Tidligere ambassadør: Rusland er en atomar kolos, men det konventionelle militær står på lerfødder

I russisk militær tænkning eksisterede med forskellig styrke op til Første Verdenskrig en vestlig orienteret skole og en national skole, hvor sidstnævnte lagde vægt på numerisk overlegenhed uden hensyn til menneskeliv og selvopfattelsen af at besidde en overlegen moralsk og åndelig kraft; en tankegang der også formidles af det putinske regime, hvor Peter 1. (den Store) anakronistisk og absurd misbruges til at begrunde Putins handlinger og fremstilles som et forbillede for Putin (den kommende Vladimir den Store II).

Peter 1. repræsenterede i modsætning til Putin imidlertid en nyorientering af det russiske samfund mod Vesteuropa, gennemførte reformer inspireret af udviklingen i Europa og bragte ved ekspansion på andres bekostning Rusland frem til en stormagtstilling i det daværende europæiske statssystem; ikke ved generobring af såkaldt tabt eller tidligere russisk jord.

Den imperialistiske ekspansionstrang fra 1683 er nu endeligt genoplivet af Putin. Forbilledet Peter 1. var tillige brutal med sadistiske træk og formentlig den eneste europæiske monark, som har ladet sin egen søn underkaste tortur, der medførte sønnens død.

Ruslands i forvejen flossede prestige er sønderrevet. I Europa er man en pariastat. Det vil tage år at ændre på.

Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør, Europarådet

Det fra 1918 nu af ruslandselvstændige Polen, som var i alliance med Ukraine, standsede i 1920 et sovjetrussisk angreb på Polen og fremstød mod Warszawa. Den røde hær blev mod alle forventninger i slaget døbt "Wunder am Weichel" afgørende slået af Polen, og fred indgået i 1921.

Sovjetruslands hensigt med Polens erobring havde været at skabe videre afsæt for udbredelsen af kommunismen og for sovjetisk ekspansion ind i et ustabilt Tyskland. Statschefen Lenins opfattelse var at mange polakker ville møde russerne som revolutionære befriere. Ringer der mon en klokke?

Vinterkrigen 30. november 1939 - 13. marts 1940 var nok en ventet sejr for den angribende aggressor, Sovjetunionen, mod Finland en stat med cirka tre millioner indbyggere, men blev samtidig en militær ydmygelse af Sovjetunionen med 165 millioner indbyggere.

Den strategisk begrundede David-Goliath-strid skal ses i den storpolitiske udvikling i Europa. Den udstillede Sovjetunionens hærledelses taktiske uformåen ved dens iværksættelse af en offensiv, der ingen hensyn tog til et terræn, der - uanset den sovjetiske soldats traditionelle udholdenhed - bød på næsten intet andet end hindringer for den forsøgte sovjetiske offensiv.

Føringsbeslutninger på lavere niveau var i realiteten lagt i hænderne på politiske kommissærer, og det taktiske koncept fulgte russisk tradition, der ikke tog hensyn til menneskeliv, men lagde vægt på angreb med masse og materiel, ikke bevægelse; igen og igen. Og vinterkrig var man ikke forberedt på, til gengæld havde man lastbiler fyldt med propagandamateriale.

Hvor fremrykning i kolonner var mulig, blev man opholdt af forsvarere, der viste sig som mestre i terrænudnyttelse og bagholdsangreb i det skovdækkede land. Erfaringerne fra Vinterkrigen førte til ændringer, blandt andet vedrørende de politiske kommissærers rolle og uddannelse inden Nazitysklands forbryderiske angreb på Sovjetunionen - tidligere end forventet af den øverste sovjetiske ledelse - sattes i værk.

At Sovjetunioner bar de største byrder og opstillede de fleste styrker mod Nazityskland under Anden Verdenskrig er ikke til diskussion, men den materielle hjælpe fra USA var nødvendig og velkommen.

Der kan heller ikke stilles spørgsmål ved, at Sovjetunionen sammenlignet med Nazityskland havde tab i en hel anden størrelsesorden end de invaderende tyskere.

Årsagen var den manglende tradition for tage hensyn til menneskeliv. Nazitysklands tab på østfronten 1941-45 er opgjort til det uhyrlige antal af 2,3 millioner dræbte og savnede. Det tilsvarende russiske tal er af mangel på konkret dokumentation svært at få rede på, men russiske forskere har vekslet mellem 8,6 millioner og over 20 millioner.

