Margrete Auken: Hvad med miljøet efter Brexit?

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europaparlementet

29. marts meddelte Theresa May formelt Donald Tusk, præsident for Rådet at Storbritannien har aktiveret Lissabontraktatens artikel 50 og sætter BREXIT-forhandlingerne i gang.

Artikel 50 er kort, kun fem paragraffer, og giver helt enkelt medlemslandet ret til at beslutte at udtræde og indgå forhandlinger. Den angiver desuden at al EU-lovgivning og alle aftaler mellem EU og briterne vil være ophævet efter to år, altså 29. marts 2019.

Love som er implementeret i national lovgivning vil stadig være gældende men også væsentligt lettere for de nationale parlamenter selv at ændre efterfølgende. Det skal dog ske med forsigtighed for ikke at skade eksporten til EU27.

Fordele for medlemmer
EU sætter samme miljøstandarder for importerede og hjemmeproducerede varer og vil næppe give Storbritannien fordelagtige handelsbetingelser hvis de begynder at deregulere. Selv hvis de opretholder standarderne skal de meldes ind i den Europæiske Frihandelsorganisation for at få fuld adgang til det indre marked og vil således stadig ikke have fuld selvbestemmelse.

Selvom vi vist alle ønsker et godt samarbejde fremover og ikke er ude på at straffe Storbritannien, må det være klart at man ikke kan få større fordele i samarbejdet uden for EU end som medlem.

Miljø og natur kender ikke til landegrænser, fisk svømmer i alle farvande og atmosfæren er aldeles ligeglad med om CO2 udledes fra Bruxelles, Beijing eller Belfast.

Margrete Auken (SF)
MEP

Men det er ikke kun det indre marked der spiller en rolle for fremtidens samarbejde. Miljø og natur kender ikke til landegrænser, fisk svømmer i alle farvande og atmosfæren er aldeles ligeglad med om CO2 udledes fra Bruxelles, Beijing eller Belfast.

UK-klima er afhængig af EU
EU har ifølge en rapport fra Institut for Europæisk Miljøpolitik (IEEP) den mest ”komplette og indflydelsesrige” miljølovgivning i verden og den har briterne selv haft stort gavn af. For eksempel er Themsen blevet væsentligt renere som følge af miljøkontroller, der er langt mindre forurening af badevand ved kyster og i floder, og luftkvaliteten er blevet markant bedre.

Det er er en direkte følge af EU’s miljølovgivning. Storbritannien har bidraget med forskning og rådgivning af høj kvalitet, men har nølet med at implementere de færdige love. Briterne kan derfor takke EU for miljøfremskridt som følge af pres og ambitioner fra resten af EU-landene og Kommissionen.

EU er svagere uden UK
På klimaområdet har briterne også haft god gavn af EU’s fremsyn. For eksempel har målet om 20% vedvarende energi i 2020 skabt hastig vækst i industrien i de seneste par år trods en generel britisk skepsis over for bindende målsætninger. Men samtidig har Storbritannien i klimaforhandlinger faktisk været blandt de lande, der pressede mindre ambitiøse EU-lande til en stærk fælles klimapolitik.

Westminster har også været stor fortaler for markedsbaserede virkemidler til at opfylde klimamål og har spillet en nøglerolle i udformningen af kvotehandelssystemet – det er ikke Storbritanniens skyld at det stadig er temmelig ineffektivt. Mange af de forbedringer der trods alt er kommet skyldes Storbritanniens ambitioner og muskler. Nu risikerer de at få lige så lidt eller mindre indflydelse end Norge og Island.

Miljøet betaler prisen
Jeg er ikke i tvivl om, at miljøet i England, Skotland, Wales og Nordirland vil lide under ikke længere at være underlagt EU's miljøpolitikker. Og vi i resten af EU vil mangle en af vores stærke stemmer i internationale forhandlinger; EU må derfor finde ud af hvordan vi kan spille med lige så store muskler fremover.

Det er bare så trist at Storbritannien forlader vores fællesskab. EU’s enestående forpligtende samarbejde mellem 28 suveræne lider da skade ved kun at omfatte 27 stater, og parallelt med forhandlingerne med briterne skal vi internt finde ud af hvordan EU fremover skal fungere uden englænderne ved bordet.

For både dem og os er det skræmmende at tænke på hvornår og hvor meget May-regeringen vil slække på miljøkravene efter et BREXIT når der ikke længere er et EU-27 til at presse på for at hæve niveauet og sikre implementeringen.