Niels Fuglsang: EU er sårbar over for kinesisk opkøb af kritisk infrastruktur

DEBAT: Kina har for let ved at opkøbe i strategisk vigtige sektorer i EU-lande, hvilket giver politisk indflydelse. EU skal have arbejdshandskerne på, skriver Niels Fuglsang (S).

Af Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet samt Parlamentets Kina-delegation

I de sidste 20 år er Kina blevet en økonomisk supermagt, der om få år ser ud til at overhale USA i rollen som verdens største økonomi.

Samtidig har kineserne skruet ambitionsniveauet, hvad angår opkøb, op – også i Europa.

Nu råber Den Europæiske Revisionsret vagt i gevær: Vi har ikke et reelt overblik over kinesernes investeringer i EU og de risici, der forbundet med dem. Det gør EU sårbar.

Kina opkøber i vigtige sektorer
Milton Friedmann, der vandt nobelprisen i økonomi, er blevet citeret for sætningen: ”the business of business is profits”. Med andre ord: forretning handler om at tjene penge og har ikke noget med politik at gøre.

I dag må vi indse, at verden mere kompliceret. Forretning og handel handler også om politik og indflydelse, og det bliver EU nødt til at indse, hvis vi skal undgå at fremmede lande får magt over os.

Her skal vi særligt holde øje med Kina, der i det seneste årti har sat turbo på deres ambitioner som ny økonomisk supermagt. I 2013 blev den enorme ”ét bælte, én vej”-strategi vedtaget, og den blev to år senere fulgt op af tiårsplanen ’Made in China 2025’. Begge har til formål at gøre Kina verdensførende inden for en række industrier, og det bør bekymre.

Det foregår ved, at Kina statsstøtter sine virksomheder til at investere og opkøbe i strategiske sektorer som energi, telekommunikation og transport – for eksempel Piræus havn i Grækenland eller British Steel i England.

Samtidig lukker kineserne markedet for europæiske virksomheder – medmindre virksomhederne røber deres teknologier til de kinesiske myndigheder.

Ingen handling fra Kommissionen
Det er unfair konkurrence, som giver Kina unødig økonomisk – og i sidste ende politisk – indflydelse i EU. Det så vi tydeligst, da Grækenland blokerede for en kinakritisk EU-udtalelse i 2017, umiddelbart efter massive kinesiske investeringer og opkøb i landet.

Sidste år erklærede EU-kommissionen, at vi bør betragte stormagten som en ”systemisk rival”, der spiller efter andre regler, end vi gør her i Europa. Alligevel har EU endnu ikke taget de nødvendige skridt for at tage fat om problemets rod og har umiddelbart heller ikke planer om det foreløbig.

Det blev for alvor tydeligt for mig ved et møde i Europa-Parlamentets Kina-delegation i sommer, hvor vi skulle diskutere EU’s fremtidige relation til Kina.

Jeg spurgte personligt EU-Kommissionen ind til, hvilke tiltag den havde påtænkt i forhold til at forhindre kinesisk opkøb af kritisk infrastruktur. Jeg efterlyste selv, at EU samordner en screeningsmekanisme af Europas kritiske infrastruktur for at kunne identificere og forhindre opkøb fra fremmede magter.

Kommissionen henviste blot til en screeningslov, der vil træde i kraft til oktober.

EU i en sårbar situation
Problemet er imidlertid, at netop den lov er komplet utilstrækkelig. For selvom dens hensigt er fin, har kun omkring halvdelen af EU’s lande fastsat screeningsmekanismer ved investeringer i kritisk infrastruktur, og dem uden er ikke forpligtet til at indføre sådanne.

Samtidig har mange medlemslande bilaterale investeringssamarbejder med tredjelande – herunder Kina. Og det på trods af, at Den Europæiske Revisionsret i en ny rapport har anbefalet, at man samtænker screeningsprocedurer, så vi får en fælles forståelse af, hvad der tæller som kritisk infrastruktur og derfor ikke skal havne på udenlandske hænder.

Det mest kendte (eller berygtede) samarbejde er det såkaldte ”17+1”, der blev stiftet i 2012.  Her samarbejder Kina og 17 andre central- og østeuropæiske lande om investeringer i blandt andet europæisk infrastruktur.

12 EU-lande er med, mange uden en screeningsmekanisme. Når der investeres, bliver hverken EU eller dets medlemslande underrettet, og dermed mister vi overblikket over problemets potentielle omfang.

Det sætter EU i en alt for sårbar situation. For eksempel har 15 medlemsstater underskrevet aftaler med Kina i forbindelse med sidstnævntes ”ét bælte, én vej”-strategi, uden at EU var blevet underrettet om det. Vi har ingen fælles strategi. Det er dybt foruroligende.

Tre trin mod bedring
EU skal tage arbejdshandskerne på og tage fat ved problemets rod. Det første afgørende skridt er en tilbundsgående kulegravning af, hvor mange og hvilke investeringer fra tredjelande der foretages i EU.

Dernæst skal vi finde en fælles mekanisme for, hvordan vi definerer og screener kritisk infrastruktur, så vi forhindrer unødig indflydelse fra fremmede magter.

Endelig skal vi bekæmpe den unfair konkurrence ved at nægte tredjelandes virksomheders adgang i offentlige udbud i EU, hvis europæiske virksomheder ikke nyder lignende vilkår i tredjelandet.

EU kan ikke nøle længere, mens fremmede magter køber sig mere og mere indflydelse på vores breddegrader med uretfærdige metoder. Det har vi ikke råd til. Hverken økonomisk eller politisk.

Forrige artikel Rockwool: EU's grønne hjælpepakke er afgørende for at nå CO2-neutralt Europa Rockwool: EU's grønne hjælpepakke er afgørende for at nå CO2-neutralt Europa Næste artikel Knud Vilby til regeringen: Børnene skal ud af Moria Knud Vilby til regeringen: Børnene skal ud af Moria