Debat

Parlamentsmedlem: GDPR er ikke nok til at beskytte forbrugerne online

DEBAT: Der mangler regler, der beskytter borgernes data bedre end GDPR muliggør og EU-Kommissionens nye forslag er ikke stærk nok til at beskytte forbrugerne mod profilering, skriver Karen Melchior.

Det er i
EU, at vi kan regulere tech-branchen, men på flere områder er Kommissionens forslag ikke stærke nok, mener Karen Melchior (R). 
Det er i EU, at vi kan regulere tech-branchen, men på flere områder er Kommissionens forslag ikke stærke nok, mener Karen Melchior (R). Foto: Pressefoto/
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vores tålmodighed med at lade platformene regulere dem selv er slut. Vi er trætte af at høre på Mark Zuckerbergs undskyldninger efter en ny skandale.

EU tager nu fat på reguleringen af de online platforme i Digital Services Act.

Lobbyisterne er allerede det sidste år slidet ind i mine DMs og inviteret sig selv på Zoom møder.

Udfordringen bliver at sikre reguleringen ikke bliver en kopi af hvad de store allerede gør, men ingen af de små vil have mulighed for at gennemføre.

Stadig mere af vores kommunikation og forbrug foregår online, og under corona er det hurtigt blevet meget mere. Vores liv online sker under kontrol og overvågning af stadigt færre private virksomheder.

Derfor er regulering af de digitale platforme blevet endnu vigtigere. Fordi vi har brug for at tilpasse vores værdier og regler fra den offline verden, når den offentlige samtale er rykket online.

Internettet startede frit og åbent for alle
Her i januar måned fejrede Wikipedia 20-års jubilæum, og det var 10 år siden den tunesiske og egyptiske revolution vendte op og ned på Mellemøsten og Nordafrika.

Den europæiske lovgivning, der regulerer internettet, er 20 år gammel og passer til en anden tid før de online platforme begyndte at udvælge hvilket indhold vi skulle se først.

I mange år var et internettet et åbent og frit system af netværk, hvor alle knudepunkter var lige, og din værdi bestod i, hvor forbundet til resten af knudepunkterne du var. Systemet ville kunne derfor bestå, hvis et enkelt af knudepunkterne forsvandt. Det hænger sammen med den militære oprindelse til internettet.

Vi har brug for at skabe yderligere åbenhed om hvem, der i sidste ende bruger dine data, og hvordan platformene fungerer.

Karen Melchior (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

I internets begyndelse kunne ingen regne ud om du var hund eller menneske, så længe det, du skrev, var intelligent nok.

Størrelsen og anonymiteten gav mulighed for minoriteterne og de forfulgte - hvad enten det var i klasselokalet eller på tværs af samfundet - mulighed for at udtrykke sig, organisere sig og deltage i verden på nye måder.

Den 6. januar efter et mislykket statskup, blev den amerikanske præsidents twitterkonto lukket.

Hvorfor lukkede Twitter for Trump? Hvilke regler gælder for dig på Twitter? Der er ingen regler, som for alvor sikrer dine rettigheder. Det skal Digital Service Act se på.

Platformene ikke blive til vilkårlige censurmaskiner med brug af upload filtre, der hellere fjerner lidt for meget end lidt for lidt.

Fjernelse af ulovligt indhold skal ske efter en transparent proces - og med menneskelig kontrol. Selvfølgelig, med undtagelse af klart ulovligt materiale, som opfordringer til terrorisme.

Til kamp mod konkurrenceforvridning
Online kan ikke en til en sammenlignes med offline. Derfor skal vores beskyttelse af ytringsfrihed, forbrugerrettigheder og den frie konkurrence mellem virksomheder opdateres. Vi har nu kun overvåget leg på indhegnede platforme, hvor deres regler gælder.

De sidste ti år er det i stigende grad blevet tydeligt, at internettet har mistet sin revolutionære kraft. Fremfor at skabe aktive borgere, er fokus at sælge vores opmærksomhed til reklamebranchen uanset indhold.

Internettets kapacitet for at disrupte markederne er også forsvundet, som de digitale startups er blevet til techgiganter. Techgiganterne, der kan udelukke konkurrenterne, inden de bliver store nok til at være en trussel.

Det foreslår Kommissionen, at vi modarbejder gennem en blacklist af konkurrenceforvridende handlinger, hvor anvendelsen skal godkendes på forhånd, ligesom vi kender det fra virksomheders opkøb af konkurrenter.

Udfordringen bliver om denne liste er omfattende nok og om nok virksomheder bliver omfattet af dette krav.

Tech-giganterne laver profiler af borgere
I Kommissionens forslag er der også tiltag til at regulere de målrettede reklamer. Måske tror du, at du har et frit valg og kan fravælge platformenes overvågning.

Men du overvåges af Facebook, også selvom du ikke er på Facebook. Fordi Facebook har ikke kun et register af profiler for deres brugere, men også for alle dem, som bruger hjemmesider, der har indbygget en “Facebook-like” knap eller har lavet kommentarfeltet gennem Facebook.

Derigennem har Facebook mulighed for at indsamle viden om dem, der besøger hjemmesiden.

Kombinationen af dine indstillinger på din browser, din IP-adresse og det redskab (computer, tablet, telefon) som du bruger til at få adgang til hjemmesiden danner tilsammen et unikt fingeraftryk, som gør, at Facebook, og dem de sælger adgang til dine data til, kan følge din adfærd på nettet og bruge det til at regne dig ud.

Det handler ikke konkret om dig eller hvad du gør. Det handler om hvad “sådan nogle som dig” gør. Det bruges til at sælger målretning af reklamer til dig og de brugere, som minder om sådan nogle som dig.

Desto mere information, som Facebook og andre kan samle enten indenfor deres egen platform eller fra din færden ude på det åbne internet.

GDPR er ikke nok
Derfor er databeskyttelsesforordningen ikke nok til at beskytte brugerne mod profilering, og vi har brug for at skabe yderligere åbenhed om hvem, der i sidste ende bruger dine data, og hvordan platformene fungerer.

Men det er ikke nemt og modstanden er lige så stor som platformenes indtjeningen, derfor har jeg indgået i en tværpolitisk koalition i EP om Tracking Free Ads.

Det er i EU, at vi kan regulere den globale tech- og online reklamebranche, men særligt på disse områder er Kommissionens forslag ikke stærkt nok til at beskytte den næste generation af virksomheder eller brugerne mod profilering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Melchior

MEP (løsgænger, tidl. Radikale)
cand.jur. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00