Mette Frederiksens nytårstale var blottet for indenrigspolitik

Stak hånden i hvepsereden

Den politiske hovedvægt var lagt på den internationale udvikling, ikke mindst konflikten mellem Israel og palæstinenserne, der er en sand politisk hvepserede. Mens Mette Frederiksen i perioden efter Hamas' terrorangreb blev beskyldt for kun at have øje for israelernes lidelser, var nytårstalen anderledes afstemt.

Statsministeren tog udgangspunkt i et besøg på Marienborg af Israels første premierminister – og udråber af staten Israel – Ben-Gurion tilbage i 1962:

"Meget har forandret sig siden da. Men nogle menneskers had til Israel og palæstinensernes dårlige livsbetingelser er desværre begge intakte," lød det fra statsministeren.

Samme balance blev fulgt med stor konsekvens:

"De seneste måneder har nye grusomme billeder brændt sig fast på vores fælles nethinde: Unge israelere, som det ene øjeblik fester sorgløst i ørkenen – og det næste flygter fra maskingeværsalver. Hele familier liggende dræbt i soveværelset i et af de mest bestialske terrorangreb i nyere tid. Krig i Gaza. Børneliv, der ender, nærmest inden de er begyndt. En humanitær katastrofe. Mangel på mad, medicin og vand." 

De mest interessante passager i nytårstalen handlede om konflikten i Mellemøsten.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Den officielle danske position – der er fælles med hele EU – blev slået fast på denne måde:

"Kan vi være fælles om den her vision? At jøder har ret til at leve i fred, sikkerhed og frihed. I Israel, ja, hvor de end måtte bo og leve. Selvsagt også her i Danmark. Og at palæstinenserne har den samme ret. At også de har krav på deres eget land." 

"To stater, der eksisterer side om side. Det kan synes helt umuligt lige nu. Men jeg tror, det er den eneste vej frem."

Og igen en afstandtagen til ekstremister på begge sider af konflikten:

"Det kræver, at palæstinenserne tager afstand fra Hamas. Fra antisemitismen. At de anerkender Israel og søger freden. Det kræver, at israelerne stopper de ulovlige bosættelser. At det ikke er de mest ekstreme, der får lov at definere, hvad Israel er."

Dermed fik statsministeren udtrykt sig på en måde, som langt størstedelen af danskerne kan bakke op om. Og hun fik lavet en vis korrektion af den linje, der i de første dage af den aktuelle konflikt var præget af hendes dybe afsky for Hamas' terrorangreb, mens palæstinensernes lidelser i Gaza først på et noget senere tidspunkt fik hendes fokus.

Talen komme næppe til at påvirke meningsmålingerne synderligt. Men opgaven 1. januar blev løst, som den skulle under de omstændigheder, dronningen havde skabt aftenen før. 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

"En kamp for det Europa, vi kender

Ukraine er et andet område, som har fyldt virkelig meget for statsministeren, hvor hun har været en af den ukrainske præsident Zelenskyjs stærkeste støtter. Emnet fik også et mindre afsnit i nytårstalen, hvor Mette Frederiksen beskrev Ukraines kamp som "en kamp for det Europa, vi kender". 

Men der blev også luftet en bekymring over, at støtten til Ukraine er svindende – både i dele af Europa og i USA:

"Vi er en af de befolkninger i verden, der er mest loyale over for ukrainerne. Og vi er et af de lande, der har hjulpet mest. Det kan vi være stolte over. Nu skal vi holde fast, " sagde statsministeren. 

Hun satte ord på sin bekymring med spørgsmålet:

"Et Europa uden vilje og evne til at forsvare sig selv. Hvad er det værd?"

Her gik statsministeren over i en direkte kritik af den europæiske indsats:

"Ukraine mangler ammunition. Europa har ikke leveret det, der er brug for. Det er ikke godt nok. Vi vil presse på for mere europæisk produktion. Det haster. Og de danske F16-fly skal på vingerne snart."

Hyldest til det nationale fællesskab

Mette Frederiksen afrundede med endnu en hyldest til dronningens indsats gennem årene og en understregning af betydningen af fælles historie og fælles værdier:

"Vi har brug for at være fælles som folk og som land. Vi kan vitterligt kun håndtere fremtiden, hvis vi ved, hvad vi selv består af. Hvorfor vores lille land er så anderledes. Så stærkt. Den ubrudte kæde igennem 1000 år er historien om os danskere."

Alt i alt en tale statsministeren slap rimelig godt fra, og hvor hun igen kunne optræde i rollen som en samlende figur.

Det løser ikke SVM-regeringens kroniske problemer, og talen kommer næppe til at påvirke meningsmålingerne synderligt. Men opgaven 1. januar blev løst, som den skulle under de omstændigheder, dronningen havde skabt aftenen før.