Det er aldeles uhyrligt. Hvorfor? Ikke mindst som følge af hensynsløs indsættelse af egne tropper og forkærlighed for at søge at overvælde fjenden med frontalangreb. Altså taktisk uformåen, men man havde menneskematerialet til at absorbere og erstatte tab.

I 1979 invaderede og besatte Sovjetunionen Afghanistan. I 1989 trak man sig ud efter ti års krig ud.

Ruslands invasion af Georgien i 2008 viste, at der fortsat var førings- og logistiksproblemer, som man jævnfør krigen i Ukraine fortsat ikke har fået løst som følge af inertiens lov.

"På grund af moralsk overlegenhed vil de socialistiske landes væbnede styrker kunne bære krigens moral-psykologiske byrde længere end de imperialistiske landes og uden at blive trætte." Således lød det i "Marxism-Leninism on War and Army. Moscow 1972." Heldigvis forblev udsagnet et udokumenteret postulat.

Heller ikke arvtagerstaten Den Russsiske Føderation lever op til den stolte påstand. Uden sine atomvåben ville der ingen krig have været mod Ukraine. Rusland har konventionelle militære lerfødder.

Rusland er en magt med fortsatte imperiale ekspansionistiske ambitioner, men uden de materielle og strategiske forudsætninger. Imperietanken må aflægges. Den Russiske Føderation, i sig selv et imperium, bør ved et kommende regimeskifte tage ved lære af andre imperiers afvikling og indtage sin i dag naturlige plads som en regional stormagt.

Men inden da? Den russiske befolkning har tidligere vist, at den kan mobiliseres mod et regime.

Bliver det så en våbenstilstand, der reelt udgør en fred uden aftale som mellem Nord- og Sydkorea eller vil kampene blive optaget? Der er flere muligheder, men én er næppe, at Ukraines internationalt anerkendte grænser fra før krigen genetableres.

Løsningen findes formentlig i regionerne Luhansk og Donetsk kommende status og sandsynlige optagelse i Den Russiske Føderation. Og hvad så hvis og når en fredsaftale er indgået? Ukraines moralske prestige vil være betydelig; og hjælp til genopbygning fra og tilknytning til Europa som EU-kandidatland betydelig. Rusland kommer også til at bøde.

Ruslands i forvejen flossede prestige er sønderrevet. I Europa er man en pariastat. Det vil tage år at ændre på. Tillid skal genskabes. Der skal udøves retfærdighed. Der er under krigen begået krigsforbrydelser. Undersøgelser af anklager om krigsforbrydelser af parterne vil blive krævet og bør iværksættes, anklageskrifter udarbejdes og domme fældes.

Massegrave og bagbundne lig på gaderne er krigsforbrydelser. Anklager om udbredt brug af voldtægt og drab på civile i krigen i Ukraine undersøges af anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. Russiske soldater er blevet domfældte ved ukrainske domstole, der forstås at have løftet bevisbyrden. Hvor højt op i det russiske militære/politiske hieraki ligger ansvaret for forbrydelserne? Hos statsledelsen?

Der er fortilfælde at få forstand af begyndende med Nürnberg-processen mod Nazitysklands ledere. Aggressiv magtbrynde er roden til alt ondt.

Det Internationale Tribunal for Ukraine (IUTU) - nedsat af Rusland - har til opgave at indsamle data og beviser for "Kyiv-regimets" begåelse af krigsforbrydelser, diskrimination af dets egne borgere, forfølgelse af sproglige, nationale, ideologiske grunde. Selvransagelse og upartiskhed indgår ikke i mandatet.

Den naturlige initiativtager til et tribunal vedrørende krigen i Ukraine er Europarådet og dets 46 medlemsstater, idet Rusland først ophører med at være kontraherende part til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) seks måneder efter ophøret af Europarådsmedlemskabet.

Det vil sige, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har kompetence til at behandle alle klager vedrørende Ruslands eventuelle krænkelser af Menneskerettigshedkonventionen begået inden 22. september 2022. Og Rusland er forpligtet til at efterleve domstolens afgørelser.

Har regeringen mon gjort sig overvejelser om med ligesindede stater at tage et initiativ vedrørende et sådant tribunal?