Paris: Vi er alle Charlie

Af Dan Tschernia
Fhv. tv-direktør & kultur- og presseråd i Paris

PARIS, ONSDAG NAT: Hele kvarteret er spærret af. Tusinder –  30.000 siger medierne -  af især unge mennesker er samlet omkring statuen af den franske nationalfigur Marianne. Nogle er kravlet op på den. De råber i kor ”Charlie, Charlie – Liberté”: ”Charlie, Charlie – Frihed”. Flere demonstranter bærer rundt på plakater, hvor der står ”Vi er alle Charlie”.

På pladsen går mange tavse omkring, mens de udtryksløst holder en kuglepen hævet i den ene hånd. Det virker ved første øjekast absurd – som en skare psykiatriske patienter, der spadserer rundt i mørket. Men da der efterhånden er flere og flere, bliver den hævede kuglepen et stærkt symbol på dem, der blev dræbt i dag: nogle af Frankrigs kendteste satiriske tegnere og journalister.  

Vi er på Place de la République i Paris, pladsen hvor den franske venstrefløj og de socialistiske fagforbund traditionelt demonstrerer. Det er otte timer efter massakren på satirebladet Charlie Hebdo. Tolv dræbte: ti journalister og to politifolk. Flere alvorligt sårede.  

Og det er ikke kun i Paris, folk sørger over tragedien. Det samme sker her til aften i Marseille, Lyon, Toulouse og andre byer i Frankrig.

Ægte sorg
Frankrig sørger. Torsdag er erklæret for national sørgedag, hvor der kl.12.00 skal holdes en mindestund i alle offentlige virksomheder. Det er en kollektiv sorg, som jeg i de mange år, jeg har kendt Frankrig, aldrig har oplevet magen til. Den virker ægte.

Terroristerne tog dermed landets muslimer som gidsler. Religiøse ledere, som Dalil Boubaker fra den store muslimske menighed i Paris, fordømmer attentatmændene. Man mærker en panik ved risikoen for en bølge af antimuslimsk had og vold.

Dan Tschernia i Paris

Charlie Hebdo er et blad, der elsker at overskride grænser. Det er utroligt grovkornet. Det var engang utvetydigt venstreorienteret og definerede sig selv som det absolutte modstykke til den franske højrefløj. Nu – eller i hvert fald indtil i går, for det meste af redaktionen blev dræbt, da nogle galninge onsdag ved middagstid trængte ind og tømte deres kalachnikovs – er socialismen mest blevet til anarkisme, i så høj grad at bladet for nogle år siden af nogle af sine fans blev beskyldt for racisme.

De solidariserede sig med JP’s muhammedtegninger, tegnede deres egne og bragte de originale. Og de er blevet ved med at håne Profeten. Og jøderne. Og Paven. Og buddhisterne. Og hinduerne. Fordi de synes, respektløshed er vigtig.

De fleste har reageret afslappet på satiren. Men som det også nu er blevet demonstreret, er bladets humor aldrig blevet accepteret af ekstreme muslimer.

Vi har ikke en tilsvarende publikation i Danmark. Jeg har hørt bladet sammenlignet med Blæksprutten. Det er som at sammenligne Dagbladet Arbejderen med Anders And & Co.. Hvis vi skal finde noget, der tegnemæssigt ligner det, må det være Ekstra Bladets Morten Ingemanns striber. Og alligevel: Ingemann er godmodig og nuttet ved siden af Charlie, der uhæmmet gør grin med alt og alle. Det har aldrig gjort noget for at behage specielle grupper.

Højrepopulisten, Front Nationals leder, Marine Le Pen, der er en af Frankrigs p.t. mest populære politikere, fisker i fremmedfrygtens vande. Andre politikere og religiøse ledere fordømmer massakren på det stærkeste, men maner til besindig sorg. Landets præsident taler alvorligt og klogt til befolkningen: Mist ikke besindelsen!

Muslimer som gidsler
Der er måske seks-syv millioner muslimer i Frankrig – omkring 10 procent af befolkningen. De er en del af det franske samfund på alle niveauer. Attentatmændene råbte ”Allah er stor!” og ”Vi har hævnet Muhammed!”, kan man høre på de videoer, der blev optaget på forskrækkede naboers smartphones. Terroristerne tog dermed landets muslimer som gidsler. Religiøse ledere, som Dalil Boubaker fra den store muslimske menighed i Paris, fordømmer attentatmændene. Man mærker en panik ved risikoen for en bølge af antimuslimsk had og vold.

”Skal man som en demonstration genoptrykke muhammedtegningerne?” spørger debattører i fransk tv.

Hvis det sker, vil et helvede formodentlig bryde ud. Risikoen for, at umilitante muslimer i lutter trods bliver radikaliseret, er stor, fremhæves det. I debatterne nævnes ytringsfriheden som en del af en humanistisk samfundsmodel: Demokrati, tolerance, hensynsfuldhed og ytringsfrihed kan ikke isoleres fra hinanden. Hvad skal vige for hvad? Er den ubetingede ytringsfrihed – herunder retten til at håne og nedværdige andre mennesker – vigtigere end et demokrati præget af menneskelighed og gensidig respekt?

Uha: Orker vi at begynde forfra på den diskussion? Eller bør vi måske i kølvandet på onsdagens sindssyge udåd netop genoptage debatten og nuancere den?

Over Place de la République svæver lysende rispapirlamper. Mange af de tilstedeværende unge har besluttet at blive på pladsen resten af natten. En stor bunke kuglepenne ligger for foden af statuen i skæret af tusinder af levende lys. For at ære de ti myrdede journalister, og de to politifolk, som var til stede for at beskytte Charlie Hebdo og dets ytringsfrihed – og som også blev myrdet med koldt blod. Stemningen er meget værdig. Intet had. Kun bedrøvelse.

Og imens kører medierne non stop med amatørvideoer af udåden og opdateringer: Her ved midnatstid er man på sporet af tre unge mænd, som man mener er gerningsmændene. Der er husundersøgelser i gang i Reims. Det ser barsk ud. Fransk politi er ikke til at spøge med.

En trist dag er forbi. 

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.