SF: Derfor stemmer vi blankt til den nye Kommission

DEBAT: Den Grønne Gruppe har efter grundige overvejelser valgt at stemme blankt til den nye Kommission. Det er der flere grunde til. Blandt andet, at Kommissionen hverken skal have et rødt kort eller en blankocheck, skriver Margrete Auken og Kira Marie Peter-Hansen.

Af Margrete Auken (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

I dag får EU efter alt at dømme en ny EU-Kommission, når Europa-Parlamentet efter mange og lange høringer godkender Ursula von der Leyens hold af kommissærer. Efter lange diskussioner og grundige overvejelser bliver det dog ikke med vores og den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentets stemmer. Vi kommer ikke til stemme imod hende – vi stemmer blank.

Ursula von der Leyen er konservativ kristendemokrat. Vi deler ikke mange holdninger med hende, og da vi i sommer skulle stemme om hendes kandidatur til posten som Kommissionens præsident, stemte vi nej til hende.

Dengang var begrundelsen, at vi ikke var tilfredse med hendes grønne ambitioner og vilje til at samarbejde med os og hendes afvisende holdning til at røre landbrugs- og handelspolitikken. Desuden var vi nervøse for, om hendes plan om en europæisk mindsteløn på sigt ville presse de europæiske lønninger.

Flere grunde til beslutningen
Nu stemmer vi blankt. Det er der flere grunde til. I løbet af efterårsmånederne har vi stillet spørgsmål til alle kommissærkandidater under høringer i Europa-Parlamentet.

Her forsikrede beskæftigelseskommisæren os om, at løftet om en europæisk mindsteløn ikke udfordrer de nordiske aftalesystemer. Det holder vi ham op på, men der er mange andre alvorlige kritikpunkter.

For selvom det tegner til at blive en grøn Kommission, er det undergravende for klimapolitikken, at to afgørende sektorer, landbrugs- og handelspolitikken, ikke er med i klimastrategien – der skal sættes ind over alt.

Det er alarmerende, at von der Leyen ikke sætter ambitionen højere end 55 procent reduktion af CO2-udslippet i 2030.

Det er fint med ambitionerne om ligestilling, men hvordan kan man have tillid til, at en ungarsk kommissær, hvis regeringsparti er anklaget for traktatbrud, kan tage ansvar for EU's planer for fremtidig udvidelse og naboskab?

En fremstrakt hånd til den nye Kommission
Samtidig er reformen af EU's asylsystem helt fraværende, og koblingen mellem migration og idéen om at "fremme europæisk levevis" mildest talt bekymrende. Til sidst har von der Leyens samarbejdsvillighed med vores gruppe fortsat været fraværende.

Der er altså kraftige argumenter for at stemme for såvel som imod. Vores blanke stemme er ikke et kompromis, men udtryk for en samlet vurdering af Kommissionen. Den er dog også en fremstrakt hånd til den nye Kommission. Vi er samarbejdsvillige og stiller ikke ultimative krav, der sætter os uden for indflydelse.

Vi vil fortsat arbejde engageret med alle lovforslag, og vi kommer til at sætte tydelige rød-grønne aftryk. Så helt kort: Velkommen til den ny Kommission, vi ser frem til samarbejdet.

------

Indlægget er kommateret efter Margrete Aukens eget ønske og følger undtagelsesvist ikke Altingets sproglige retningslinjer.

Forrige artikel EL: Derfor stemmer vi klart nej til den nye EU-Kommission EL: Derfor stemmer vi klart nej til den nye EU-Kommission Næste artikel Alternativet til minister: Nu har du chancen for at gøre landbrugsstøtten grønnere Alternativet til minister: Nu har du chancen for at gøre landbrugsstøtten grønnere
Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

PORTRÆT: Hun har været studerende under falsk navn i London, californisk husmor, læge, dressurrytter og mangeårig minister med knuste kanslerdrømme. Ursula von der Leyen - kvinden bag Europas genopretningsplan - vokser med kriser. Den evne har hun haft brug for i sit første år som en EU-chef plaget af pandemiens isolation.