Tænketank: Europol kan ikke stå alene

DEBAT: Danmark går glip af meget mere end Europol-samarbejdet, hvis vi stemmer ”nej” 3. december, skriver Nadja Schou Lauridsen, projekt-medarbejder hos Tænketanken Europa.

Af Nadja Schou Lauridsen
Projektmedarbejder hos Tænketanken Europa

Folkeafstemningen 3. december handler om meget mere end Europol. Europol kan nemlig ikke stå alene.

Derfor giver det heller ikke mening at tale om at få én parallelaftale til Europol – for hvad så med alt det andet, der hænger sammen med Europol?

I de konkrete tilvalg, ja-partierne allerede har taget, er der fem retsakter, der kan kobles op på EU’s politisamarbejde. Retsakterne er Europol, Eurojust, den europæiske efterforskningskendelse, den europæiske beskyttelsesordre og PNR-registret. Derudover er der en række direktiver, der handler om at indføre fælles minimumsstraffe for grænseoverskridende kriminalitetsformer som seksuelt misbrug af børn, menneskesmugling, kursmanipulation og cyberkriminalitet.

Den sidste gruppe regler er uproblematiske, da vi bare kan ændre vores regler ensidigt for at leve op til EU’s minimumskrav. Det har vi faktisk allerede gjort for to af direktivernes vedkommende, mens vi i det store og hele lever op til de andre. Her behøver vi ikke hjælp fra de andre lande.

Det bliver først en konsekvens for Danmark at stå på sidelinjen, når det kommer til regler, der handler om gensidig anerkendelse, deling af oplysning og samarbejde landene i mellem. I denne sammenhæng kan vi ikke bruge vores suverænitet til noget som helst. Vi kan nemlig ikke tvinge de 27 andre lande til at samarbejde med os.

Danmark ryger ikke kun ud af Europol
Kriminalitetsbekæmpelse er ikke bare at forhindre, at kriminaliteten opstår, og at fange forbryderen. Forbryderen må ligeledes kunne stilles for en dommer. Mens politiet står for det første, står anklagemyndigheden for det sidste. Derfor er det også uundgåeligt, at de to instanser samarbejder.

Både det europæiske politisamarbejde (Europol) og det europæiske anklagemyndighedssamarbejde (Eurojust) er på kanten til at overgå fra det mellemstatslige samarbejde til det almindelige EU-samarbejde. Det betyder, at Danmark på grund af retsforbeholdet ikke længere kan deltage. Dermed går Danmark glip af de store fordele, der er ved et effektivt samarbejde på tværs af grænserne mellem politi- og anklagemyndighederne. Det er altså ikke kun Europol, men også Eurojust, Danmark må forlade.

Politiets værktøjer sikrer effektiv kriminalitetsbekæmpelse
Det er ikke kun samarbejde mellem de forskellige landes myndigheder, som EU faciliterer. EU sikrer ligeledes, at politiet har en række værktøjer, der gør efterforskningen mere effektiv, og sikrer, at ofre for for eksempel stalking kan føle sig sikre i alle medlemslandene. Danmark står uden for disse områder, og vi må i stedet benytte de besværlige mellemstatslige systemer på området – noget, der i den grad forsinker efterforskningen.

I disse tilfælde kan vi heller ikke bruge vores suverænitet til noget som helst. Vi kan nemlig ikke tvinge de andre lande til at indhente beviser i kriminalitetssager, ligesom vi ikke kan tvinge de andre lande til at anerkende en dansk afgørelse om tilhold mod en voldelig eksmand. Vi har altså brug for, at de andre lande samarbejder med os.

Et andet værktøj, som det danske politi ikke vil få adgang til, hvis det bliver et nej 3. december, er det fælles register for passageroplysninger (PNR-registret). Reglerne, der endnu ikke er helt på plads, går ud på, at der oprettes et register for registrering af flypassagerer, som kan tilgås af politiet ved mistanke om terrorisme. Hvis Danmark ikke deltager i reglerne, betyder det ikke, at danske borgere ikke bliver registreret. Det betyder alene, at det danske politi ikke får adgang til oplysningerne. Samarbejdet kører altså videre uden om os.

Hvor mange parallelaftaler skal vi op på?
Det er selvfølgelig ikke fuldstændigt umuligt for Danmark at opnå parallelaftaler på de fem oplistede retsakter, men det er langt fra sikkert.

Faktisk har Danmark to gange fået afslag på parallelaftaler, fordi det ikke var til fordel for de andre. Vi er altså dybt afhængige af samarbejdsvillighed hos både Kommissionen, de andre medlemslande og Europa-Parlamentet – her bestemmer EU altså. Hvis vi i stedet vælger tilvalgsordningen, er det os selv, der bestemmer, om vi ønsker at deltage eller ej.

Så hvor mange parallelaftaler skal vi have? Og hvor mange tror vi, at vi kan få? For Europol hverken kan eller bør stå alene.

Forrige artikel Tænketank: Arrestordre sikrer danske udleveringsaftaler Tænketank: Arrestordre sikrer danske udleveringsaftaler Næste artikel S: Nej-siden gør regning uden vært S: Nej-siden gør regning uden vært
Ugens EU-podcast: Bliver det nogensinde jul for Theresa May?

Ugens EU-podcast: Bliver det nogensinde jul for Theresa May?

PARLAMENTET#47: Årets sidste topmøde slog fast, at EU ikke kan gøre meget mere for at hjælpe den mørbankede premierminister med Brexit-aftalen. Det britiske parlament må tage ansvar for landets fremtid, siger Lars Løkke. Hør om endnu en vild uge i Altingets Europa-podcast direkte fra topmødecenteret i Bruxelles.