Løkkegaard: Vi skal af med det absurde forsvarsforbehold

Tilbage fra en sommer - der som sædvanlig blev kort (grundet panikken i Kabul) - står det europæiske samarbejde med - lige så sædvanlige - massive udfordringer. Udfordringer, som stiller krav om klare politiske holdninger og prioriteter.

Listen er lang, men for Venstre er der tre uundgåelige områder, som ikke kan skubbes:

Markedsdrevet klimakamp

Klimakampen er - nu som før - på top-tre listen: “Fit for 55”-planen skal føres ud i livet - og netop nu starter den hårde del af festen; nemlig betalingen for nå alle de rare målsætninger, man er blevet enige om det seneste år.

Forvent et monster-slagsmål, som beslutningstagerne på de øverste etager - både i Bruxelles og i hovedstæderne - udenfor kameralinsen udtrykker alvorlig bekymring for.

Venstres holdning er klar: Vi skal sikre, at klimakampen bliver markedsdrevet - og ikke ender i ender i endnu flere kæmpefonde, hvor vi i nord kommer til at betale for skåltalerne i syd - og hvor vi får sikret den livsnødvendige innovation som er den eneste sikkerhed for at nå målene.

Værdikamp for EU's fremtid

Værdikampen er også nået et kritisk punkt: Lige nu presser vi i Europa-Parlamentet på for at få Kommissionen til at følge op på den retsstatsmekanisme, som vi sikrede os sidste år i forbindelse med syvårs-budgettet.

Vi ønsker, at Danmark sidder med ved bordet, når vores egen sikkerhed diskuteres. Vi vil af med det stadig mere absurde Forsvarsforbehold.

Morten Løkkegaard
MEP (V), næstformand, Renew Europe

Mekanismen, der skal smække pengekassen i, hvis den systematiske underminering af demokratiet fortsætter i især Polen og Ungarn, er en skrøbelig størrelse. Vi mangler at se, om den overhovedet kan bruges til noget. Det hele ender jo i retten - sådan var kompromisset - men der er stor frygt for, at det ender i bevidste forsinkelser og risiko for, at det hele løber ud i sandet.

Venstre holdning er klar: Værdikampen er den - måske - vigtigste for EU's fremtid, fordi vi - hvis ikke vi gør noget - risikerer at rådne op indefra af mangel på legitimitet. Men hvorfor skal vi blande os i andre landes interne anliggender?

Fordi det netop ikke kun er interne anliggender. Vi har faktisk alle skrevet under på Københavner-kriterierne for at blive medlem af klubben. Og der må være konsekvens. Hvis man modtager 80 milliarder euro om året i EU-støtte, giver det absolut ingen mening, at man samtidig ikke overholder de mest fundamentale regler. Vi kan med andre ord ikke vende det blinde øje til. Det handler om hele samarbejdets troværdighed og fremtid.

Vi skal sikre et stærkt EU i verden

Tredje og super-aktuelle punkt: Kampen for at sikre et stærkt EU i verden; Hænger selvfølgelig sammen med værdikampen, blot “ud af butikken”. Europas indflydelse bliver stadig mindre - og dermed også vores sikring af de værdier, som vi gerne så på hele kloden.

Afghanistan-panikken og USA's manglende lyst til at engagere sig har gjort det uomgængeligt at diskutere, hvordan vi kan sikre det, som den franske præsident har kaldt “Europæisk suverænitet”, som jo kræver sammenhold og redskaber til at praktisere sammenhold. Hvordan skal diktatorer of kriminelle despoter tage EU alvorligt, når man gang på gang ikke kan udvise det mindste sammenhold, når der skal lægges en fælles kurs?

Venstres holdning er klar: Vi ønsker, at Danmark sidder med ved bordet, når vores egen sikkerhed diskuteres. Vi vil af med det stadig mere absurde forsvarsforbehold, sikre at Nato's ønsker om hjælp til en helhedsorienteret sikkerhedspolitik, til at spare penge ved at få sikret bedre fælles indkøb, få skabt et endnu tættere samarbejde mellem efterretningstjenesterne, så vi undgår terror. Vi kommer også til at diskutere, hvad vi stiller op med den enstemmighed-regel, der giver lande som Malta vetoret på selv de mest banale sanktioner.

Det var de tre mest presserende. Men det er selvfølgelig halsløs gerning ikke at nævne de øvrige vigtige emner på dagordenen.

