Christiansborgforslag underminerer den danske model

Med gru kan fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne i øjeblikket se på, hvordan Christiansborg med en stribe forslag underminerer den danske model.

Statsministerens udmelding om, at lønspørgsmålet skal ind på Christiansborgs bord, hvis rekrutteringsproblemerne i "velfærdsfagene" skal løses, har fremkaldt dybe panderynker især på arbejdsgiversiden – men i høj grad også på lønmodtagersiden.

Er produktionsdanmark nu henvist endeligt til at være malkeko for en offentlig sektor, hvor manglen på gennemgribende reformer skriger til himlen? Skal den danske model med overenskomstforhandlingerne som det helt centrale område nu kortsluttes, hvis man bare kan gå til Christiansborg og få de ønsker opfyldt, som man ikke kunne forhandle sig til?

Der er en dyb bekymring for, at Christiansborg begynder at uddele milde gaver i en giftig valgkamp

Tine Aurvig-Huggenberger

Den adfærd er også kendt som forumshopping, hvis henholdsvis lønmodtagere eller arbejdsgivere kan få politikerne til at lovgive på områder, der ellers traditionelt har hørt hjemme ved deres eget forhandlingsbord.

Det er en adfærd, som kan underminere ethvert ansvarligt forhandlingsmiljø. Der er en dyb bekymring for, at Christiansborg begynder at uddele milde gaver i en giftig valgkamp. Gaver, som vil besværliggøre muligheden for at lande et ansvarligt overenskomstresultat i 2023.

Betingelserne er hårde nok i forvejen. En inflation, der buldrer derudaf, med en forringet realløn til følge. Både fagbevægelse og arbejdsgivere ser det som afgørende at sikre reallønnen, men det er samtidig en sikker måde at drive inflationen endnu højere op.

Lige nu svarer en sikring af reallønnen til at løse cirklens kvadratur. Så løsningen bliver måske en etårig overenskomst, hvor der bliver givet både til gården og til gaden. Det er noget, der gør ondt på arbejdsgiverne. Korte overenskomstperioder er ikke noget, som arbejdsgiverne holder af. Det skaber al for stor usikkerhed, og usikkerhed kan være lig med lavere indtjening.

Regeringens store slagnummer med at sætte et loft over huslejestigningerne betragtes heller ikke som hjælpsomt af arbejdsmarkedets parter. Man skal huske på, at pensionskasserne har store ejendomsporteføljer og dermed også er store udlejere.

De mange ejendomme, som pensionskasserne har bygget og investeret i, er ikke mindst kommet til på baggrund af skiftende regeringers ønske om, at pensionskasserne investerede i lejeboliger. Derfor er lønmodtagernes fremtidige pensionsafkast afhængige af pensionskassens indtægter og udgifter – for nu at sige det banalt.

Når pensionskasserne ikke får det estimerede afkast, bliver lønmodtagernes fremtidige arbejdsmarkedspensioner selvfølgelig mindre værd. Så nu kan der opstå et yderligere tryk ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlinger.

Der skal afsættes højere procenter til arbejdsmarkedspensionerne. Der spørges bag lukkede døre, om man ikke kunne have målrettet støtten til dem, der har brug for det, i stedet for at indføre en universel velfærdsordning, der kaster yderligere problemer af sig.

Samtidig har regeringen forsømt at indkalde til trepartsforhandlinger på voksen- og efteruddannelsesområdet. Nuvel, parterne mødtes i sidste uge, men rygterne siger, at undervisningsministeren er uengageret, og at deltagerne fik udleveret papirerne på selve mødet, så det kom der ikke det store ud af.

Ingen forestiller sig, at denne udfordring bliver løst inden et folketingsvalg. Og nu er der sikkert nogen, der siger: Skulle det nu være vigtigt? Det vurderes som overordentligt vigtigt. Og betragtes som en forsømmelse af de større.

Reformtørken er et voksende problem

Tine Aurvig-Huggenberger

Det er efteruddannelsesindsatsen, som skal medvirke til at løse nogle af de massive rekrutteringsproblemer af kvalificeret arbejdskraft, som både den private og offentlige sektor lider voldsomt under. Og det burde være et æg i regeringens kurv. Det kunne fjerne noget af det voksende pres på import af udenlandsk arbejdskraft.

I både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne vokser opfattelsen af, at velfærdssamfundet er ved at sande til. At reformtørken er et voksende problem, og at Christiansborg ikke evner at tage de vanskelige beslutninger.

Selv for arbejdsgiverne kan dette her ikke reduceres til et spørgsmål om topskattelettelser, det er helt anderledes dybe reformer, der er brug for. Man kan nævne i flæng; rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, fordeling af opgaverne mellem den offentlige og private sektor, behandlingstiderne i sundhedsvæsenet, bekæmpelsen af den stigende inflation og så videre.  

Frustrationerne er til at tage og føle på, og der breder sig en opfattelse af, at det er meget svært at optræde som ansvarlige parter på arbejdsmarkedet. De parter, der gennem de sidste 30 år har lagt vægt på jobfest frem for lønfest. Det vil vise sig, om overenskomstforhandlingerne i 2023 bliver punktummet for den strategi.