Debat

Retsforbeholdet skal op af Messerschmidts spingryde

DEBAT: Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forvrænger og fordrejer virkeligheden, når han kritiserer Venstre for at ville af med retsforbeholdet, skriver medlem af Europa-Parlamentet Ulla Tørnæs (V).

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

I et åbent brev skriver Morten Messerschmidt, at Venstre misbruger Europol-samarbejdet. Ifølge Messerschmidts konspiration skulle Venstre bruge folkeafstemningen om en tilpasning af retsforbeholdet som en anledning til at snige en fælles europæisk asyl- og udlændingepolitik ind ad bagdøren. Intet kunne være længere fra den virkelige verden.

Lad mig først slå en ting helt fast: Venstre er imod en fælles europæisk asyl- og udlændingepolitik. Vi har i Europa-Parlamentet stemt om en fælles asyl- og udlændingepolitik to gange siden valget i maj 2014, og begge gange har jeg stemt klart og rungende nej.

Tværtimod har hele Dansk Folkepartis fire mand store delegation i Europa-Parlamentet, inklusive Morten Messerschmidt selv, i december stemt for, at der skal laves en undersøgelse af EU's migrationspolitik, samt at der skal udvikles et sæt anbefalinger til, hvordan EU kan skabe en mere holistisk tilgang til migration. Det lugter langt væk af fællesskabskompetence på asyl- og udlændingeområdet, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle trykke på "nej".

Endnu engang viser Morten Messerschmidt en af sine spidskompetencer – afstemningen om tilpasningen af retsforbeholdet ryger en tur i Messerschmidts store dampende spingryde og bliver forvrænget og fordrejet til ugenkendelighed.

Ulla Tørnæs
Europa-Parlamentariker (V)

Venstres linje er klar: Vi vil åbne Danmark for dem, der kan og vil, og vi vil lukke Danmark for dem, der ikke vil.

Vil rulle lempelser tilbage
Venstre har i 10 år stået garant for en fast, men fair udlændinge- og indvandrerpolitik. Det har ikke ændret sig, og det vil ikke ændre sig under en kommende – forhåbentlig – Venstre-ledet regering. Tværtimod vil Venstre rulle de mange lempelser, som SR-regeringen har gennemført, tilbage. Derfor var det også meget vigtigt for Venstre at sikre, at partierne bag aftalen om at sende retsforbeholdet til afstemning har vetoret på lige netop asyl- og udlændingepolitikken.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, udtrykte det meget klart, da aftalen om at sende retsforbeholdet til folkeafstemning blev indgået; vi kan ikke lave en aftale, hvis en fremtidig rød regering får mulighed for at sælge ud af den danske flygtninge- og indvandrerpolitik. Derfor skal vi have vetoret i aftalen på asyl- og udlændingeområdet.

Vetoretten betyder, at hvis blot et af partierne bag aftalen ikke er tryg ved, hvor udviklingen bevæger sig hen, kan vi råbe vagt i gevær og få udviklingen standset. Og jeg kan forsikre om, at Venstre ikke vil se passivt til, hvis samarbejdet bevæger sig i retning af, at Danmark deltager i den fælles asyl- og udlændingepolitik.

Forvrængning og fordrejning
Endnu engang viser Morten Messerschmidt en af sine spidskompetencer – afstemningen om tilpasningen af retsforbeholdet ryger en tur i Messerschmidts store dampende spingryde og bliver forvrænget og fordrejet til ugenkendelighed.

I Venstre bekymrer vi os om den grænseoverskridende kriminalitet. Danmark skal have de mest effektive redskaber til at bekæmpe børnepornoringe, menneske- og narkosmuglere og internationale tyvebander. Danmark skal være et trygt og sikkert land. Og vi skal i Danmark have fuld kontrol over vores asyl- og udlændingepolitik.

Med en tilpasning af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, som vi kender fra Storbritannien, får vi det bedste af to verdener - dansk politi kan stadig samarbejde med deres europæiske kolleger, og vi kan i Danmark stadig stå værn om en fast, men fair udlændingepolitik.

Afstemningen om tilpasningen af retsforbeholdet er afgørende for, at dansk politi har redskaberne til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Derfor er afstemningen også alt for vigtigt til at blive fordrejet af spin og spektakel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00