Eksperter: Tre misforståelser står i vejen for debatten om sociale mediers ansvar

Misforståelse nummer 1: Sociale medier har efter EU-retten en notice and take down-forpligtelse
"Notice and take down" er ofte brugt for den situation, hvor en tjeneste bliver gjort opmærksom på ulovligt indhold (notice) og herefter fjerner indeholdet (take down). 

Misforståelsen består i, at EU-retten skulle pålægge digitale tjenester en sådan forpligtelse. Og misforståelsen er desværre udbredt hos mange, der beskæftiger sig lidt med området, men ikke har sat sig ind i de nærmere detaljer. 

EU-retten pålægger ikke en sådan forpligtelse, hverken som det gælder nu (e-handelsdirektivet) eller efter nyt forslag til regulering (Digital Services Act). Det, EU-retten gør, er at friholde tjenester for ansvar, hvis disse følger en effektiv notice and take down-politik.

Sociale medier er langt fra det gammeldags telefonselskab, der blot sørger for teknikken og selvfølgelig ikke er ansvarlig for, hvad folk kan finde på at tale om. 

Sten Schaumburg-Müller og Christian Skettrup
Hhv. professor, dr. jur. og digital analytiker, Digitalt Ansvar

Eller sagt på en anden måde: EU forbyder medlemsstaterne at gøre digitale tjenester strafansvarlige for ulovligt indhold, hvis tjenesterne tager ulovligt indhold ned, så snart de bliver opmærksom på det. 

Som en lille krølle kan man spørge, om sociale medier overhovedet er omfattet af denne ansvarsfrihed. Efter det nugældende e-handelsdirektiv er kun de rent tekniske og automatiske ydelser omfattet af ansvarsfriheden, og sociale medier foretager en omfattende redigering i form af sletning og brug af data fra indhold til at sælge reklamer.

Sociale medier er langt fra det gammeldags telefonselskab, der blot sørger for teknikken og selvfølgelig ikke er ansvarlig for, hvad folk kan finde på at tale om. 

Men det ændrer ikke ved, at EU ikke pålægger digitale tjenester noget ansvar. Det kan man godt forledes til at tro, når man læser det nye forslag, der taler ansvarlighed og gennemsigtighed. Men det er ren staffage, og læser man bestemmelserne igennem, vil man se, at der er tale om ansvarsfrihed – ligesom gennemsigtigheden går af fløjten i de mange bestemmelser og betragtninger.  

Skal der være et ansvar, er det op til de enkelte medlemsstater at lovgive herom, hvilket lægger op til den næste misforståelse.

Misforståelse nummer 2: Efter dansk ret kan man ikke gøre digitale tjenester ansvarlige for ulovligt indhold 
Dette er en misforståelse, der især synes udbredt hos politi og anklagemyndighed. I hvert fald har vi endnu ikke set strafferetlig forfølgning af sociale medier som eksempelvis Facebook, der efter vores oplysninger havde kendskab til videoerne fra "Umbrella"-komplekset i et år uden rigtig at gøre noget. 

Det skal indrømmes, at dansk ret her er en smule kompliceret. Det kan være indviklet at vurdere, hvornår en digital tjeneste kan straffes for passiv medvirken, når tjenesten ikke gør noget for at fjerne ulovligt indhold, som den både hoster og har kendskab til.

Her kunne en lovmæssig præcisering være gavnlig. Men det ændrer ikke på det faktum, at man kan straffes for medvirken efter dansk ret, og at digitale tjenester aldrig bliver det. Måske er misforståelsen strategisk: En straffesag mod en stor amerikansk virksomhed er nok mere besværlig end imod unge mennesker i Danmark, der har delt ulovligt billedmateriale. 

Misforståelse nummer 3: Det er svært for de sociale medier at identificere ulovligt indhold 
Der bliver lagt enorme mængder af materiale på sociale medier, og der argumenteres ofte for, at det er meget vanskeligt at komme ulovligt indhold til livs.

Det er typisk også et argument, der kommer frem, når tech-virksomhederne bag sociale medier balancerer indholdsmoderation mod deres altoverskyggende økonomiske interesser. For ikke-teknisk kyndige kan det virke som en helt umulig opgave at spore og fjerne ulovligt materiale.

Problemstillingen ser imidlertid anderledes ud, når man fokuserer på, at en meget stor del af det ulovlige materiale, der florerer på sociale medier, er videredelinger og genuploads. Det omtalte "umbrella"-kompleks med langt over tusind sager relaterer sig til en række videosekvenser, der er uploadet og videredelt rigtig mange gange og i forskellige variationer.

Og netop i sager, hvor allerede kendt materiale bliver delt, findes der smarte, tekniske løsninger, der kan forhindre materialet i at blive genuploadet. Således kan man via såkaldte fuzzy hashes identificere billeder, og her ikke bare det enkelte billede, men enhver gengivelse heraf - også i andre formater.

Et eksempel på et værktøj, der gør brug af fuzzy hashes er PhotoDNA, som er stillet gratis til rådighed af Microsoft. Brugen af teknikken er således ikke forbundet med særlige udgifter for de digitale tjenester, når de skal søge efter og identificere ulovlige billeder, hvis man ved, hvad der skal ledes efter.

Allerede efter gældende dansk ret ville manglende brug af simpelt værktøj til identifikation af ulovligt indhold nok være tilstrækkeligt til at kunne straffe tjenesterne, hvis de fortsat hoster ulovligt indhold.

Sten Schaumburg-Müller og Christian Skettrup
Hhv. professor, dr. jur. og digital analytiker, Digitalt Ansvar

Fuzzy hashing-værktøjer som eksempelvis PhotoDNA er ekstremt effektive til at gribe ind over for allerede kendt materiale. Men som det er nu, så bliver PhotoDNA udelukkende brugt i sager, hvor der er tale om overgrebsmateriale med børn. 

Med andre ord, så gør sociale medier ikke deres bedste for at forhindre ulovligt materiale i at blive delt på deres tjeneste. Brugen af fuzzy hashing i et større omfang ser ikke ud til at ske, selvom teknikken både er kendt, effektiv og gratis. 

For at forbedre muligheden for at identificere ulovligt materiale kunne man forestille sig en database med identifikatorer – fuzzy hashes – på ulovligt materiale. Der findes allerede en sådan database, dog udelukkende på ulovligt overgrebsmateriale med børn.

Her kan de digitale tjenester let tjekke med databasen, og matcher identifikatorerne, kan materialet automatisk spærres eller slettes. Tilsvarende kunne man forestille sig en dansk eller europæisk database med fuzzy hashes på materiale, der allerede er kendt ulovligt eksempelvis efter straffelovens 264 d.

På denne måde kunne man let, billigt og effektivt sikre mod ulovlig videredeling – på tværs af de forskellige platforme og uden at være totalt afhængig af de digitale tjenesters velvilje. Oprydningsarbejdet bliver fjernet fra de forurettedes skuldre og flyttet hen på dem, som har overskuddet og ressourcerne – tech-giganterne.  

Allerede efter gældende dansk ret ville manglende brug af simpelt værktøj til identifikation af ulovligt indhold nok være tilstrækkeligt til at kunne straffe tjenesterne, hvis de fortsat hoster ulovligt indhold. Men det kunne måske være en god ide at præcisere tjenesternes ansvar i en lovgivning.