Margrete Auken: EU er mere borgernært end vi tror

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Til møder og debatter rundt om i landet møder jeg mange der synes EU og Bruxelles er meget langt væk.

De oplever den Europæiske Union som et bureaukratisk monstrum hvor kun fortravlede bureaukrater og tvivlsomme lobbyister har adgang og hvor borgerne ingen mulighed har for at komme til orde.

Sådan er det heldigvis ikke.

Borgerens klageret
I traktaten, altså EU’s ’grundlov’, fastslås det at alle der bor i EU har ret til at klage hvis lovene (der jo er vedtaget i fællesskab af folkevalgte; deres egne regeringer og Europa-Parlamentet) krænkes af myndighederne.

Borgernes vej går ofte igennem klager til Europa-Parlamentets Petitionudvalg ('udvalget om andragender'; på forståeligt dansk: ’borgerklageudvalget’).

Havbrugssagen er et tydeligt eksempel på hvor vigtigt det er at EU sætter konkrete og langsigtede mål, ikke mindst når det gælder natur- og miljøpolitik. Mange regeringer bøjer alt for let af for hurtige penge. Alene magter de ikke at værne om vores miljø og natur.

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Her vurderer parlamentsmedlemmerne om klagerne er berettigede, det vil sige om de angår EU-lovgivningen. I så fald sendes de til EU-Kommissionen som undersøger om lovene er overholdt, og hvis ikke, hvordan sagen kan komme på ret køl. Svaret sendes til Petitionsudvalget der så drøfter den i et åbent, webstreamet møde, ofte med deltagelse fra klagerne selv og med Kommissionen.

Når regeringer sommetider, bevidst eller ubevidst, omgår EU-lovgivningen, er PETI et ganske nyttigt redskab for borgere. Samtidig hjælper det Kommissionen og Europa-Parlamentet til at holde øje med om landene nu også implementerer og overholder forordninger og direktiver korrekt.

Havbrugssagen
Et glimrende eksempel er havbrugssagen. Den handler om den danske regerings uansvarlige håndtering af Østersøens havmiljø.

Omdrejningspunktet for hele sagen er opfindelsen af et såkaldt nationalt ’miljømæssigt råderum’ i Kattegat. ’Råderummet’ giver plads til at oprette flere havbrug der kan forurene yderligere op til 800 tons kvælstof og 96 tons fosfor.

Begrebet ’miljømæssigt råderum’ eksisterer imidlertid ikke i EU-lovgivningen. Tværtimod stiller EU klare målsætninger for beskyttelse af vores havområder i havstrategien og beskyttelseskrav til de danske vandområder i Vandrammedirektivet.

Var det danske havmiljø blot i eminent tilstand, uden alger og med en imponerende biodiversitet, kunne man måske overveje om også industrien kunne drage fordel deraf. Det forholder sig imidlertid lige modsat: kun to af 119 kystvandsområder har i dag en såkaldt ’tilfredsstillende økologisk tilstand’. Op mod 95 procent af danske kystvande opfylder ikke miljømålene, og den danske lovgivning bør derfor gå i en helt anden og anderledes ambitiøs retning.

Der er aldeles ikke noget ’råderum’ til mere forurening – havmiljøet skal forbedres hurtigst muligt. Sker det ikke, vil den tiltagende forurening give flere alger, mere uklart vand og øget risiko for iltsvind med forringet biodiversitet og dermed fiskeri til følge.

Problemet er altså klart. Flere havbrug giver dårligere havmiljø, og folketingsflertallets tilladelse til havbrug tilsidesætter EU-lovgivningen på området.

Mere borgernært end vi tror
Djursland rammes først og hårdest, og vakse lokale SF’ere indgav derfor i juni en klage til PETI som fandt den berettiget. Partiernes ordførere behandlede sagen som en hastesag og sendte den straks videre til Kommissionen. Her vurderer man netop nu om Danmark kan tillade sig at øge forureningen, endda så betydeligt. Samtidig følger grønne politikere fra landene omkring Østersøen sagen tæt, for også de er bekymrede for den grænseoverskridende forurening af deres farvande. 

Havbrugssagen er et tydeligt eksempel på hvor vigtigt det er at EU sætter konkrete og langsigtede mål, ikke mindst når det gælder natur- og miljøpolitik. Mange regeringer bøjer alt for let af for hurtige penge. Alene magter de ikke at værne om vores miljø og natur.

Men sagen er også et eksempel på respekt for borgernes krav på, ret til og mulighed for at klage når medlemslandene ikke lever op til de forpligtelser de har påtaget sig gennem EU’s fælles lovgivningsproces.

At EU er nødvendig når det gælder miljøpolitik, har de fleste der arbejder med området opdaget.

Men at EU samtidig er mere borgernært end de fleste tror, er havbrugssagen et fint eksempel på.