Den digitale dagsorden dominerer

Lige nu forhandler vi om historiens mest vidtgående ændring i forholdet mellem borgerne, staterne og de teknologiske giganter som Facebook, Apple og Amazon. Det er nu, deres enorme magt skal bringes under kontrol, så vi igen - midt i begejstringen over digitaliseringens vidunder - igen får kontrol over vores liv.

Det gælder deres brug af data, deres de facto monopol på markedet og ikke mindst deres ansvar for alt det ødelæggende, som foregår på deres platforme - og som er mere end svært at håndtere lovgivningsmæssigt.

Disinformation er på alles læber efter Brexit og russernes vellykkede forsøg på at påvirke de amerikanske valg af Trump. Jeg er selv næstformand i det særudvalg (kaldet INGE), som barsler til januar med en række ideer til at beskytte vore demokratier mod disinformation og hacking.

Jeg har også været forhandler på den såkaldte cybersikkerhedspakke, som skal skabe et fælles regelsæt, fælles standarder og fælles pligt til at reagere overfor de stadig mere hyppige cyberangreb fra kriminelle og diktatorer, som truer vore demokratier og økonomier…

Corona- og grænsesamarbejde

Man slipper selvfølgelig heller ikke udenom følgerne af covid-19 pandemien: Der skal følges op på den store hjælpepakke for økonomierne især i Syd. Og vi skal have sikret et fælles beredskab og vaccineproduktion, så vi ikke igen bliver taget med bukserne nede.

Endelig bør man nævne det store dyr i åbenbaringen - genopretningen af Schengensamarbejdet og Dublin-forordningen, så udsigten til nye flygtningestrømme fra Afghanistan ikke er udsigten fornyet politisk kaos… Her er udsigten ikke alt for god, og man skal i hvert fald ikke regne med, at det franske formandskab vil røre ed dyret. Det er og bliver en tabersag.

En ny model for det europæiske samarbejde

Her kunne man også stoppe listen, men så alligevel: Til allersidst blot et par ord om Konferencen om Europas Fremtid, den aktuelle ambition om at reformere selve systemet EU. Jeg kommer lige fra en tur til Paris, hvor franskmændene - med præsident Macron i spidsen - gjorde et meget stort nummer ud af netop den konference.

Macron og hans tropper fandt jo vej til vores liberale lejr i 2019, og fik i den forbindelse skruet en kompromis-pakke sammen efter valget, hvor der blev givet løfter fra især Merkel om, at konferencen skulle ledes af Guy Verhofstadt, vores formåede tidligere leder af den liberale ALDE-gruppe (Nu Renew Europe)

Det skulle snart vise sig at være umuligt for Merkel at leve op til det løfte, da super-føderalisten Verhofstadt over årene har udviklet en særlig evne til at irritere en del regeringsledere grænseløst

Efter alenlange forhandlinger, som blandt andet betød at det tyske formandskab ikke kunne nå en enighed, blev Kompromisset her for nyligt så mærkværdigt, at det i dag er mere end vanskeligt at vurdere, om konferencen nogensinde vil nå til noget som helst. Såkaldte borger-paneler er nedsat til at debattere, men det er endnu ikke afgjort, hvem der skal konkludere til slut - og hvad man skal gøre med resultatet. Det forhandles stadig - og imens går tiden.

For franskmændene - og især Macron - handler det om transnationale valglister eller noget andet nemt og synligt, der signalerer reform og mere fælles Europa. Ligeså vigtigt er timingen. Fra marts indledes valgkampen i Frankrig - og der skal konferencen helst have præsteret et eller andet.

Venstres holdning er klar: Vi er ikke tilhængere af at bruge tid og kræfter på ørkesløse institutionelle diskussioner midt i en tid, hvor der er masser af uløste problemer, der kræver vores opmærksomhed.

Men vi anerkender, at man kan argumentere for reformer af et gammelt system opfundet i 50’erne. Jeg har dog sikret mig en plads i konferencen - fordi der ér brug for en diskussion af nye samarbejdsmodeller efter Brexit. En mere fleksibel model, som giver os alle mere frihed til at stå udenfor dele af samarbejdet - uden at skulle udskammes af den grund (apropos den Sociale Union). Om konferencen ender der, er nok mere end tvivlsomt.

Alt i alt er der udsigt til en forrygende politisk sæson, hvor det - som antydet - kan blive svært at nøjes med tre prioriteter.

Dette debatindlæg er den skriftlige version af en tale, som blev holdt i Altingets Gård 10. september som led i et EU-debatmøde, der var finansieret af Europa-Parlamentets kontor i Danmark.