Messerschmidt: Europa-Parlamentet skal fylde så lidt som muligt

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Bedst for europæerne ville det være, at Europa-Parlamentet overhovedet ikke fandtes.

Det har altid været Dansk Folkepartis holdning, for selv om vi nok så meget ønsker europæisk samarbejde, så ønsker vi ikke Danmarks selvstændighed taget ud af hænderne på vores egne folkevalgte. Desværre har EU's ideologiske arkitekter haft held til at øge Parlamentets beføjelser, så vi i dag er tættere på deres mål: et tokammersystem i en europæisk føderation.

Danskerne ønsker ikke mere EU
Men det kunne have været værre, for paradoksalt nok er Europa-Parlamentets øgede magt blevet modsvaret af dalende folkelig tilslutning til EU: folkeafstemninger i Holland og Frankrig i 2005 anbragte EU-forfatningen på historiens mødding, og i Danmark har befolkningen med sit nej til Maastricht, euroen og opgivelse af retsforbeholdet givet et vink med en vognstang om, at danskerne ikke ønsker mere EU.

Når vælgerne gang på gang har vist, at de ikke ønsker mere EU, så kan det få selv radikale og venstrepolitikere til at være fodslæbende; så meget, at der i dag er slidt store huller i Uffe Ellemann-Jensens blå EU-sokker.

Morten Messerschmidt (DF)
MEP

Det har åbenbart gjort indtryk på de danske medlemmer af Parlamentet, som igen er på dagsordenen efter Brexit.

I juni skal EU's ministre tage stilling til, hvad der skal ske med de 73 pladser, som ud af de nuværende 751 pladser bliver overflødige, når de britiske medlemmer forlader Europa-Parlamentet. Med undtagelse af Folkebevægelsens Rina Ronja Kari er der blandt de danske medlemmer af Parlamentet et ønske om, at de 73 pladser ganske enkelt skal sløjfes.

At formindske Europa-Parlamentet rokker ganske vist ikke ved dets uberettiget store magt, men et mindre parlament er alt andet lige et udtryk for sund, dansk sparsommelighed – og vel også nemmere at forklare over for de stadig mere skeptiske europæiske skatteborgere og vælgere.

Tværeuropæiske lister? 
Et langt mere principielt spørgsmål er imidlertid, om der i et Europa-Parlament efter Brexit skal afsættes en kvote af pladser til såkaldte "tvær-europæiske" lister. Frankrigs præsident Macron, som af EU-evangelisterne er blevet hilst velkommen som en ny messias, har talt varmt for at genoplive idéen, som i grunden er kernen i tankegangen i visionen om et Europas Forenede Stater: Borgerne skal holde op med at tænke som tyskere, spaniere, danskere eller italienere og i stedet som schwabere, catalanere, jyder og sicilianere.

Ikke besværlige nationalstater, men fragmenterede regioner, samlet i konfliktfri harmoni under kommissariatets overherredømme i europæernes hovedstad, Bruxelles. Danskere skal kunne stemme på tillidsvækkende kandidater i Napoli, og Kretas indbyggere skal kunne stemme på politikere i Bayern, som går ind for at sløjfe Grækenlands gæld til Tyskland. Og svenskere skal kunne stemme på danske politikere, som går ind for en feministisk udenrigspolitik og pivåbne grænser.

Det føderalistiske fatamorgana
Tanken er aldeles frastødende. Og mens den slags nok får hjertet til at svulme i en Stine Bosse, så bliver jeg faktisk opmuntret af, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet afviser det føderalistiske fatamorgana. Ligesom jeg bliver opmuntret af, at den danske regering sammen med andre lande afviser at lade Europa-Parlamentet diktere, hvem der skal være EU-kommissionens formand.

Er der mon alligevel noget, der samler os danskere dernede? Kan det mon være, at "fælles sprog giver vore tanker mæle"?

Jeg vælger den positive udlægning: Når vælgerne gang på gang har vist, at de ikke ønsker mere EU, så kan det få selv radikale og venstrepolitikere til at være fodslæbende; så meget, at der i dag er slidt store huller i Uffe Ellemann-Jensens blå EU-sokker.

Når danske EU-politikere i dag finder dem frem fra skabet for at give dem en chance til, så må de konstatere, at forsøg på at reparere dem med stoppegarn kun vil gøre dem endnu mere ubehagelige at have på.