Kommentar af 
Vibe Termansen

Polens politiske langefinger til EU indvarsler det endegyldige dødsstød til retsstaten

De tilbageholdte midler fra corona-genopretningsfonden var det absolut sidste disciplineringsmiddel, EU havde for at stå fast på retsstatens principper i Polen. Men den mulighed har von der Leyen, Mette Frederiksen og andre nu kastet under bussen, skriver Vibe Termansen.

Nu har von der Leyen allerede godkendt Polens genopretningsplan, og vores egen statsminister har kaldt Polen et af de vigtigste lande i EU, så hvorfor i alverden skulle Lov og Retfærdighed droppe de retsreformer, de mener er af afgørende betydning, spørger Vibe Termansen.
Nu har von der Leyen allerede godkendt Polens genopretningsplan, og vores egen statsminister har kaldt Polen et af de vigtigste lande i EU, så hvorfor i alverden skulle Lov og Retfærdighed droppe de retsreformer, de mener er af afgørende betydning, spørger Vibe Termansen. Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
Vibe Termansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Vi bør anerkende Polen som et af de vigtigste medlemslande i EU."

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) sidste uge på Tænketanken Europas konference og ligestillede landet med Tyskland og Frankrig. Det kunne de jo ikke have sagt bedre i Warszawa.

Polen er klart et vigtigt EU-medlemsland. Landet har 38,5 millioner indbyggere, en glimrende økonomi og masser af potentiale. Nu da Storbritannien er ude, kunne en tæt alliance mellem Polen, Tyskland og Frankrig drive Unionen fremad og med visionære ledere, der traf modige beslutninger, sætte kursen inden for vigtige emner som klima, flygtninge og forholdet til omverdenen. Det er bare ikke sket.

I Warszawa sidder lige nu på syvende år en nationalkonservativ, illiberal regering, der har rasende travlt med at afvikle demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Det strider grundlæggende imod EU's værdier beskrevet i artikel 2.

Så hvad er der sket? Hvad har lige pludselig katapulteret Polen fra paria til "et af de vigtigste medlemslande i EU"?

Polen fortjener helhjertet ros for sit gigantiske engagement for Ukraine. Men fortjener polakkerne – og vi – at retsstaten bliver den pris, vi må betale for at stå sammen over for Putins Rusland?

Vibe Termansen

Den polske politik på demokrati- og retsstatsområdet har ikke ændret sig. Den er heller ikke sat i bero. Alene i løbet af den første måned af Ruslands invasion af Ukraine udpegede den polske præsident Andrzej Duda omkring 200 nye dommere. Polen har nu cirka 2.000 politisk udpegede dommere, altså cirka hver femte.

Så det er ikke, fordi problemet er blevet løst. Det er krigen. Og geopolitikkens genkomst. Eller som den tidligere britiske premierminister Harold MacMillan angiveligt engang sagde: "Events, dear boy, events!"

Ifølge UNHCR huser Polen godt en million ukrainske flygtninge, og så er Polen – ifølge Mette Frederiksen – "vores alle sammens logistiske samlingspunkt for rigtig mange af de aktiviteter, vi har ind og ud af Ukraine".

Det er rigtigt. Et kæmpe antal ukrainere er flygtet over grænsen ind i Polen. Enorme mængder nødhjælp og våben har passeret den anden vej. Og den polske regering presser hele tiden på for mere hjælp til Ukraine; flere våben, fly, missiler – og et EU-medlemskab.

Polens geografiske placering, dets historie (det, Polen oplevede fra den 17. september 1939, da Sovjetunionen invaderede landet, minder i uhyggelig grad om det, Ukraine oplever nu) og ikke mindst befolkningens mod, generøsitet og stålsathed har placeret Polen helt centralt i Vesten. Og det vil sige EU og Nato samt i kampen mod Putin og Rusland.

