Nikolaj Villumsen: Højrefløjens masker er faldet – men tør von der Leyen sige det højt?

Mens formanden for EU-Kommissionen, den tyske konservative politiker Ursula von der Leyen, forbereder sig på at holde sin store årlige tale, State of the European Union, 13. September er én ting klar: både i EU-Parlamentet og i flere af EU's medlemslande er maskerne endegyldigt faldet. Hvis von der Leyen er ærlig, vil det være noget, hun ikke blot erkender i sin tale, men vælger at konfrontere direkte.

State of the European Union-talen – eller SOTEU, som den ofte blot kaldes på X (tidligere kendt som Twitter) og blandt Bruxelles-nørderne – afholdes hvert år til EU-Parlamentet og gør både status over det forgangne år og ser på, hvor vi befinder os i forhold til kommende udfordringer.

I et EU, der ofte har alt for lidt debat om, hvor vi står, og hvor vi vil hen, er det en mulighed for at trække linjerne op og sikre lidt demokratisk feedback på, hvad EU-Kommission foretager sig.

Bliver maskefaldet italesat?

Men nok om EU-procedurer og tilbage til det med maskerne. For hvorfor taler jeg om masker, og hvem er det egentlig, der endelig viser deres sande ansigter – og hvorfor er det noget, der giver anledning til bekymrede miner over store dele af den Europæiske Union?

Det korte svar er: Det er højrefløjen det handler om. Både den klassiske konservative højrefløj, som Kommissionspræsidenten repræsenterer – det, vi kan kalde den "pæne højrefløj" – men også den anden del af højrefløjen. Den del, hvor udsagn, der kan få det til at gibbe i det fleste, ofte kan opleves – det, der samtidigt er en del af højrefløjen, der i stadigt stigende grad går hånd i hånd med de "pæne" borgerlige.

Vil formanden turde sige fra over for sine konservative kollegaers uansvarlige angreb på naturen og klimaet – og vil hun stille dem til regnskab for at lade maskerne falde?

Nikolaj Villumsen
MEP (EL)

I flere EU-lande har vi set, hvordan EU's mere etablere konservative partier i stigende grad er villige til at gå åbenlyst hånd i hånd med dem, de tidligere ellers kun ville hviske med i krogene.

Vi ser det, når de borgerlige partier villigt går til valg på alliancer med dem, de for blot få år siden mente, var urørlige og for ekstreme. Det er et klart skred, ikke blot til højre i det politiske spektrum, men også i forhold til, hvor tæt man må være på fascistiske tendenser, uden at det tilsyneladende bekymrer.

Det gælder både, når man taler om eksempelvis italienske post- og neofascister, finske ministre, der har talt til møder fyldt med nynazister, eller det spanske parti VOX, der har folkevalgte, der åbenlyst hylder Franco-tiden og fascistiske tænkere. Og mange, mange flere.

Men det gælder også i snævrere EU-cirkler, herunder ikke mindst i EU-Parlamentet, hvor vi har set det samme billede gentage sig. Her så vi før sommeren, hvordan den konservative EPP-gruppe åbent gik sammen med det yderste højre for at forhindre, at EU fik en naturgenopretningslov.

Det er en udvikling, der er så bekymrende, at jeg mener, at det vil være absurd, hvis Kommissionens formand i sin tale om Unionens tilstand vælger at forbigå det i komplet tavshed.

Formanden bør sige fra

I en tid, hvor temperaturerne stiger, og kloden koger, hvor skovene brænder, tørken rammer, og vejret er voldsomt i et omfang, vi ikke har set det tidligere, kan vi ikke lade det passere i tavshed, at en stor del af EU's politiske højrefløj nu tilsyneladende vælger at ignorere nødvendig handling – og bruger det yderste højre til formålet.

At det er sådan, er, for nu at sige det mildt, en stor udfordring for hele EU's grønne politik, og derfor bliver næste uges State of the Union tale fra Ursula von der Leyen også så afgørende.

For vil EU-kommissionsformanden turde sige fra over for sine konservative kollegaers uansvarlige angreb på naturen og klimaet – og vil hun stille dem til regnskab for at lade maskerne falde? Eller vil hun bøje sig for misinformations- og skræmmekampagnerne? Jeg håber på det første, men frygter det sidste.