Nordic Dialogue: Storbritannien kan blive reduceret til Lille England

Med Brexit ville premierminister Boris Johnson gøre Storbritannien "Great Again", hvor man uden bindinger og hensyntagen til EU kunne indgå egne handelsaftaler på egne præmisser, og således genoplive fortidens storhed.

At Brexit dog ikke ligefrem tegner sig til at blive den succeshistorie, som Boris Johnson stillede den britiske befolkning i udsigt, går op for stadig flere briter, som har fortrudt deres valg i stemmeboksen 23. juni 2016 og det efterfølgende brud med EU.

Som om covid-19 og nedlukningen af samfundet ikke var nok, støder hotel- og restaurationsbranchen i Storbritannien på en ligeså stor økonomisk trussel, nemlig vanskelighederne med at rekruttere personale.

Efter genåbningen af de liberale erhverv har mange italienere, spaniere, portugisere og polakker valgt ikke at vende tilbage til Storbritannien.

Boris Johnson har stillet flere gaver i udsigt
Bevæggrundene er de mange restriktioner og megen bureaukrati med visum og opholdstilladelse, som påkræves efter briternes udmelding af EU.

Mange har derfor valgt at blive i deres hjemlande eller søge arbejde i andre EU-medlemslande, hvilket efterlader den britiske hotel- og restaurationsbranche i økonomisk krise.

At Brexit har budt på alt andet end den af Boris Johnson lovede velstand og velfærd, har vakt stadig flere selvstændigheds-bevægelser til live, ikke blot i Skotland, men også Wales og Nordirland

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic dialogue

Det samme billede tegner sig i den britiske landbrugsindustri, som ligeledes har store vanskeligheder med at rekruttere den nødvendige og tilstrækkelige arbejdskraft.

Udeblivelsen af europæere fra EU og briternes manglende lyst til at overtage de ledige stillinger betyder tab af indtægter og stiller et i forvejen presset erhverv stadig ringere.

Den britiske premierminister synes derfor at få det ovenud vanskeligt med at indfri sine løfter om mere velstand, bedre infrastruktur og nyinvesteringer i øvrigt.

Ikke desto mindre har Boris Johnson stillet flere gaver i udsigt til især Skotland i håb om, at det kunne holde sammen på det forenede kongerige.

Skotsk befolkning ønsker ikke brud med EU
At Boris Johnsons løfte om gaveregn ikke har formidlet eller fået skotterne til at opgive deres krav om selvstændighed understregedes, senest af det skotske parlamentsvalg 6. maj 2021, hvor nationalistpartiet SNP med førsteminister Nicola Sturgeon i spidsen fik 64 mandater, og partiet De Grønne fik 8 mandater.

Sammen har SNP og De Grønne flertal i det skotske parlament, og begge partier kræver en ny folkeafstemning om uafhængighed med henvisning til de ændrede omstændigheder, hvor majoriteten i den britiske befolkning stemte for at forlade EU.

Selv ønskede flertallet i den skotske befolkning ikke noget brud med EU, og var man ved folkeafstemningen om selvstændighed 18. september 2014 dengang vidende om, at Storbritannien ville forlade det europæiske samarbejde, havde selvsamme befolkning formodentlig stemt anderledes som understreget af Nicola Sturgeon.

Storbritannien går op i limningen
At Brexit har budt på alt andet end den af Boris Johnson lovede velstand og velfærd, har vakt stadig flere selvstændighedsbevægelser til live, ikke blot i Skotland, men også Wales og Nordirland. Det tidligere så sammentømret Storbritannien synes ved at gå op i limningen.

Hvor den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, fik desillusioneret og marginaliseret USA i international politik, vil Boris Johnson måske gå over i historien som årsagen til opløsningen af det forenede kongerige, Storbritannien

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic dialogue

Netop Wales har ellers lagt megen vægt på forholdet til England, hvor kravet om selvstændighed har været næsten ikke eksisterende.

Inden Brexit var det blot ti procent som ønskede selvstændighed, umiddelbart efter Brexit voksede tallet til 22 procent, og var der folkeafstemning i dag, ville 39 procent stemme for uafhængighed.

Retter vi blikket mod Nordirland, synes en genforening med republikken Irland ikke længere usandsynligt. Således vurderer 51 procent af befolkningen, at Nordirland inden for en overskuelig fremtid ikke længere vil være en integreret del af det nuværende Storbritannien.

Om man vil det eller ikke, har Brexit de facto skabt en grænse mellem Nordirland og den øvrige del af det forenede kongerige, hvilket ikke mindst bekræftes af varemangel på hylderne i de nordirske supermarkeder som følge af blandt andet den nu meget længerevarende og bureaukratiske grænse- og toldkontrol.

Samtidig skrumper protestanterne i antal, som er tilhængere af at forblive en del af Storbritannien, hvorimod katolikkerne i dag udgør den største befolkningsgruppe i Nordirland og som fortsat har vokseværk.

Great Britain kan ende med Little England
Hvorvidt eller hvornår Nordirland genforenes med republikken Irland, har den irske stedfortrædende premierminister, Leo Varadkar, kommet med bud på. Han mener, at det er et realistisk scenario at tro på et samlet Irland inden for hans levetid, som han udtrykker det.

Selvom genforeningen for nogle stadig er et kildent og ømtåleligt spørgsmål, ser Leo Varadkar ikke noget forkert i at tage debatten.

Som han selv siger, vil tidspunktet for debatten om genforeningen altid af den ene eller anden grund blive anfægtet. Der vil aldrig være et tidspunkt, som er mere oplagt end noget andet.

Samtidig må genforeningen med republikken Irland ikke få karakter af annektering af Nordirland. Det skal være en genforening i ordets bedste og bogstaveligt forstand, som alle vil og har som målsætning, som den stedfortrædende premierminister slår fast.

Det, der skulle have været et "Great Britain," kan meget vel ende med at blive reduceret til et "Little England", som står om end ikke isoleret så meget alene i verdenssamfundet, og hvis stemme ikke vil vægte nævneværdigt.

Hvor den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, fik desillusioneret og marginaliseret USA i international politik, vil Boris Johnson måske gå over i historien som årsagen til opløsningen af det forenede kongerige, Storbritannien.