Niels Fuglsang: EU’s naivitet over for Kina spænder ben for unionens suverænitet

Tirsdag 4. april mødtes den franske præsident, Emmanuel Macron, ledsaget af Kommissionsformand Ursula von der Leyen med den kinesiske præsident Xi Jinping i Kina. I hele tre dage skal særligt Macron og Jinping diskutere krigen i Ukraine og Europas forhold til den asiatiske stormagt.

For mig er det afgørende, at lejligheden benyttes til at gentænke tilgangen over for Kina, som vi på afgørende punkter er blevet alt for afhængige af som et resultat af en ureguleret globalisering.

Afhængig af Kina

Siden jeg blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019, hvor jeg også er medlem af Kina-delegationen, er jeg blevet stadig mere bekymret over omfanget af Kinas indflydelse i Europa. Kinesiske virksomheder har opkøbt kritisk infrastruktur, der giver Kina mulighed for at påvirke flere af EU’s lande politisk.

For i Kina er skillelinjen mellem det private og det offentlige sløret.

De seneste år har særligt vist, at den europæiske handels- og industripolitik har gjort os afhængige af fremmede magter, herunder særligt Kina. 

Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

En privat kinesisk virksomhed kan i lige så høj grad være et redskab i lommen på det kinesiske styre, som enhver anden offentlig institution i landet er det. Af den grund skal vi også være særligt opmærksomme, når vi handler med Kina eller tillader kinesiske virksomheder at købe vores havne eller telefonnet.

De seneste år har særligt vist, at den europæiske handels- og industripolitik har gjort os afhængige af fremmede magter, herunder særligt Kina. Coronakrisen viste, hvor afhængige EU var af de værnemidler, vi importerede fra Kina og ikke kunne producere selv i EU.

Også i den grønne omstilling er vi afhængige af Kina.

Vores solcelleproduktion i Europa er efterhånden fuldstændig udkonkurreret af en kinesisk industri med statsstøtte i ryggen. Og manglen på kritiske råstoffer og mikrochips gør os sikkerhedspolitisk sårbare over for kineserne.

Et uholdbart forhold

Kinas indtog på det europæiske marked er sket på ulige vilkår. For mens det europæiske marked har været frit tilgængeligt og åbent, er det ofte sværere for europæiske virksomheder at få statslige kontrakter i Kina.

Det er på tide at indse, at det ulige forhold er uholdbart. Heldigvis er dette så småt begyndt at gå op for EU, og jeg håber, at Macron og Von der Leyen også sætter disse problemer på dagsordenen, når de nu mødes med den kinesiske præsident. 

Det er på tide at indse, at det ulige forhold er uholdbart. Heldigvis er dette så småt begyndt at gå op for EU. 

Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Den seneste tid er man begyndt at tale om ”strategisk autonomi” i EU. Det handler om, at vi ikke kan være autonome, altså selvbestemmende, hvis vi er afhængige af fremmede magter på områder, som er afgørende for vores økonomi og sikkerhed.

Vi har indset, at vores energiforsyning er for afhængig af fremmede magter. Og vi har indset, at vores handels- og industripolitik ikke kan adskilles fra sikkerhedspolitikken.

Men et er at identificere et problem. Noget andet er at løse det. Der er heldigvis lovgivning på vej på området, men vi skal langt videre end det.

EU’s hovedopgave

For nyligt fremsatte EU-kommissionen en lovforslag, der handler om at gøre EU mindre afhængige af kritiske råstoffer fra Kina.

På nuværende tidspunkt kommer hele 98 procent af EU’s forbrug af sjældne jordarter fra Kina, hvilket gør os meget udsatte. Det samme er tilfældet, når det kommer til produktion af mikrochips. Taiwan står for det meste af verdens produktion af mikrochips. Taiwan er samtidig under trussel fra Kina, der truer den demokratiske ø. Mangel på mikrochips i Europa vil få uoverstigelige konsekvenser, da de efterhånden benyttes i alt fra biler, computere, telefoner, køleskabe osv. Heldigvis er det også på dette område EU-lovgivning på vej, som kommer til at styrke EU’s position.

Når man betragter Kinas tilgang til handels- og industripolitik er det tydeligt, at der et klart mønster. Ved at gøre sig uundværlige på strategisk udvalgte markeder og købe sig indflydelse over kritiske infrastrukturprojekter, gør man stille og roligt sin magt og indflydelse gældende over hele verden.

Derfor må vi forstå, at handel, industri og politik ikke er distinkte fænomener, men alt sammen en del af nationale interesser, indflydelse og magt. At national sikkerhed ikke skal ofres for handelsaftaler, der på kort sigt kan være lukrative, men på lang sigt kan koste os dyrt.

Derfor er det en hovedopgave for EU de kommende år at føre en økonomisk politik, der sikrer vores uafhængighed over for fremmede magter. Det skulle vi have indset for år tilbage. Men lad os i hvert fald komme i gang nu.