Og så har det selvfølgelig også hjulpet på Polens placering i den interne ranking, at Tyskland har mistet så meget troværdighed på grund af sin vage tilgang til Rusland gennem årene. Faktisk er den tyske kansler Olaf Scholz' navn nu blevet et verbum i Ukraine: at "scholze" er, når man lover og lover i en uendelighed, men aldrig leverer. Polakkerne har derimod både leveret og i årevis advaret, højere og højere, mod Rusland.

De fik ret.

Mette Frederiksen er ikke den eneste, der har skiftet standpunkt, når det kommer til Polens placering i EU i lyset af Ruslands krig i Ukraine samt den fornyede fokus på sikkerheds- og geopolitiske spørgsmål.

Læs også

Sidste uge rejste EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til Warszawa, hvor hun smilte stramt og godkendte Polens genopretningsplan.

Herefter vil Polen kunne få udbetalt de 36 milliarder euro, der er øremærket Polen i EU's corona-genopretningspakke – hvis altså de ændrer deres retssystem i henhold til tre såkaldte "milepæle", von der Leyen har udpeget: at opløse dommer-disciplinærkammeret, lade de politisk suspenderede dommere vende tilbage samt holde op med at forfølge dommere på grund af deres domme eller holdninger.

Von der Leyen repræsenterede ikke en enig Kommission. Ifølge Bloomberg stemte i hvert fald de to vice-kommissionsformænd, danske Margrete Vestager og nederlandske Frans Timmermanns, imod at godkende den polske plan.

I Europa-Parlamentet, der i årevis har råbt og skreget af de polske og ungarske regeringers afmontering af demokratiet og retsstaten, vil 3 ud af 705 medlemmer, alle fra Renew Europe-gruppen, forsøge at vælte hele Kommissionen den dag, de første penge til Polen bliver udbetalt. Det vil kræve, at to tredjedele af Parlamentet stemmer for. Med andre ord: det kommer ikke til at ske.

For eksempel udtalte det danske medlem af Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), der også sidder i Renew Europe-gruppen, til Altinget, at det er "helt på månen" at true Kommissionen nu, samt at man ikke skal "kaste en atombombe over en familiestrid".

Undskyld, hvad? Retsstaten i EU er ikke en "familiestrid", Morten Løkkegaard.

Den er selve fundamentet under vores demokrati. Uden retsstat, intet demokrati. Uden retsstat, ingen menneskerettigheder. Uden retsstat, intet indre marked, der har garanteret vores ufattelige velstandsstigning. I Polen, i EU, i Danmark.

De 30 sølvpenge, I betaler, er slet ikke jeres penge. Det er vores alle sammens retsstat. Og her er, hvad I får for dem: Et nyt navn på dommer-disciplinærkammeret og en prut at pille i

Vibe Termansen

Eller, som Frans Timmermanns sagde tilbage i 2018, da han var kommissær med ansvar for retsstaten og var alt andet end vellidt i de polske og ungarske regeringer: man driver ikke hestehandel med retsstaten.

Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, var enig med Morten Løkkegaard. At ville vælte Kommissionen på grund af retsstatsspørgsmålet er "pænt overdrevet", som hun formulerer det til Altinget, hvor hun fortsætter: "Der er ingen grund til at smide EU ud i en kæmpe krise oven på de kriser, vi har været igennem." Desuden skal man "jo anerkende, at det går i den rigtige retning i Polen", lyder det fra hende.

Undskyld, hvad? Det går ikke "i den rigtige retning", Christel Schaldemose.

Alle de domme, de cirka 2.000 politisk udpegede dommere har udstedt siden Lov og Retfærdighed-regeringens retsreformer for alvor tog fart i sommeren 2017, er ikke-uafhængige. Hvordan i alverden skal polakkerne kunne stole på, at de bunder i lovgivningen, i jura, og ikke i regeringspartiets ønsker? Hvordan skal vi?

Ifølge en ny undersøgelse er Nato, hæren og EU de institutioner, polakkerne har mest tillid til. Regeringen, statsmedierne (som Reporters Without Borders kalder "regeringens propagandaapparat") og forfatningsdomstolen (der er pakket med politisk udnævnte dommere) er dem, de har mindst tillid til.

