Polens politiske langefinger til EU indvarsler det endegyldige dødsstød til retsstaten

Sidste uge rejste EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til Warszawa, hvor hun smilte stramt og godkendte Polens genopretningsplan.

Herefter vil Polen kunne få udbetalt de 36 milliarder euro, der er øremærket Polen i EU's corona-genopretningspakke – hvis altså de ændrer deres retssystem i henhold til tre såkaldte "milepæle", von der Leyen har udpeget: at opløse dommer-disciplinærkammeret, lade de politisk suspenderede dommere vende tilbage samt holde op med at forfølge dommere på grund af deres domme eller holdninger.

Von der Leyen repræsenterede ikke en enig Kommission. Ifølge Bloomberg stemte i hvert fald de to vice-kommissionsformænd, danske Margrete Vestager og nederlandske Frans Timmermanns, imod at godkende den polske plan.

I Europa-Parlamentet, der i årevis har råbt og skreget af de polske og ungarske regeringers afmontering af demokratiet og retsstaten, vil 3 ud af 705 medlemmer, alle fra Renew Europe-gruppen, forsøge at vælte hele Kommissionen den dag, de første penge til Polen bliver udbetalt. Det vil kræve, at to tredjedele af Parlamentet stemmer for. Med andre ord: det kommer ikke til at ske.

For eksempel udtalte det danske medlem af Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), der også sidder i Renew Europe-gruppen, til Altinget, at det er "helt på månen" at true Kommissionen nu, samt at man ikke skal "kaste en atombombe over en familiestrid".

Undskyld, hvad? Retsstaten i EU er ikke en "familiestrid", Morten Løkkegaard.

Den er selve fundamentet under vores demokrati. Uden retsstat, intet demokrati. Uden retsstat, ingen menneskerettigheder. Uden retsstat, intet indre marked, der har garanteret vores ufattelige velstandsstigning. I Polen, i EU, i Danmark.

De 30 sølvpenge, I betaler, er slet ikke jeres penge. Det er vores alle sammens retsstat. Og her er, hvad I får for dem: Et nyt navn på dommer-disciplinærkammeret og en prut at pille i

Vibe Termansen

Eller, som Frans Timmermanns sagde tilbage i 2018, da han var kommissær med ansvar for retsstaten og var alt andet end vellidt i de polske og ungarske regeringer: man driver ikke hestehandel med retsstaten.

Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, var enig med Morten Løkkegaard. At ville vælte Kommissionen på grund af retsstatsspørgsmålet er "pænt overdrevet", som hun formulerer det til Altinget, hvor hun fortsætter: "Der er ingen grund til at smide EU ud i en kæmpe krise oven på de kriser, vi har været igennem." Desuden skal man "jo anerkende, at det går i den rigtige retning i Polen", lyder det fra hende.

Undskyld, hvad? Det går ikke "i den rigtige retning", Christel Schaldemose.

Alle de domme, de cirka 2.000 politisk udpegede dommere har udstedt siden Lov og Retfærdighed-regeringens retsreformer for alvor tog fart i sommeren 2017, er ikke-uafhængige. Hvordan i alverden skal polakkerne kunne stole på, at de bunder i lovgivningen, i jura, og ikke i regeringspartiets ønsker? Hvordan skal vi?

Ifølge en ny undersøgelse er Nato, hæren og EU de institutioner, polakkerne har mest tillid til. Regeringen, statsmedierne (som Reporters Without Borders kalder "regeringens propagandaapparat") og forfatningsdomstolen (der er pakket med politisk udnævnte dommere) er dem, de har mindst tillid til.

Kære Mette Frederiksen, kære Ursula von der Leyen, Morten Løkkegaard og Christel Scaldemose. Kære alle jer, der er trætte af den polske retsstatskrise og gerne vil videre, og alle jer, der mener, at Polens helhjertede støtte i kampen mod Rusland er vigtigere end regeringens lemfældige omgang med demokratiet. Kære jer, der stadig tror på, at Kommissionen ikke vil udbetale EU-midler til Polen, før regeringen opfylder von der Leyens tre minimumskrav. Kære alle jer:

Jeg kan godt forstå jer. Men de 30 sølvpenge, I betaler, er slet ikke jeres penge. Det er vores alle sammens retsstat. Og her er, hvad I får for dem: Et nyt navn på dommer-disciplinærkammeret og en prut at pille i.

Præsident Andrzej Dudas såkaldte kompromisforslag blev torsdag vedtaget i parlamentets underhus, Sejm. Alle de ændringer overhuset, Senatet, havde foreslået, blev afvist. Dommer-disciplinærkammeret skifter navn til det Orwellske "Kammeret for Professionelt Ansvar". De politisk udpegede dommere, der fra dommer-disciplinærkammeret har chikaneret de af deres kolleger, der anfægtede regeringens retsreformer, får sæde i Højesteret. Og der er ikke umiddelbart udsigt til, at de politisk forfulgte dommere får lov at vende tilbage.

Herfra ligner det en langefinger lige i hovedet på EU og på retsstaten.

Hvis Polen ikke skal overholde EU’s fælles regler, hvorfor i alverden skulle andre EU-lande så gøre det? Og hvorfor i det hele taget bekæmpe Rusland, hvis vi i bund og grund er ligeglade med retsstat og demokrati?

Vibe Termansen

Nu har von der Leyen jo også allerede godkendt Polens genopretningsplan, og vores egen statsminister har kaldt Polen et af de vigtigste lande i EU, så hvorfor i alverden skulle Lov og Retfærdighed dog droppe de retsreformer, de mener er af afgørende betydning, nu hvor EU-midlerne så godt som er i hus?

Skulle EU-lederne mod forventning stå fast på kravene, har premierminister Mateusz Morawiecki fra Lov og Retfærdighed en forklaring klar: det er oppositionsleder Donald Tusks skyld. Han er købt af tyskerne. Og partiformand Jaroslaw Kaczynski har fornyet kravet om, at tyskerne betaler krigsskadeerstatning til polakkerne for den enorme skadevoldelse under Anden Verdenskrig.

Vi havde én mulighed tilbage for at redde retsstaten. Den har von der Leyen, Frederiksen og andre nu kastet under bussen.

LÆS OGSÅ: Europaudvalget klager til Folketingets formand: Få timer til at levere et EU-mandat er ikke nok

De tilbageholdte midler fra corona-genopretningsfonden var det absolut sidste disciplineringsmiddel, EU havde. Artikel 7-proceduren virker ikke. Traktatkrænkelsesprocedurer virker ikke. Retsstatsmekanismen virker ikke. Det ser heller ikke længere ud til, at domme fra EU-Domstolen virker.

Polen fortjener helhjertet ros og stor opbakning, også økonomisk, for sit gigantiske engagement for Ukraine, sin modige kamp mod Rusland. Men fortjener polakkerne – og vi – at retsstaten bliver den pris, vi må betale for at stå sammen over for Putins Rusland?

Hvis Polen ikke skal overholde EU’s fælles regler, hvorfor i alverden skulle andre EU-lande så gøre det? Hvis vi ikke kan beholde og beskytte retsstaten hos os selv, hvordan skal vi så kunne hjælpe med at indføre den i Ukraine? Og hvorfor i det hele taget bekæmpe Rusland, hvis vi i bund og grund er ligeglade med retsstat, demokrati og menneskerettigheder?