2020 handler oppositionen i Hviderusland modigt, ikke-voldeligt og med visioner for fremtiden.

Men det er bestemt ikke tilfældet i andre tilfælde. I "masseprotestdemokratier" forsøger de utilfredse typisk at få EU over på deres egen side. Skal vi støtte dem? Er de demokrater?

Skytset – værdipolitikken – er også blevet brugt flittigt mod Rusland og Kina. Vestens problem er, at Asien/Kina på mange fronter har overhalet Vesten økonomisk og teknologisk. Solgte Kina mest legoklodser og tekstilvarer til Vesten, kunne vi bedre acceptere regimet. Putin var god nok for ti år siden.

Udenrigspolitikken skal tilpasses verdenssituation
Der er kort sagt mange gode grunde til at diskutere fremgangsmåderne for at redde og forbedre demokratiet.

Vi savner Willy Brandt og Mikhail Gorbatjov og deres teser gående på, at menneskelige kontakter, samhandel og (kritisk) dialog skaber de bedste forudsætninger for fremgang for demokratiet.

Vi så det i 1980'erne, hvor vi havde Helsinki-processen, Brandts "forandring gennem tilnærmelse" og Gorbatjovs "nye tænkning" i udenrigspolitikken.

Vi har brug for samme tilgange i dag, tilpasset den nuværende verdenssituation. Vi må respektere staters forskellige historier og kulturer.

Med Joe Biden som præsident i USA er der måske skabt et lille håb. Biden har været og er forhåbentlig stadig tilhænger af våbenbegrænsningsaftaler. Hans problem kan blive at få Kongressen med på idéen. Der er hårdt brug for en tredjevejstænkning i Europa, bort fra troen på unipolaritet og vestlig dominans.

Det var naturligt at tænke i den bane for 30 år siden lige efter Murens fald. I dag må finde andre veje til at få ændret verden.

Værdipolitik er en god ting. Vi må fordomsfrit diskutere, hvordan den skal formuleres konkret og med plads til forskellige synspunkter. Den diskussion er hårdt savnet. Den bør styrkes i et land, der gerne vil sælge sit demokrati til andre.

Forrige artikel Forsikring & Pension: Samling af cybertiltag i EU skal rumme forskelle Forsikring & Pension: Samling af cybertiltag i EU skal rumme forskelle Næste artikel Hjernesagen: Implementer EU-direktiv og giv pårørende ret til omsorgsdag Hjernesagen: Implementer EU-direktiv og giv pårørende ret til omsorgsdag
Skal EU til at drive imam-skoler?

Skal EU til at drive imam-skoler?

RADIKALT: Efter den seneste tids brutale islamistiske terrorangreb på europæisk jord efterlyser EU-formand en europæisk imamuddannelse. Ideen mødes med en del skeptisk, men kan være en rigtig god idé, mener forsker. Socialdemokraterne er ikke afvisende.