Kære Mette Frederiksen, kære Ursula von der Leyen, Morten Løkkegaard og Christel Scaldemose. Kære alle jer, der er trætte af den polske retsstatskrise og gerne vil videre, og alle jer, der mener, at Polens helhjertede støtte i kampen mod Rusland er vigtigere end regeringens lemfældige omgang med demokratiet. Kære jer, der stadig tror på, at Kommissionen ikke vil udbetale EU-midler til Polen, før regeringen opfylder von der Leyens tre minimumskrav. Kære alle jer:

Jeg kan godt forstå jer. Men de 30 sølvpenge, I betaler, er slet ikke jeres penge. Det er vores alle sammens retsstat. Og her er, hvad I får for dem: Et nyt navn på dommer-disciplinærkammeret og en prut at pille i.

Præsident Andrzej Dudas såkaldte kompromisforslag blev torsdag vedtaget i parlamentets underhus, Sejm. Alle de ændringer overhuset, Senatet, havde foreslået, blev afvist. Dommer-disciplinærkammeret skifter navn til det Orwellske "Kammeret for Professionelt Ansvar". De politisk udpegede dommere, der fra dommer-disciplinærkammeret har chikaneret de af deres kolleger, der anfægtede regeringens retsreformer, får sæde i Højesteret. Og der er ikke umiddelbart udsigt til, at de politisk forfulgte dommere får lov at vende tilbage.

Herfra ligner det en langefinger lige i hovedet på EU og på retsstaten.

Hvis Polen ikke skal overholde EU’s fælles regler, hvorfor i alverden skulle andre EU-lande så gøre det? Og hvorfor i det hele taget bekæmpe Rusland, hvis vi i bund og grund er ligeglade med retsstat og demokrati?

Vibe Termansen

Nu har von der Leyen jo også allerede godkendt Polens genopretningsplan, og vores egen statsminister har kaldt Polen et af de vigtigste lande i EU, så hvorfor i alverden skulle Lov og Retfærdighed dog droppe de retsreformer, de mener er af afgørende betydning, nu hvor EU-midlerne så godt som er i hus?

Skulle EU-lederne mod forventning stå fast på kravene, har premierminister Mateusz Morawiecki fra Lov og Retfærdighed en forklaring klar: det er oppositionsleder Donald Tusks skyld. Han er købt af tyskerne. Og partiformand Jaroslaw Kaczynski har fornyet kravet om, at tyskerne betaler krigsskadeerstatning til polakkerne for den enorme skadevoldelse under Anden Verdenskrig.

Vi havde én mulighed tilbage for at redde retsstaten. Den har von der Leyen, Frederiksen og andre nu kastet under bussen.

LÆS OGSÅ: Europaudvalget klager til Folketingets formand: Få timer til at levere et EU-mandat er ikke nok

De tilbageholdte midler fra corona-genopretningsfonden var det absolut sidste disciplineringsmiddel, EU havde. Artikel 7-proceduren virker ikke. Traktatkrænkelsesprocedurer virker ikke. Retsstatsmekanismen virker ikke. Det ser heller ikke længere ud til, at domme fra EU-Domstolen virker.

Polen fortjener helhjertet ros og stor opbakning, også økonomisk, for sit gigantiske engagement for Ukraine, sin modige kamp mod Rusland. Men fortjener polakkerne – og vi – at retsstaten bliver den pris, vi må betale for at stå sammen over for Putins Rusland?

Hvis Polen ikke skal overholde EU’s fælles regler, hvorfor i alverden skulle andre EU-lande så gøre det? Hvis vi ikke kan beholde og beskytte retsstaten hos os selv, hvordan skal vi så kunne hjælpe med at indføre den i Ukraine? Og hvorfor i det hele taget bekæmpe Rusland, hvis vi i bund og grund er ligeglade med retsstat, demokrati og menneskerettigheder?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibe Termansen

Journalist og historiker
cand.mag. (Københavns Uni. 2005)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)